Mette Moestrups digte spænder fra elegant billedpoesi til slagkraftig politisk kunst

Mette Moestrup digter viltert og maksimalistisk om muser og æbler og alt muligt andet i sin nye vidtfavnende digtsamling

Det hårdtslående feministiske, magt-, myte- og sprogkritiske perspektiv, som altid er til stede hos Moestrup, fornægter sig heldigvis heller ikke i den nye samling. –
Det hårdtslående feministiske, magt-, myte- og sprogkritiske perspektiv, som altid er til stede hos Moestrup, fornægter sig heldigvis heller ikke i den nye samling. – . Foto: Leif Tuxen.

At læse Mette Moestrups nye digtsamling, hendes første soloudgivelse i syv år, er en på én gang intellektuel og sanselig oplevelse.

På den ene side er ”Til den smukkeste”, som bogen hedder, enormt nørdet, akademisk, intellektuel og systemisk: Den kaster selvbevidst om sig med kultur- og litteraturhistoriske henvisninger og referencer (fra græsk mytologi over tyske poeter til feministisk astrologi, fra Sapfo over Snehvide til Henriette Vogel og så videre), og den udforsker diverse poetiske systemer og konceptuelle greb (geometriske, matematiske, alfabetiske).

På den anden side udfolder bogen sig så frit og uhæmmet, at man bare må bevæge sig ind i dens livlige, uforudsigelige og ustyrlige vildnis med frydefuld fare for at fare vild i dens associationer og karakteristiske sans for rytme, klang, rim og ordspil:

”Søvnløsheden gør min hjerne sløret, sløset. Der er noget ødselt ved det. Forestil dig en pyramide af æg og æbler. Ville det kunne lade sig gøre? Hvad er smukt, smukkere, smukkest? […]. Den søvnløse går ikke i søvne. Selvfølgelig ikke. Netop ikke. Den søvnløse bevæger sig sløvt, men stødvist, som en blød robot.”

På den måde befinder man sig som læser af Moestrups digte – som man altid gør – i et spændingsfelt mellem det, man kan (forsøge) at begribe, og det, man bare skal lade sig gribe af, og som altid bakser man med at finde hoved og hale i de maksimalistiske og vidtfavnende kompositioner.

Det betyder imidlertid ikke, at digtsamlingen er uden hoved og hale. ”Til den smukkeste” består således af ni dele (med 13 digte i hver), der – med inspiration fra den græske mytologis ni muser – leverer forskellige former for digtning (episk digtning, historisk poesi, kærlighedslyrik, klagesange og så videre) med hver deres form og stil:

Fra de helt ordknappe og fortættede til de ekspanderende og viltre; fra de kultiske ”Honning-hexagonerne”, der i en række rituelle sekslinjede digte fremskriver en art ny mytologi eller skabelsesberetning, hvor bier, honning, okkulte kvinder og æbletræer sammenfiltres (”som i hule træer tog de bolig/ i det der var os/ i disse honning-hexagoner/ skabte de nye sekskantede celler/ og æbletræet blomstrede og æblet blev befrugtet/ og honningen flød og flyder over”) til den kaotiske og forvirrende serie ”Man tror man plukker æbler”, der med trekanttallene (1, 3, 6, 10, 15, 21, 28 og så videre) som vækstprincip – og en hilsen til Inger Christensens alfabet – lader digtene vokse og vokse.

Som man måske allerede kan fornemme, spiller en særlig frugt en afgørende rolle på tværs af bogens ni afsnit. Ligesom i digtsamlingen ”Golden Delicious” (2002) undersøger, opruller og gentolker Moestrup i ”Til den smukkeste” nemlig æblet (paradisæbler, stridsæbler, blodæbler, øjenæbler – bemærk også de mange æblerunde vokaler Ø og O i den første citerede passage!) som motiv, metafor og symbol.

På vejen hudfletter hun – med afsæt i stridsgudinden Eris’ gyldne æble, der netop bar inskriptionen ”Til den smukkeste” – de mytologier og historier, der knytter sig til denne i særklasse mytologiske frugt og måske særligt dens forbindelse til kvinder (ud over Eris kunne man eksempelvis nævne Bibelens Eva og eventyrets Snehvide).

Det hårdtslående feministiske, magt-, myte- og sprogkritiske perspektiv, som altid er til stede hos Moestrup, fornægter sig heldigvis heller ikke i den nye samling. ”Der er så mange myter, hvis kerne er misogyni. Der er så mange historier, som forherliger krig,” som Moestrup selv skriver et sted.

”Til den smukkeste” er en rig og broget poesisamling, der spænder fra det simple til det komplicerede, fra det prægnante til det småsludrende, fra det kontrollerede til det vildtvoksende, fra smuk og elegant billedpoesi til slagkraftig og påtrængende politisk digtekunst – og alt muligt andet blandet sammen. Moestrups poesi er ikke for fastholdere. Til gengæld sidder den fast efter endt læsning og kalder utvivlsomt på flere genbesøg.