Ursula Andkjær Olsens digtsamling ”Udgående fartøj” indledes med den følgende prægnante passage, der kan læses i sin helhed som ”ugens digt” her på siden: ”jeg har brugt tid på at tyde/sprede dumpe fornemmelser / fra mit fjerne indre (...) / jeg skulle have brugt tiden på at fortætte dem yderligere”.
Der er i hvert fald to fortolkninger af denne passage, nemlig en poetologisk og en psykologisk.
I det første tilfælde kan digtet sige noget om den udvikling, som man finder i Ursula Andkjær Olsens forfatterskab, hvor den forrige digtsamling, ”Det 3. årtusindes hjerte”, kan opfattes som en nyorientering. Mens nemlig de første seks digtsamlinger i var prægede af en underfundig brug af ordspil og ironi i en kompleks udsigelsesstruktur med mange rolle-jeger, mødte man i ”Det 3. årtusindes hjerte” et monologisk subjekt, der konfronterede sig med en forpint sjælelig tilstand.
Det er dog oplagt, at Andkjær Olsen ikke disker op med en letkøbt afskrivning af sine første digtsamlingers poetiske strategi, men at der i det kategorisk afvisende, ”det var en fejl”, ligger en grad af ironi. Ikke desto mindre er den nye digtsamling en fornem poetisk fortsættelse af den smerte-poetik, som man fandt i den forrige digtsamling
Læser vi derimod den indledende passage psykologisk, er det tydeligt, at det at ”fortætte”, og at ens fornemmelser bliver ”til sten”, langtfra er noget ideal. Tværtimod er udgangspunktet for ”Udgående fartøj” en psykologisk tilstand af fremmedhed, smerte og dissonans, der overgår, hvad man normalt finder i danske digtsamlinger. Der er dog lys for enden af tunnellen i Andkjær Olsens værk.
Den forpinte, faslåste tilstand skildres i digt efter digt fra begyndelsen af værket, og de enkelte tekster forbinder sig med hinanden i et sprog, hvor konkret og abstrakt er knyttet tæt sammen, og hvor dominerende gloser er ”sten” - som i det ovenstående digt - ”selvhad”, ”kugle”, ”skam”, ”tab”, ”hårdhed”, ”isolation”, ”hårdhed” og ”knude”. En af de mange effektfulde tekster lyder: ” to hunde bliver filtret ind i hinandens snore foran mig i kgs. have, det / er det jeg mener: ikke det usammenhængende, men det uharmoniske, / som består af forskellige agenter, der hiver i forskellige retninger, og som / ALLIGEVEL ikke lader sig skille ad / en knude af hunde”. En anden blandt de mange ”knude-tekster” lyder: ”ønsket om at være jomfru igen / ønsket om aldrig at have sagt et ord / at være nærig med sine åbninger / at binde sig selv i en knude”.
Den smertefulde psykiske tilstand i ”Det 3. årtusindes hjerte” handler på samme måde som i den forrige digtsamling om et tab - i dette tilfælde af et barn - og om den pinefulde isolationstilstand, hvor jeget ikke er i stand til at etablere en positiv kontakt til omverdenen efter traumet. Følelser af raseri, selvhad, sorg og resignation passerer igennem digtene, og den suggestive kraft, teksterne har, beror i høj grad på de gentagne udtryk og vendinger, der vendes og drejes igen og igen - som den psykisk hårdt ramte netop gør uden at kunne øjne en vej ud af sit hul.
Karakteristisk for ”Udgående fartøj” er det imidlertid, at der langsomt i løbet af samlingen formuleres et håb, hvor et andet vokabular tager over med udtryk som ”slippe ud/ind”, ”udgående/indgående fartøj”, ”indgang/udgang”, ”kommunikere”, ”venner” og ”blødere dele”. Det er selvsagt en gennembrudsoplevelse, og det virker også som en forløsning for læseren, der de første hundrede sider har befundet sig i et dunkelt og illusionsløst univers.
En formulering midt i bogen lyder: ”I skal være venner med MIN skam / som gør alle til søskende”. Og mod slutningen af samlingen kommer da også en serie enkle og smukke digte om en frigørelse fra den traumatiske isolationstilstand og en oplevelse af en samklang og en samhørighed med omverdenen: ”utopi som en udgang/indgang / som selve det at slippe ud/ind / paradis som et fartøj i verden med udgang/indgang / som selve det at slippe ud/ind / som selve det at have et fartøj”.
Allerstærkest i Ursula Andkjær Olsens ”Udgående fartøj” er de tekster, hvor digteren hverken skildrer en sjælelig tilstand af paradis eller helvede, men hvor patos og humor kortsluttes i uforlignelige sorthumoristiske udsagn. En kort tekst lyder: ”rovdyr og fæstning i ét”. En lidt længere - men ikke mindre hårdtslående: ”sårbar som en / nusset benprotese, hvor huden skaller af / menneskelig som en / nusset benprotese, hvor huden skaller af”. ”Udgående fartøj” er et originalt, sofistikeret, gribende og eksistentielt nødvendigt poetisk værk.