Ai Weiwei er et fænomen. En verdensberømt kunstner, hvis værker taler direkte ind i internettets tidsalder.
Enten med en massivitet, som den seneste installation ”Soleil levant” på Kunsthal Charlottenborg, hvor Weiwei pakkede facaden ud mod Nyhavn ind i flere tusinde redningsveste opsamlet på Lesbos. Eller med et sensationelt formsprog, som da kunstneren lod sig fotografere mimende det ikonografiske billede af liget af den treårige syriskkurdiske Aylan Kurdi skyllet op på en middelhavsstrand.
Blandingen af klassisk politisk kunst og en hypermoderne ikonografi, der er sublimt velegnet til deling på de sociale medier, er en del af baggrunden for Ai Weiweis popularitet i den vestlige verden. I det totalitære Kina er han forhadt af magthaverne på grund af en lang række værker, der mere eller mindre eksplicit kritiserer regimet. I 2011 blev han anklaget uden rettergang og bor nu på andet år i eksil i Europa.
Med den over to timer lange dokumentarfilm ”Human Flow” fortsætter Weiwei sin kunstneriske kamp for verdens flygtninge. Baggrunden for filmen er de flere end 65 millioner mennesker, der aktuelt er på flugt. Det gør vor tids massemigration til den største flygtningekrise siden Anden Verdenskrig.
”Human Flow” er en collage, en slags filmisk ”stream of consciousness” (bevidsthedsstrøm), hvor Weiwei både analytisk dokumenterer og kunstnerisk orkestrerer flugt, medmenneskelighed, privilegier og afmagt.
Filmen begynder på havet, som symbolet på både liv og en gigantisk kirkegård. Gummibådene skiftevis duver stille ind mod de græske strande eller bliver frådende kastet mod kysten. Havet er krystalblåt som et populært instagram-opslag eller kornet som en gammeldags dokumentar. Og sådan går det igennem hele filmen. De landflygtiges lange tavshed, de slukkede øjne fanget med en rystende iPhone over for kompositorisk perfekte billeder af teltlejre filmet fra droner. Skønhed og sult, fattigdom og fascination.
Ai Weiwei rejser både foran og bagved kameraet i et år gennem lejre, mure og transitsteder i Grækenland, Bangladesh, Irak, Jordan, Afghanistan, Frankrig, Tyskland, Gaza, Vestbredden, Kenya, Mexico og Tyrkiet.
”Human Flow” er et visuelt storslået og humanistisk vedkommende projekt. Filmen er overrumplende insisterende i sit vellykkede forsøg på at gøre millioner af mennesker på flugt til individer. Til nogens mor, bror eller søster.
Digte, nyhedsoverskrifter, FN-fakta og politiske statements krydrer billederne. Collagen er på trods af sit verdensomspændende fokus homogen.
Weiwei insisterer på, at menneskelig smerte er den samme over hele verden. Det er aktuel verdenshistorie og Weiweis syn på Europas håndtering af flygtningekrisen.
Et kritisk blik, men ikke naivt som kunstnerens selvportræt som Aylan Kurdi.
”Human Flow” er en velkommen påmindelse og en kunstnerisk installation. For migrationsstrømmene er lige massive, selvom de landflygtige ikke længere banker på vores dør.