Prøv avisen

Politisk korrekt campingtur i de franske grotter

Jean M. Auel: Hulernes sang. Jordens Børn 6. Oversat af Hanna Lützen. 736 sider. 499,95 kroner. Samleren. Foto: Forside fra bogen.

Jean M. Auel er tilbage med en ny omgang politisk korrekt og letbenet litteratur om Ayla, den sidste istids uovertrufne heltinde

Det hele begyndte med "Hulebjørnens klan" i 1981. Millioner af læsere verden over begyndte en rejse med den lyse Cro-Magnon-kvinde Ayla. Det fortsatte i 1983 med "Hestenes dal", "Mammutjægerne", "Rejsen over stepperne" og "Folket i klippehulerne" frem til 2002. Endelig sætter Jean M. Auel punktum med "Hulernes sang" her i 2011. Ayla – den sidste istids uovertrufne heltinde – er tilbage i grotterne og på sletterne nede i Frankrig. Med sin tamme ulv, Ulv (!), sin mand, Jondalar, og deres datter, Jonayla, samt familie, venner og meget få fjender.

LÆS OGSÅ: Forbandede franske ungdom

Læsere af dette seks bind store epos husker nok, at Ayla som lille, efter hendes forældre blev dræbt i et jordskælv, blev optaget i en klan af neandertalere og oplært som en slags medicinkvinde. Senere blev hun medlem af Zelandonifolket, og i dette bind går det hele stort set ud på, at hun skal indvies til at blive en spirituel leder. Det er så at sige de mere end 700 siders store crescendo: selve indvielsen, der finder sted omkring 500 sider inde i bogen og langt inde i en grotte, dybt nede under jordens overflade. Det er meget lang tid at vente på en indvielse, hvis der ikke sker så forfærdelig meget andet inden da. Bagsideflappen lover os drabelige kampe og storslåede fester, men holder det ikke.

Amerikanske Jean M. Auel er uden tvivl en dygtig researcher, der virkelig har været nede i skrifterne og hulerne for at finde ud af, hvordan menneskene i den sidste istid bearbejdede redskaber af flint og ben, garvede hjorteskind, plukkede bær og krydderurter, jagede kæmpehjorte og kogte saftige lunser af kød. Jean M. Auel har også levende forestillet sig, hvordan man boede i grotter og rejste til sommerstævner for at mødes og udveksle erfaringer med et persongalleri af gammeltestamentlige dimensioner. Et persongalleri, som læseren hurtigt opgiver at finde rundt i.

Men der er gået for meget camping, telte og kogegrej fra Spejdersport i romanen. Der brygges te som i et bedre britisk hjem, og kødet krydres så lækkert og delikat, at restaurant Noma kan inviteres med. Dunhammerblade og rødder kan bruges dengang som nu! Men bogen bliver aldrig rigtig farlig. Læseren sidder blot og hygger sig og bliver aldrig i tvivl om, at det nok skal gå godt for denne kloge, smukke, vidunderligt skabte, intuitive og lærde kvinde og hendes høje, lyse, ufatteligt blåøjede mand, deres skønne datter, ulven, der som en anden skødehund bliver nusset og klappet og gnuflet bag ørerne, og deres trofaste heste. Det er også kendetegnende for denne hyggelitteratur, at vintre med kulde og forfrysninger stort set er ikke-eksisterende, det er sommer og campingfester året rundt. Hvem, der bare havde levet dengang!

Det er frygtelig politisk korrekt læsning, hvor der er næsten totalt fravær af kamp og blod og afrevne lemmer. Intet sker der. Jean M. Auel har forestillet sig et istidssamfund med ligebyrdige forhold mellem mand og kvinde, måske endda en overvægt til kvindens fordel, og hendes opfattelse af datidens dyrkelse af Den Store Moder-religion er sådan set ganske troværdig.

Jean M. Auels fortjeneste ligger i, at hun i sin letbenede litteratur får læserens nysgerrighed vakt med hensyn til at forny sin viden om de mange grotter nede i Frankrig. Fascinationen af disse grotter er ikke blevet mindre med læsningen af "Hulernes sang".

kultur@k.dk

Jean M. Auel: Hulernes sang. Jordens Børn 6. Oversat af Hanna Lützen. 736 sider. 499,95 kroner. Samleren.