Romanen Dagenes skum bringer os til efterkrigstidens Paris og til ung kærlighed, der ender med kvindens død. Bogen udkom i 1947, men først i 1960 erne blev Boris Vian rigtigt berømt, men da var han død, 39 år gammel, i 1959.
Han havde et mere hårdkogt forfatterskab under pseudonym, men Dagenes skum udgav han under eget navn, og den er som sådan et debutværk, der indgår i Løvens forlags serie af Mesterlige debuter fra verdenslitteraturen i dansk oversættelse.
LÆS OGSÅ: Med Jonatan Løvehjerte som forbillede
I starten tror man, at romanen er dårligt oversat, men et kig i den franske original får en til at ændre mening, for sådan er den faktisk: plat og poetisk på én gang, også på fransk. Og i Frankrig er der udgivet klassikerhæfter om netop denne roman.
Dagenes skum er en meget rammende titel, også for ens stil, som er fantastisk springende, surrealistisk af og til og så alligevel en historie om unge elskende og deres miljø, der er halvfilosofisk optaget af Jean-Paul Sartre og eksistentialismen i årene lige efter krigen, uden at de dog forstår mere end nyhedsværdien af filosofien.
Tiden er gået siden 1947, og i dag forekommer ordlegene, de surrealistiske skred og de satiriske indslag voldsomt overhalede. Den efterladte unge mand Colin taler med Jesus ved begravelsen af kvinden og beklager sig over hendes død, og så følger replikkerne:
Jesus rystede let på hovedet for at ændre vinklen på sin tornekrone./ Jeg kan ikke forstå, hvad vi har gjort forkert, sagde Colin, det fortjente vi ikke./ Han så ned. Jesus svarede ikke. Colin løftede hovedet. Jesus brystkasse hævede sig blidt og regelmæssigt, hans ansigtstræk udstrålede fred, hans øjne var lukkede, og Colin kunne høre en let, tilfreds snorken, som en mæt kats, stige fra sine næsebor.
Det har uden tvivl været opsigtsvækkende i 1947 at skildre Jesus sådan, og på denne vis er en fyldt af pudsigt billedsprog, små ironier midt i den almindelige handling, som reelt er, at de unge mødes, kysses, bliver gift, hvorefter hun bliver syg, dør og begraves.
Den kvindelige hovedperson, Chloe, har navn efter en Duke Ellington-melodi, og der er meget jazz i ens poetiske stil, som man virkelig skal have sans for de poetiske billeder for at holde af. Skyer kan pludselig tale, kat og mus trækkes ind i kapitlerne temmelig uformidlet, som også ens små kapitler er sat ved siden i et uendeligt antal. Men som skildring af en ungdom lige efter 1945 er den et flot portræt af en langt mere tilfældig tanke- og taleverden end den, man herhjemme kender fra for eksempel Martin A. Hansen.
Eksistentialismen hos Vian er nærmest kun en vittighed over Sartres navn, der bliver til Partre. Vian bringer ikke skyggen af ideologisk diskussion, men derimod billedernes pludselige poetiske muligheder.
På sin vis er romanen et overraskende bekendtskab, men ikke alt, der er overhalet, er en klassiker, dertil er handlingen simpelthen for løs, og den synes kun til for at give mulighed for surrealistiske indgreb i den ellers realistiske historie, som et skum hvælver sig over almindelighedens dage.