Prøv avisen
Interview

Forfatter: Politik er en krig mellem kompromiser og etiske kompasser

”Selvom vi lukker vores grænser, behøver vi ikke at lukke vores øjne”, mener forfatteren Sarah Engell. – Foto: Simon Læssøe

Arbejdet med romanen ”Valget” har givet forfatteren Sarah Engell større forståelse for, hvor svært det er at balancere mellem hjertet og hjernen i politik

Kommunalvalget nærmer sig, og de opstillingsparate politikere hænger snart i landets lygtepæle og smiler med mere og nok især mindre smarte slogans. Men faktisk er der valg hver dag. For vi er jo ikke kun vælgere af repræsentanter til kommunalbestyrelser, regioner og Folketinget – for ikke at tale om elevråd, ældreråd og menighedsråd. Vi vælger hele tiden. På nettet og i indkøbsnettet. På gaden og med facaden, vi møder verden med. Hvert øjeblik kalder på nye valg. Og ikke at vælge er også at vælge.

Sådan har titlen på Sarah Engells ungdomsroman ”Valget” mange lag, der også trækker tråde til eksistensfilosofien, men den starter med det politiske valg. For historien handler om den i begyndelsen 17-årige gymnasieelev Xenia Bang, som er godt på vej til at blive frontfigur i det nystartede parti Etisk Parti.

”Vi kalder os verdens lykkeligste folk. Men måske er vi kun lykkelige, fordi vi lukker øjnene for resten af verdens lidelser,” siger Xenia allerede i en artikel som formand for Etisk Ungdom, og snart rykker hun videre op i hierarkiet. Men her opdager hun hurtigt, at politik ikke kun handler om at følge sit eget etiske kompas, men også om at skabe kompromiser.

Og dilemmaet vokser, da hun møder romanens anden fortæller, den syvårige syriske flygtningepige Lilas Kouri, der er flygtet alene til Danmark og stadig lever med frygten for, hvad der sker med hendes forældre i Syrien.

”Min roman udspringer af en sorg over at se på druknede børn ved siden af folks frokost på Facebook. Jeg følte mig magtesløs, men også fuld af politikerlede, så jeg fik lyst til at skrive en roman om de mennesker, der ellers typisk kun omtales som tal og flygtningekvoter. For hvis man reducerer folk til tal, dehumaniserer man dem jo også,” siger Sarah Engell, der har brugt halvandet år på at skrive sin roman, mens hun har lavet research-interviews med flygtninge, nødhjælpsarbejdere, ungdomspolitikere og flere ministre.

Og undervejs ændrede hun syn på politikerne, fortæller hun:

”Min politikerlede er i hvert fald blevet mindre nu, hvor jeg forstår, hvilket dilemma en ambitiøs politiker står i. For hvis man vil have indflydelse, må man jo indgå kompromiser, men spørgsmålet er jo altid, hvor langt man kan gå for at få magt uden at slå sit eget etiske kompas helt i stykker. Det har jeg ingen svar på, men jeg rejser spørgsmålet i romanen,” siger Sarah Engell.

Selv har hun – trods sit efternavn – ingen politisk (familie)baggrund. Engells politikerhovedperson, Xenia, har både kant, karisma og glødende næstekærlighed. Men hendes på én gang styrke og svaghed som politiker er, at hun er meget styret af sine følelser. Hun er nyhedsjunkie og overvældes af de mange behov i verden, hvor overskrifter om torturerede børn og fremmede krige vælter ud af smartphonen. Og hun vil gerne gøre verden til et bedre sted, men hurtigt opdager hun altså, at politik handler mere om pragmatik end om ideologi. Og da hun selv står over for det syvårige flygtningebarn Lilas, kommer hendes karriereplaner i konflikt med hendes næstekærlighedstrang.

I romanen er Lilas’ fortællestemme blandet med små eventyr fra 1001 nat, fordi Lilas netop forsøger at overleve psykisk ved at fortælle eventyr for sig selv, og Lilas har endda en fantasi-ven. Men flygtningebarnet kunne vel også have bedt Gud om hjælp undervejs?

”Jeg har bevidst ikke skrevet så meget religion ind i romanen – Allah er nævnt én gang. For jeg syntes, at det ville flytte fokus, hvis romanen skulle handle om religion. Selv synes jeg dog, at troen kan være et fantastisk sted at hente trøst i svære tider. Jeg tror på, at der er noget, der er større end os selv, og synes, det kan være en trøst at tænke, at der er en større plan med det hele. Men jeg forstår den ikke, og det ville kræve en hel anden roman at skrive om, hvor lidelsen kommer fra i teologisk forstand. Her skriver jeg om, hvordan vi selv kan møde de uforståelige situationer i verden,” siger Sarah Engell, der dog ikke har noget færdigt svar på, hvordan man kan leve lykkeligt, når man ved, at andre lider.

”Jeg forstår stadig ikke, hvordan folk kan sætte sig ned og hygge sig med avisen. For man kan jo ikke læse en avis uden at læse om andres lidelse. Og en overgang måtte jeg selv holde en pause fra de sociale medier, fordi jeg fik det dårligt af at se på al den lidelse i verden og al den ligegyldighed i vores egen verden. Men jeg ved også godt, at man ikke kan redde hele verden. Jeg går heller ikke ind for åbne grænser, men selvom vi lukker vores grænser, behøver vi ikke at lukke vores øjne. Det er det, som jeg gerne vil have mine læsere til at tænke over.”