Hvilket tableau! En tusindtallig skare af vrede demonstranter på vej ned til Dronningens Tværgade for at brænde kommunisternes hovedkvarter af. Forrest en fanebærer med det ungarske flag, ved hans side en hjemmeværnsmand i fuldt ornat. Inde i DKP-borgen et antal kommunister, som rustede sig til øretæver og i øvrigt gerne ville have Land og Folk ud til abonnenterne.
Mellem de to grupper var en lille skare politifolk, kun 27-28 i alt. En af betjentene var selv kommunist, omend han var på vej til at miste troen. Tvivlen blev næret, efter at han havde set den virkeliggjorte kommunisme under rejser i Polen og Østtyskland og talt med tyske civile flygtninge i Danmark, som efter Anden Verdenskrig nødig ville hjem til den sovjetiske besættelseszone.
Den knap to meter høje mand i den mærkelige dobbeltposition var Herluf Rasmussen, tidligere modstandsmand, kommende folketingsmedlem for SF. Den knap 83-årige har netop udgivet sine erindringer, og han fortæller om balladen ved DKP-hovedkvarteret i slutningen af bogen Kommunist Sabotør Politimand Folketingsmand. I slutningen? Javist. De 322 sider slutter ved SFs første tid i de tidlige 1960ere, og Herluf Rasmussen varsler et bind to.
Beretningen fra de dramatiske ungarnsdage viser både styrken og svagheden ved dette erindringsværk: Styrken er, at Rasmussen som kommunist siden 1938 har haft et dramatisk liv, som han holder af at fortælle om. Man kan jo ligefrem høre på den abrupte titel, hvor meget han har på hjerte. Især fylder beretningen om oplevelserne under Besættelsen, hvor han også fik en ejendommelig dobbeltrolle: Herluf Rasmussen gik ind i politiet og var således med til at sikre lov og orden, men med den egentlige opgave at organisere modstandsarbejdet inden for ordensmagten, så samarbejdspolitikken kunne sættes ud af kraft.
LÆS OGSÅ: Alderens milde visdom
Svagheden ved erindringerne er, at der er mange unøjagtigheder i Herluf Rasmussens fortælling. Han daterer således Ungarn-demonstrationerne til september 1956, men det kan jo knap passe de dramatiske dage i Budapest tog fart i slutningen af oktober, og oprøret var knust i starten af november. En detalje? Ja, men når der er for mange af den slags unøjagtigheder, bliver det et problem. Forfatteren beretter eksempelvis også om flere tusinde danske spaniensfrivillige under borgerkrigen; det rigtige tal er under 500. Samtidig er der en del gentagelser og ikke afpudsede forløb mellem ganske velfortalte afsnit, hvad der alt i alt gør læsningen noget ujævn; bogen virker ganske enkelt ikke færdigredigeret.
Hæng imidlertid trøstigt på. Herluf Rasmussen har virkelig oplevet meget i sit liv, og gennem sine personlige oplevelser tegner han flere af det 20. århundredes vigtigste hjemlige temaer: sabotage, likvideringsaktioner, opløsningen af politiet i 1944, retsopgøret (som han tydeligvis endnu ikke er færdig med), kommunismens korte sommer mellem Vinterkrigens og den kolde krigs permafrost, SFs fødsel og gennembrud.
Tillige tager Herluf Rasmussen læseren med på en tur gennem efterkrigstidens Europa på motorcykel. To benzindunke surret fast bag på Nimbusen, tjenestepistolen skjult under sadlen, udenlandsk valuta med besvær fremskaffet og så af sted ned gennem det krigsødelagte Tyskland!
Turens mål var Egypten, men Rasmussen og hans makker nåede kun til Marseille en af de medbragte pundsedler viste sig her at være falsk, og pengebeholdningen blev for knap. Manden, der havde solgt Herluf Rasmussen de falske pund, var identisk med den kontorchef, der blev myrdet under dobbeltmordet på Peter Bangsvej. Det forhold får Herluf Rasmussen til at opstille en ny teori om mordgådens løsning; det er typisk for ham han er stærkt optaget af at afsløre hemmeligheder med afsæt i besættelsestiden.
Erindringerne bærer tydeligt præg af, at Herluf Rasmussen har holdt af livet som politimand og af rollen som sine kollegers tillidsmand. Om dette liv har han også mere spøjse detaljer at berette. Eksempelvis om tilværelsen på Station 9 i Valby, hvor han fik sin første ansættelse. Her var en af de mere eftertragtede opgaver blandt betjentene jobbet som hundemand. Denne skulle udstyre hundene med hundetegn, og de betaltes efter hundens størrelse. Hundemanden på Valby-stationen brugte en stol til at måle med; kunne hunden ubesværet gå mellem benene uden at røre sædet med ryggen, var den lille og slap med den billige takst.
Den vanskelige situation ved Dronningens Tværgade i efteråret 1956 klaredes i øvrigt ved, at man fandt en effektiv og snarrådig kollega til at stille sig i spidsen for den lille gruppe betjente. Hvad der herefter skete, forklarer Rasmussen glimrende:
Han stillede sig foran delingen og satte sig i respekt med et gjaldende kommandoråb: Træk stavene!. Og da han ledsagede sin første kommando med en ny kommando: Fremad efter mig!, kom der bevægelse i demonstranterne, der blev tvunget tilbage.
De demonstranter, hvis budskab Herluf Rasmussen var på vej til at blive enig med, lå på jorden og klamrede sig til hinanden for at bevare indtrykket af en demonstration. Men ikke længe, der blev hugget til nu skulle det overstås og gaden renses. Og den blev renset.
Arne Hardis er forfatter og politisk redaktør på Weekendavisen