At have hjertet med - for forfatteren Ole Hyltoft har det ifølge tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) altid været hovedsagen. Og den hjertelige praksis har, som Møller tilføjer, ført Hyltoft ”fra venstre til højre ganske uanset, hvad alle andre mente om den tur”.
Dermed er allerede noget afgørende sagt om denne kulturpersonlighed, der aldrig har søgt tapeter at gå i ét med. Han har været sig selv, også - eller ikke mindst - når dette har haft sin pris.
Den, der vil have hjertet med, sætter ikke sin kurs i den offentlige polemik for ”at tækkes de politisk korrekte”. Hyltoft provokerer dem hellere, i en stil skarp som en kniv.
I 49 år var han medlem af Socialdemokraterne og virkede i 1970'erne som boganmelder og kulturredaktør ved partiorganet Aktuelt. Senere kom han i et modsætningsforhold til partiet. Det var op gennem 1990'erne, da han kritiserede den muslimske indvandring, som han fandt og vel fortsat finder uforenelig med dansk demokratisk kultur. Siden 2009 har han været medlem af Dansk Folkeparti.
Ole Hyltofts netop overståede 80-årsfødselsdag markeres med hele to bogudgivelser. Den ene, der i passager nærmest har karakter af en hyldest, søger ”at sætte nogle meget personlige streger sammen til et portræt af ham som forfatter, kulturpolitiker, debattør og menneske”, mens den anden består af kronikker, der første gang blev bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten og Berlingske.
I den første udgivelse betegnes Hyltoft af Sven Hakon Rossel som ”en af Danmarks mest markante nulevende forfattere og kulturpersonligheder” og fremhæver hans deltagelse i samfundsdebatten samt hans ”flittige arbejde som en indfølende skildrer af dansk natur”.
Han har udsendt omkring 30 bøger samt flere end 500 kronikker.
Når Rossel i den artikel, der afslutter bogen, søger en sammenhæng i forfatterskabet, indleder ham med at citere fra en kronik, som han i 1979 skrev i Kristeligt Dagblad om Hyltoft: ”Kærligheden og kunsten er de kræfter, der alene er i stand til at befri, forædle og forvandle mennesket”.
Ifølge Rossel selv skulle netop disse temaer vise sig at blive centrale i Hyltofts forfatterskab, sammen med et overordnet humanistisk hovedanliggende.
Per Stig Møller vurderer, at Hyltofts vigtigste indsats er ”hans opgør med marxisterne og dermed med den venstrefløj, der indtog Socialdemokratiet og derefter detroniserede ham”. I øvrigt giver Møller ham æren for at have formuleret begrebet ”munkemarxister”.
Johs. H. Christensen nævner Ole Hyltofts ”hengivne kærlighed til København og til den folkelige tradition i landet, Arbejdersangbog og Højskolesang (...), den unikke kolonihavekultur (...), arbejderbevægelsen, Socialdemokratiet gennem årtier”. Yderligere fremhæver han det liv, som Vesterbro har hos Hyltoft. Det har bydelen også i Christensens verden, men ikke helt det samme liv. Der er kirken til forskel.
Hverken hos forfatteren eller hos hans personer finder Christensen kirkelig sympati. Hvilken giver ham anledning til denne bemærkning: ”(...) for mig har kristendommen og den kristne tradition, og alt hvad deraf er afledt, plus overleveringen fra oldtidens Grækenland og Rom altid stået som det bærende fundament under alt, hvad der fortjener navn af kultur.”
Bogen, der desuden har artikler af Ulrich Ollendorf, Jesper Beinov, Sven Ove Gade, Lars Ole Knippel og Michael Bojesen, er generøst redigeret: De bidragydere, der har lyst til at brede sig, får sandelig lov til det. Bogen virker som lidt af en vennebog - hvad måske netop er med til at gøre den levende. Det sidste opnås med god hjælp fra den del af historien, der fortælles via temmelig mange fotos, først og fremmest de udvalgte fra familiealbummet.
Læsningen af de genoptrykte essays, der udgør ”Livet ved havet”, er en ren lyst, skrevet som de er med den elegance og lethedens præcision, der er så karakteristisk for Ole Hyltoft.
Bogen, der fortroligt samt både vidende og ømt skildrer årstidernes gang i naturen, indledes med et udtryk for den taknemmelighed, som til stadighed er nærværende: Det er morgen med den forløsende og længe ventede lyd af regndryp på græstaget. Og forfatteren slår terrassedøren op mod glæden. Holdningsmæssigt står han egentlig gennem hele samlingen i den dør.
Teksterne fører os til Tisvilde, hvor Hyltoft er kommet siden barndommen, og hvor han nu bor. Fortiden er nærværende, ikke som en ensidig dvælen ved det, der var, men som et perspektiv vedføjet det, der er.
Således fremhæver han den sammenhæng, der er så betydningsfuld for ham. Som han med rette skriver, klæder det ”ikke et menneske at være et postmodernistisk sammensurium. Der skal være sammenhæng mellem før, nu og fremover. Det er den måde, vi kan elimere døden på. Vi skal ikke lade kronologien herse med os og skille os fra dem, der var på stedet før os”. Denne sammenhæng, som Hyltoft tillige opsøger i sit nære forhold til den danske kulturarv - digtningen og kunsten - må være, hvad han sigter til, når han i anden sammenhæng taler om at gøre livet større, end det er.
Essaysamlingen bekræfter, at polemikeren også er digter. Hjertet følger med ud i naturen, bankende for poesien.
grymer@k.dk