På besøg i en argentinsk villa føler den polske forfatter Witold Gombrowicz sig omgående angrebet. Husets frue er ”underligt aggressiv” fra første færd. ”De må være egocentriker, jeg kan mærke, at De er egocentriker!”, antyder hendes attitude – mener han.
Det udvikler sig hurtigt til en tirade af forestillinger om, hvad hun tænker: ”Hele aftenen blev hun ved med at signalere noget i denne retning til mig: (…) ’Du er pseudo-kunstner (hvis du var noget værd, ville du være berømt!), det vil sige, at du er en parasit, snylter, teoretiker, søvngænger, anarkist, dagdriver, og givetvis også en pralhals!’.
Efter alt at dømme er det Gombrowicz, der lægger alt dette ind i kvindens tanker. I sig selv et selvoptaget træk, men her er det nu også en sand beskrivelse af disse dagbøger. Polske Gombrowicz er i hvert fald både søvngænger og selvforelsket.
Gombrowicz (1904-1969) havde udgivet flere modernistiske værker, da han i 1939 sejlede til Argentina. Blandt andet romanen ”Ferdydurke”, der også er oversat til dansk. Men krigen brød ud, og Witold Gombrowicz endte med at blive i Argentina indtil 1963. De sidste 10 år udgav han løbende sin dagbog i et tidsskrift, og det endte med at blive betragtet som hans mesterværk. Det er første halvdel, perioden 1953-1958, som nu foreligger på dansk.
Det er en fragmenteret tekstsamling, og den er skrevet af en ekstremt selvoptaget (og derved mærkeligt charmerende) forfatter med hang til formeksperimenter og litterære fejder. Gombrowicz går på kunstmuseum og flyder over af ”apati med nuancer af væmmelse”. Altså en blanding af ligegyldighed og frastødelse i mødet med den pæne borlighed.
Han trykker breve fra vrede læsere, der har fulgt med i dagbogens tilblivelse i tidsskriftet, han fortæller om sit had til heste og anmeldere samt sin kærlighed til unge drenge og jøder. Alt er med andre ord relevant, men intet er moralsk forkasteligt.
Særligt kvindekønnet må holde for. En læser bliver beskrevet som en ”fjendekvinde” (ellers et godt ord!), og det går over i dette vilde udfald mod kvindekønnet generelt. Kvinder er godt nok ”kunstnerinder”, fordi det er deres kald at fortrylle mænd, men ”hos kvinden tjener denne fortryllelse til at avle børn, den har graviditet og bleer i ærmet, dens højeste virkeliggørelse har et barn i kølvandet, og så er det digt forbi. (…) Vi holder aldrig op med at protestere mod denne brutale perfiditet fra naturens side.”
Derfor mener Gombrowicz, at kvinden altid er i gang med at myrde sin yndefuldhed, som mest findes i hendes jomfruelighed. Stærke sager, men det er i sig selv en modernistisk pointe, at den slags er tilladt. Litterær og sædelig moralisme er frabedt.
Det vigtigste tema er det, Gombrowicz kalder sin ”polskhed”, og en stor del af optegnelserne handler om et perspektiv på Polen, der er oparbejdet gennem emigrantlivet.
Han kerer sig tydeligvis også om sit lands tilstand, men alting på vidunderlig paradoksal måde for kunstnernarcissisten: ”Det er ikke Polen, der er temaet, temaet er som altid mig, mig selv, det er mine eventyr, ikke Polens. Bortset fra, at jeg er polak.”
Denne vekselvirkning mellem viden om sit ophav og troen på en løsrivelse fra det i kunsten er rodfæstet og balanceret. På den ene side mener han ”ganske enkelt ikke”, at den typiske polak er et menneske på samme geniale niveau som ham selv, og vil derfor helst ikke kendes ved sit folk. På den anden side bliver han rasende, når en kritiker beskriver et af hans værker som en ”usund romance” med hans polske arv: ”Hvilken anden arv skulle jeg have det med. Min kinesiske?”.
Der er altså både indsigt i ophavets ufravigelige krav og gaver samt kunstens kamp for at blive universel ud fra sit lokale udgangspunkt, og det er en overset del af en ellers rodløs forfatter, og alene dette element retfærdiggør den fulde udgivelse af dagbøgerne. Samtidig er Gombrowicz en forrygende kritiker. Franz Kafkas værker blænder ham, fordi de udgøres af ”en genial metaforsol, der stråler gennem talmudskyerne,” mens eksilforfatterkollegaen Czesław Miłosz beskrives lige så rammende:
”Den eneste af eksilforfatterne, der virkelig er blevet våd i uvejret. (…) Miłosz blev gennemblødt, og til sidst rev orkanen tøjet af ham – han kom nøgen tilbage.”
Fra vanvittige udfald mod kvinder til dette metaforiske klarsyn er Gombrowicz i live. Brutalt perfid og i usund romance med sig selv. Tilsyneladende en sund tilstand for hans kunst.