Prøv avisen
Film

Politisk korrekt og følelsesmæssig forsimplet

3 stjerner
Julianne Moore (th.) og Ellen Page er meget bedre skuespillerinder, end de får lejlighed til at vise i den politisk korrekte ”Freeheld” Foto: Fra filmen

Den virkelige historie bag ”Freeheld” er oprørende, men filmen glemmer det menneskelige drama og fortælles så artigt, at man ikke kan skære sig det mindste på den

Det er altid mere interessant at blive udfordret end talt efter munden. Men Peter Solletts ”Freeheld” skaber hverken rum for eftertanke eller refleksion.

Filmen bygger på en virkelig historie om den kvindelige kriminalkommissær Laurel Hester (dejlige Julianne Moore).

Efter 23 år i politiet får hun konstateret uhelbredelig lungekræft. Laurel har skjult sin homoseksualitet for ikke at skade sin karriere i den homofobiske politikreds, men blev kort tid inden sygdommen gift med sin yngre kæreste Stacie Andree (Ellen Page fra ”Juno”).

De køber hus sammen og da døden er forestående, vil Laurel sikre Stacie ved at overdrage hende sin pension. Men de lokale politikere bruger et smuthul i loven og siger nej. Og den nære kamp for retfærdighed bliver til en mediehistorie om konservative lokalpolitikere over for en døende kvinde.

Egentlig har ”Freeheld” alt, hvad der hører sig til for at skabe et vedkommende drama. Når det alligevel ikke rigtig lykkes, skyldes det blandt andet, at manuskriptet fokuserer for meget på det retslige aspekt og glemmer Laurel og Stacies historie.

Kærlighedshistorien kunne ellers, hvis fortalt anderledes, sige meget mere om amerikanernes syn på homoseksualitet, om loyalitet og rettigheder, end tilfældet er. Og det er ærgerligt. For både Julianne Moore og Ellen Page er vidunderlige bekendtskaber, men bliver her forsimplet til marionetter i en højere sags tjeneste.

”Freeheld” bliver til en ensidig moralsk prædiken i den politiske korrektheds tjeneste i stedet for en mange facetteret film. Alle karaktererne får en klar mærkat. Steve Carrell er den flamboyante bøsse. Michael Shannon er den gode politimand, der kæmper for Laurel og Stacie, selvom de andre i korpset griner af ham. Tom McGowan er den troende og konservative lokalpolitiker, der skjuler sin homofobi bag floskler og kærlighedshistorien mellem Julianne Moore og Ellen Page som Laurel og Stacie bliver glemt i forbifarten, når det går retssagsdrama i den.

Samtidig er filmen unødigt udspekuleret sørgelig. For selvfølgelig er det uendelig trist, at et simpelt spørgsmål om seksualitet skal indvirke på pensionsrettigheder. Og naturligvis er det ikke i orden, at man fra politisk hold forsøger at omgå en lovgivning, der netop skal sikre lige rettigheder. Og det er indlysende tårefremkaldende, når en kræftsyg kvinde kæmper for at sikre sin elskede økonomisk.

Men ”Freeheld” udforsker ikke Laurel og Stacies kærlighed. Den udfordrer aldrig rigtig homofobien i hverken politikorpset eller hos de lokale politikere. I stedet banker filmen sine pointer ind, så man nok bliver både forarget og berørt, men den gør det uden finesser. Og på den måde bliver ”Freeheld” desværre mere til en artig og sentimental parentes end et involverende og udfordrende drama.