Politisk polyfoni

Bøger: Lars Skinnebachs digte er fascinerende

Lars Skinnebach er en af de digtere fra de seneste år, der i hælene på stortalenter som Pia Juul, Katrine Marie Guldager og Naja Marie Aidt har eksperimenteret med en flersproglig og genresprængende poetik. Målet er her, at det digteriske jeg ikke figurerer som et autoritativt udsigelsescentrum i digtene, men at den digteriske stemme derimod står i et intenst samspil med den sociale kontekst, som den befinder sig i. Der indgår på denne vis i digtet stumper af alverdens aflyttede og fremsagte udsagn, og det fascinerende kan her være den mangetydighed, teksten kommer til at besidde, i kraft af at det aldrig helt er til at fastslå, hvem der ansvarlig for det, der står.

I Skinnebachs »I morgen findes systemerne igen« er ærindet i høj grad en kritisk social orienteret agenda, hvor alverdens »ofte både korrupte, afstumpede og stupide« personer får lov til at ytre sig på en måde, der bringer Malinowskis og Erik Knudsens sarkastisk-politiske rolledigtning fra omkring 1960 i erindring. En passage lyder: »Det er de priviligerede der forsvarer deres privilegier! / Der er så mange forudsigelser. Og svin. Hvis du pisser / i Det Muslimske Hav bliver det større og mere ildelugtende / Men det skal ikke afholde dig, hr. folketingsmand / Lidt værdighed, derimod. Står den? Står den på oprydning? / En eller anden eller en anden skulle hænge sig i en skov / så tæt at ingen bebyrdes med at finde liget. Det er humanisme / Opfatter du det mere som en dødstrussel? Det kan du roligt gøre.«

Det er, som man ser, en dynamisk, hårdtslående og i ordets bedste betydning farlig politisk skrift, som Lars Skinnebach i sin samling får sat i skred. Det interessante ved hans digtning er, at de mest uskyldige vendinger pludselig ved de konstant forekommende ordspil ofte viser sig at bekræfte en eller anden ideologisk forestilling af den mest modbydelige slags. På denne vis er Skinnebachs digte uhyre effektive, netop fordi man konstant overraskes af formuleringer, der underminerer ens ideer om, at det er muligt at tale på en autentisk og uskyldig måde om noget som helst. Talen er - som den store russiske litteraturteoretiker Mikhail Bakhtin påpegede - altid infiltreret og inficeret af andre stemmer.

At Skinnerbach blandt anmeldere har fået en hård medfart, skyldes da også uden tvivl, at man har læst hans tekster, som udsagt af en klassisk monologisk poetisk stemme, og at man derfor fejlagtigt har identificeret digterens holdning med enkeltstående absurde udsagn fra teksten af typen »Digtproduktion er en samfundsmæssig luksus«. En sådan læsning er skæv. Derimod er der i »I morgen findes systemerne igen« tale om et tekstligt oplevelsesrum, der mimer en erfaring af at være prisgivet et uigennemskueligt net af propagandistiske og manipulerende diskurser. At dette forehavende ikke lykkes til fulde i Skinnebachs tekst skal indrømmes. Men Skinnebachs modige projekt fortjener i hvert fald forståelse ogopmærksomhed.

Lars Skinnebach: I morgen findes systemerne igen. Digte. Gyldendal. 48 sider. Kr. 150,00.

kultur@kristeligt-dagblad.dk