Prøv avisen
Bog

Pointeløse historier om fire kvinder sent i livet

Som forlaget beskriver bogen, lyder den egentlig ret enkel: ”Fire historier om kvinder sent i livet, om deres passioner, tab, sorg og skjulte glæder."

Anne Marie Ejrnæs' nye bog er en æstetisk nydelse, men man savner et formål med bogens fire højst forskellige kvindehistorier

Som forlaget beskriver bogen, lyder den egentlig ret enkel: ”Fire historier om kvinder sent i livet, om deres passioner, tab, sorg og skjulte glæder."

Men pointerne fortoner sig for mig. Og det blev under læsningen ved med at være et ubesvaret spørgsmål, hvorfor det har været vigtigt for Anne Marie Ejrnæs at skrive netop disse historier. Hvad er det, hun vil med dem? I den pressemeddelelse, der ledsager bogen, citeres hun for at bestemme det afgørende fælles tema som dette ”at komme overens med dødeligheden”, et tema, historierne ”nærmer sig fra hver deres side”. Men igen: Beskrivelsen af intentionen er tydeligere end dens udfoldelse.

Ingen tvivl om, at Ejrnæs skriver en fortættet prosa fyldt med nerve. Sådan som man forventer det af en forfatter på hendes niveau. Dette fremhæver jeg ikke for at dække mig ind: De, der har læst hende, ved, at hun tilhører eliten i moderne dansk litteratur. Hendes stilistiske beherskelse er det da også denne gang en æstetisk nydelse at opleve. Men alt det meget, hun kan med sprog, fører sjældent frem til en virkelighed, der engagerer og river med. Jeg glæder mig over detaljerne uden nogensinde helt at vide, hvor jeg er - eller hvor forfatteren vil have mig hen.

To af historierne foregår i 1700-tallet, lige før Den Franske Revolution - og de to øvrige dels i begyndelsen af 1950'erne, dels i vore dage.

Hovedpersonen i den første, ”Engelke i Amsterdam” præsenteres som ”en gammel kone på syvogtres, der havde mistet alt, men endnu ikke sin forstand”. Hun bor hos sin datter og gør sig bemærket og nyttig ved at brodere. Imidlertid har hun samtidig et andet virke, og det må endelig ikke bemærkes: Den franske ambassadør giver hende penge for at udspionere en 81 år gammel svensk baron, nemlig videnskabsmanden, filosoffen og mystikeren Emanuel Swedenborg, der samtidig i Sverige er anklaget ”for afvigelser fra den rene evangeliske lære”.

Stilfærdigt beskrives Engelkes omsorg for denne mærkelige mand, der kommunikerer med afdøde personer og kalder sig ambassadør for himlen. I fortællingen forekommer han på én gang fjern og fysisk nærværende. Noget sker mellem ham og hans broderende vogterske - og den tåre, der ved afskeden triller ned over sidstnævntes ene kind og videre til munden, smager af salt lykke.

”Kyssene” handler om en sachsisk student, der ”med strålende øjne” vender hjem til sine forældre i Hermannstadt. Men det strålende lys slukkes, og alt ender i galskab og tragedie. Hans mor, der hoster faretruende, skubbes til side af far og søn og ser slutteligt i sin isolation frem til matheden ”som en favn, der skal omslutte mig. Jeg længes efter at overgive mig helt”. I ”Stemmerne” er vi sammen med en kvinde, der ligesom Swedenborg færdes fortroligt blandt de døde. Det er forfatteren Thit Jensen, som vi møder, efter at hun har udsendt erindringsbogen ”Hvorfra? - Hvorhen?” (1950), møder hende sydende af forargelse over Politikens anmelder Merete Bonnesen, fordi denne mener, at forfatterens oplevelser som medium er uden interesse for andre end psykiatere.

Portrættet af Thit Jensen er skam både indfølt og livagtigt - men hvad Anne Marie Ejrnæs vil opnå med det, er jeg ude af stand til at afgøre. Endnu mere i vildrede med meningen er jeg i den sidste historie, ”LinkedIN”, hvor udgangspunktet, der fører til Senegal, er, at den kvindelige hovedperson via det nævnte netværkssite får meddelelse om en gammel vens død.

Men trods alt: Også denne historie har fine momenter med nogle stærkt sansede beskrivelser af afrikansk hverdag.

grymer@k.dk