Polen – paradoksernes land

Ny bog giver et grundigt signalement af polakkerne, men er præget af en vis sproglig slendrian

Polen – paradoksernes land

Michael Hardenfelt har boet og arbejdet i Polen siden enten 1994 eller 1995.

Begge årstal optræder i en bog, der vil gøre danske læsere klogere på, hvem polakkerne er. Hardenfelt beretter om en rundvisning i Gdansk, hvor guiden pegede på en kanon, der blev affyret, hver gang en kvindelig jomfru påbegyndte medicinstudiet:

”Han lavede en lille kunstpause og forklarede så, at den ikke var blevet skudt af de sidste 30 år. Jeg lo pligtskyldigt – igen et paradoks jeg først skulle forstå mange år senere.”

Ja, for Polen er et land fuldt af paradokser, der omfatter den katolske kirkes påbud om cølibat:

”Traditionelt har præsterne haft en husholderske, og det ses ofte næsten som en uofficiel kone. Men selv hvor seksuallivet gik ud over dette, så blev det mere eller mindre bevidst accepteret som menneskeligt, vi er trods alt alle syndere.”

Hvad betyder det, at ”seksuallivet gik ud over dette”? Betyder det, at præsten og husholdersken stifter familie? Eller betyder det, at seksuallivet gik ud over præstens omdømme? Det står ikke klart, men det står klart, at det kirkelige liv er lige så fyldt med paradokser som det politiske liv i Polen. Her har regeringspartiet Lov og retfærdighed (PiS) indledt en heftig hetz mod landets kommunistiske fortid, men ”reelt søger regeringen imidlertid tilbage til mange af de løsninger, som blev taget i brug i det kommunistiske Polen”.

Polakkerne nærer i almindelighed ikke den store tiltro til politikere, men Hardenfelt oplever igen paradokset, da han på et marked hører en polak udbryde:

”PiS (regeringspartiet) stjæler også, men i det mindste deler de det, de stjæler, med almindelige mennesker”.

Forfatteren finder det også paradoksalt, at den middelmådige præsident Lech Kaczynski, som døde i flyulykken i Smolensk i 2010, fortsat er genstand for umådelig persondyrkelse, skønt hans største bedrift velsagtens bestod i, at han satte sit liv til i tjenesten.

Sproget knirker visse steder i bogen. Når forfatteren vil understrege, at advokatsalærerne er for høje, skriver han, at ”priserne ofte er prohibitive”. Et andet sted hedder det: ”Rigtig mange polakker har i rigtig mange følt sig som en perifer del af Europa”. Ud over at der i sætningen mangler ordet ”år”, burde forfatteren begrænse brugen af ordet ”rigtig”. Og læseren bliver noget forvirret, når et afsnit begynder med at erklære, at den såkaldte Wielkopolska-opstand begyndte den 27. december 2018; det var i 1918.

Hardenfelt, der har en fortid i Konservativ Ungdom, forsøger at forstå motiver og baggrunde for, at Lov og retfærdighed er ved magten i dag og finder det i partiets sociale profil, den katolske kirke og dyrkelsen af Polens storhed. Alle tre størrelser bliver grundigt belyst i denne bog, der vidner om et stort engagement i Polen og vældig historisk indsigt, omend bogen skæmmes af en vis sproglig slendrian.