Har musik charme nok til at berolige et vildt bæst? Stalin elskede Mozart, og pianisten Maria Yudina kunne fortolke komponistens værker som ingen andre i 1950’ernes Sovjet.
Instruktør og politisk satiriker Armando Iannucci (tv- serierne ”Veep” og ”Højt spin” og den elegante spillefilm ”In the Loop”) bruger netop en Mozart-koncert med Maria Yudina som startskuddet for sin forrygende ”Stalins død”. Virkelighedens Stalin lyttede angiveligt til koncerten i radioen og beordrede den leveret til sin datja på LP. Maria Yudina lægger en seddel ved, hvor hun ønsker død over diktatoren.
I filmen fører dette til et slagtilfælde, og snart kaster gribbene sig over det stadigt levende lig. Det skønneste gummiansigt, Steve Buscemi, er Nikita Khrusjtjov, der kæmper med chefen for det hemmelige politi, Lavrentij Beria (Simon Russell Beale), om at føre Stalins rige videre.
Rænkespillenes absurde indre logik og karaktermordene glider ind imellem æraens mange deportationer og henrettelser. Skuespillerne, der også tæller Michael Palin og Jeffrey Tambor, er velgørende velspillende hele vejen igennem. Og manuskriptet er elegant bygget op omkring formfuldendte replikker. Men satiren er gnidningsfri, næsten for glat. Der er ingen sprækker ind til det morderiske regime, Stalin stod i spidsen for. Det hele er letbenet og ekstremt velproduceret. Ingen knaster her.
Med ”Stalins død” bliver det endnu en gang relevant at spørge, om man må grine ad tragedier? Ad folkemord, tyranni og diktatorer?
Armando Iannucci viser endnu en gang, at latteren er et velgørende våben mod despoter. Filmhistorien er fuld af sønderrivende sans for komik og tragedie med latteren som pacifistens foretrukne våben. Tænk på Chaplins uforglemmelige ”Diktatoren” eller Stanley Kubricks sorte satire ”Dr. Strangelove”. Der er ikke grund til at blive forarget over ”Stalins død”. Men det ville ikke have gjort noget, hvis der var.
”I en pøl af fornedrelse,” udbryder Khrusjtjov, da han finder Stalin på gulvet med en våd plet på bukserne. Mens Armando Iannucci filmen igennem søler hele Stalins entourage til. For selvfølgelig handler ”Stalins død” om politisk herskesyge. Stalin og hans centralkabinet, Khrusjtjov, Malenkov, Beria og Molotov er repræsentanterne, men rækkevidden er universel. Iannucci giver en tidløs afdækning af, at mennesker med magt, dem, der kan både beordre og benåde, nogen gange ikke er andet end en forsamling dilettanter.
Det er derfor autoriteten ved embeder, mere end de konkrete historiske personer, en film som ”Stalins død” er inde at pille ved. Præsident-embedet er større end Trump, ligesom institutionen ”Dronningen” nødvendigvis må række ud over en kvinde ved navn Margrethe eller Elizabeth. Og tror vi Iannucci, bliver vi regeret af smålige tølpere, der smeder rænker og ikke skænker ”folket” en tanke. Ud over hvordan vi kan spinnes og snøres.
Musik kan berolige bæster. Film som ”Stalins død” kan udstille deres inkompetence, pille dem ned og nedbryde dem med latter.