Bibelen er gigantisk! Den er et skrift under vores civilisation. Hvordan skal man anmelde den nye udgave? Det er som at anmelde sin egen mor! Der er meget godt at sige, men også noget, der irriterer en. Ens mor skal jo være ens mor og ikke pludselig spille moderne og være for meget med på noderne. Den nye bibeludgave er resultatet af et imponerende arbejde, der er lykkedes – trods nogle irritationsmomenter, når det nogle gange bliver for lidt poetisk og for fladt.
Lad mig begynde med nogle af de sidstnævnte – tre eksempler. Når Paulus for eksempel i den autoriserede bibel lige efter kærlighedens højsang, der jo slutter med de berømte ord, at størst af alt er kærligheden, siger: ”Jag efter kærligheden”, så er det poetisk lidt fladt i den nye at læse: ”Kærligheden er det overordnede mål” – det kunne en embedsmand i Kirkeministeriet have sagt.
Når den opstandne Jesus i den autoriserede bibel i Matthæusevangeliet siger til kvinderne ved graven, at de ikke skal frygte, så rummer det for mig så meget mere, end at de ikke skal være bange. Det er det blevet til i den nye. Sætningen ”I skal ikke være bange”, det er noget, man siger til børn på legepladsen, når de skal lære at glide ned ad en rutsjebane. Det ikke at frygte er af en helt anden kaliber. Det går ind i eksistensen, ind i selve livet. Vi skal hverken frygte døden, kejsere eller coronavirus.
Et tredje sted, der får mig til at savne noget poesi, er i Juleevangeliet, hvor englene synger den store jubel ned over hyrderne: ”Ære være Gud,” lyder det. Det er det, der spilles på i en række salmer, for eksempel i ”Kimer, I klokker!” med slutlinjen ”Æren er Guds i det høje!”. Denne jubel er i den nye blevet til ”Vi hylder Gud”. Det er lige en tand for mat og stadionagtigt. At hylde nogen, det er noget, man gør ved sportsstævner. Der er heldigvis lidt mere format over engle.
Når dette er sagt, så er jeg alligevel meget glad for den nye bibel. Den dag, vi ikke synes, at Bibelen skal kritiseres og diskuteres, så er den ligegyldig, men dertil er vi heldigvis ikke kommet. Den er ikke bare skriften under vores danske kultur i 1000 år. Den er også kilde til tro og kirke lige nu.
Derfor skal den hele tiden iklæde sig tidens tone. Vi har det jo ikke som muslimerne, der ikke må kritisere deres koran eller oversætte den fra arabisk til folkesprogene. Kirken har hele sin historie vidst, at dens helligskrift skal forstås på hjertesproget, nemlig ens eget. Som sproget ændrer sig, skal Bibelens sproglige iklædning følge med.
Det skal ikke i dag være på et antikveret dansk, for så står man af. Når man for eksempel læser Christian III’s bibel fra 1550, så skal man virkelig spidse ører. Den lå på alteret i Tullebølle Kirke, da jeg var ung præst. Havde jeg læst op fra den, så havde de gode langelændere rystet endnu mere på hovedet, end de gjorde over præstens udlægning.
Derfor skal den nye oversættelse hilses velkommen. Jeg har virkelig nydt at sidde et par dage midt i coronakarantænen og læse de passager, som jeg holder af. Undervejs opdagede jeg dens styrke. Det gik op for mig, da jeg prøvede at læse højt fra den.
Jeg tog simpelthen Paulus’ Brev til Romerne, der i øvrigt har fået en overskrift: ”Kristus døde for alle”. Alle skrifterne har fået en overskrift, der passer til indholdet. Det er en rigtig fin idé. Paulus’ Første Brev til Korintherne hedder: ”Størst af alt er kærligheden”. Hans andet brev til den menighed hedder ”Ånden giver liv”. Under disse overskrifter er der en slags indledning til, hvad skriftet handler om. Det giver læseren en god start. Nu skal du høre, hvad det her handler om!
Om Paulus’ Brev til Romerne står der, at dette skrift handler om, at ”døden er overvundet af Jesus Kristus! Han døde for at betale hele menneskehedens gæld til Gud for alt det onde og forkerte, mennesker gør – men Gud har gjort ham levende igen. Derfor skal man ikke længere overholde den lov, Gud gav Moses, for at blive accepteret af Gud. Nu handler det om at tro på, at Gud lod Jesus stå op fra de døde.” Det er en fin præambel. Den slår lige ned i den lutherske forståelse af, hvorledes man skal læse teksten. Man retfærdiggøres af tro. Det handler om at tro.
Da jeg begyndte at læse den højt, så åbnede teksten sig på en forunderlig måde. Hele Romerbrevet flød af sted. Det var ren lydbog. Det var en særdeles god oplevelse. Jeg var helt høj. Så trods de poetiske bump på vejen sniger den sig op på fem stjerner.8