At formidle kunst er en kunst i sig selv, og hvor svært det er, ja, det har DR vist med den ene program-serie efter den anden. Tænk bare på ”Den store premiere”, hvor kendte uden skyggen af forkundskaber spiller skuespil, eller på ”Helt lyrisk”, hvor danske musikere helt forudsætningsløst fortolker danske digtere.
Men når kunstformidling lykkes, er den både selvfølgelig og vidunderlig, og det viser Bikubenfonden med hjemmesiden kunstenharordet.dk. Her kan man kvit og frit se en række film a 10 minutters varighed, hvor konceptet er lige så enkelt, som det er interessant: Politikere med fast gang på Christiansborg møder de kunstnere, der har skabt kunsten, der findes i de forskellige sale, gange og værelser.
Tag bare Nye Borgerliges Pernille Vermund, der træffer Hans Christian Rylander, som har udsmykket Provianthusets foyer og gang. I deres samtale siger hun blandt andet:
”Kunst kan genere og irritere mig lige så meget, som den kan gøre mig glad, rolig, afslappet og nysgerrig.”
Vermund foretrækker tydeligvis den kunst, der stryger med hårene, og hvor man kan se, at kunstnere ”kan male”. Bag ordene ligger et kunstsyn, der rækker bag om modernismen og tilbage til romantikken, og det deler hun – ikke overraskende – med Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl, der taler med Mikael Melbye om hans vellignende og mildt ironiske portræt af Folketingets tidligere formand, Thor Pedersen.
Som Vermund mener Thulesen Dahl, at kunst i hverdagen skal vække velbehag, og sådan har konservative Søren Pape Poulsen det også.
”Den skal give mig glæde”, siger han til Erik A. Frandsen i Landstingssalen, og sådan synes alle de medvirkende politikere at have det.
At foretrække det harmoniske og skønne frem for det grimme og aggressive.
Hvad skønhed så er, det er Liberal Alliances Henrik Dahl inde på i sin samtale med maler Nina Sten-Knudsen, hvor han blandt meget andet mener, at danskernes syn på ”rigtig natur” er påvirket af guldaldermalerne. Og at hvis de havde malet højspændingsmaster på deres landskabsbilleder, havde vi fundet dem smukke og naturlige i dag.
Henrik Dahl er som de andre medvirkende politikere meget respektfuld i sin omgang med kunstnerne og deres værker, og Kristian Thulesen Dahl formulerer det gennemgående syn på kunst således:
”Jeg tror, at kunst spiller en stor rolle i vores liv.”
Holder man de ord op mod de politiske vinde, der blæser på Christiansborg i de her år, hvor Dansk Folkeparti har latterliggjort kunst og kunststøtte, hvor bingo ifølge en socialdemokrat er lige så ”kulturelt” som opera, og hvor kulturministeren ikke skelner mellem kunst og kultur, er det ikke svært at se kontrasten.
Det er godt gjort af Bikubenfonden sådan at lade politikerne tale om kunst på arbejdspladsen og ad dén vej komme tæt på værdierne hos dem, der afgør, hvor mange statsmidler kunsten skal støttes med. Det er afslørende på sin egen diskrete måde. Og rigtig god kunstformidling.