Hvor skønt, at der ved gode fondes hjælp kan udkomme bøger med så tilsyneladende et smalt emne som engelske satirisk-politiske pamfletter i 1640'erne!
Tue Andersen Nexø er lektor i litteraturhistorie, og det er hans omarbejdede ph.d.-afhandling, der nu udkommer under den kryptiske titel ”Ikke de voldsomme. Politisk offentlighed og offentlig skønlitteratur 1640-1750”.
Vi skal tilbage til den engelske borgerkrig mellem de kongetro og det engelske parlament i 1640'erne. Denne tid med dens mange småtryk og pamfletter tager Tue Nexø som udgangspunkt for at forstå, hvordan skønlitteraturen blev offentlig og antog de former, den gjorde. Det er vejen frem til den tidlige engelske roman, der interesserer, og her er den politiske satire i pamfletterne spændende, som den voldsomme fremfærd, romanerne senere i deres fiktion tager et slags helle fra.
Nu forholder det sig imidlertid sådan, at den store teoretiker på det borgerlige samfunds opståen, Jürgen Habermas, har forestillet sig, at den litterære offentlighed, det vil sige litteraturen som diskuteres i klubber og på caféer omkring 1700 - at denne litterære offentlighed opstår før den politiske offentlighed.
Pamfletterne i England i 1640'erne gør, at Tue Nexø må sige, at det forholder sig lige omvendt! At politikken kommer før litteraturen. Det er ikke nogen ringe præstation at gå op imod Habermas, så indflydelsesrig som han har været i den litterære humaniora siden 1970'erne. Nexø gør det imidlertid overbevisende, omend også noget omstændeligt, gennem beskrivelse af pamfletternes indhold og deres ”diskursive strategier” samt analyser af så berømte romaner som ”Robinson Crusoe” (1719) og ”Tom Jones” (1745). Der er ikke tale om normale romananalyser, men snarere om at sætte disse romaner ind i offentlighedens forløb siden pamfletterne under borgerkrigen.
Pamfletterne var i sig selv udtryk for en offentlighed, som staten ikke kunne eller ville kontrollere - en anarkistisk, skandaløs og mange gange utroværdig politisk offentlighed, hvor man sværtede modstanderne til gennem forfalskninger og løgne.
Det er tilsyneladende den meget krævende, og også noget nørdede, disciplin at afsløre forfalskninger og misvisninger, der har optaget Nexø i materialet. Samtidig har han også klart set, hvordan det satiriske materiale udnytter litterære former og på den måde igen lægger op til egentlige højlitterære former ved at være det, man i den ”fine” litteratur vender sig bort fra.
Således kan Robinson Crusoe ses som en forfalskning i dens overdrevne mængde af detaljer, som ikke peger mod, at den skulle være en fiktion, men måske bare meddelelse af måske konstruerede ”nyheder”. Ja, fiktion i vores forstand voksede faktisk først frem i 1740' erne. Før da skelnede man ikke så nøje mellem fakta og fiktion, og måske var man optrænet til at gennemskue forfalskninger, netop fordi man havde så få metoder til fysisk at fastslå dem.
Nexø fører os altså tilbage til det moderne fiktionsbegrebs fødsel som en modsætning til pamfletternes satiriske og grove vid. Afhandlingen er uhyre detaljeret og med en stor anvendelse af akademiske specialudtryk og uoversatte ældre engelske passager. Men formår man at trænge gennem dette ph.d.-panser, bliver man dybt optaget af pamfletternes offentlighed og deres ukontrollable eksistens i 1640-1650, som synes at være en parallel til den grove sprogbrug, der findes nu om dage i internettets nicher.
Dertil er det en oplevelse at se den magtfulde Habermas' konstruktion af den borgerlige offentlighed modsagt. Det gode argument sejrer ikke altid, for den politiske situation kan være så ”herredømmefri” som i den engelske borgerkrig. Hverken stat eller borger er endnu ikke stabile nok til at høre på argumenter.
kultur@k.dk