Henrik Pontoppidan måtte i 1917 dele sin nobelpris i litteratur med den i dag nærmest glemte forfatter Karl Adolph Gjellerup, men på tirsdag får Pontoppidans forfatterskab til gengæld – med nogle måneders forsinkelse på grund af coronakrisen – sit helt eget forskningscenter i Odense, hvor man i forvejen har et forskningscenter for H.C. Andersen, mens Kierkegaard og Grundtvig (endnu) har forskningscentre i København.
”Der er en bemærkelsesværdig glæde rundtomkring, når folk hører om centret for Pontoppidan, så mit indtryk er, at han virkelig er kendt og elsket. Men da jeg holdt oplæg om centret for mine universitetskolleger på Syddansk Universitet, kunne jeg godt se, at der var lidt mukken i kommentarsporet over, at vi nu dedikerer et helt forskningscenter til endnu en gammel hvid mand, der ovenikøbet skal ledes af en gammel hvid mand,” siger centerlederen og litteraturprofessoren Nils Gunder Hansen og ler selvironisk i sit hjem på Frederiksberg i København, hvor Pontoppidans slidte værker ligger klar på spisebordet som udmattede dyr.
”Jeg kunne såmænd også godt unde Tove Ditlevsen eller Karen Blixen et forskningscenter. Især Blixen har jo, ikke mindst også på grund af sin egen historie, også et større globalt publikum end Pontoppidan, men alligevel synes jeg, at han taler lige ind i vores tid på mange måder. Flere af hans historier handler om kvinder, der siger fra over for en ellers oplagt kærlighedsforbindelse, fordi de vil have mere ud af livet end mand og børn. Og i den forstand kan man nærmest betragte ham som en slags tidlig feminist, men han er først og fremmest en fremragende forfatter, der som en forsker satte det ene emne efter det andet til debat. Man kan diskutere umådeligt mange interessante ting på højt niveau ved at diskutere Pontoppidan. Jeg kalder ham derfor med det gammeldags ord for en telefoncentral for en samtalestation, fordi han forbandt så mange emner som forfatter. Ikke mindst religion,” siger Nils Gunder Hansen og tilføjer:
”Og som præstesøn ud af en stor præsteslægt vidste han faktisk, hvad han skrev om. I dag kan man jo godt savne kvalificerede ateister med lige så dyb viden om kristendom. Men det mest spændende ved ham er næsten hans ambivalens overfor kristendommen, som han alligevel aldrig kunne slippe helt. Og som Kierkegaard-læser havde han sans for, at kristendommen havde radikale fordringer, som det kan være svært at leve op til. Georg Brandes sagde engang, at han troede, at Kierkegaard ville være blevet kristendomskritiker, hvis han havde levet længere med sin kirkekritik. Og man kan måske forstå Pontoppidan som Kierkegaard, der blev ældre. For han var en fremragende kristendomskritiker.”
Henrik Pontoppidans værker bliver ofte kaldt religionskritiske, men man skal lede længe efter et forfatterskab, der beskriver flere præster end Pontoppidan, og han gør det nuanceret, mener Nils Gunder Hansen, som allerede nu peger på, at et af flere forskningsfelter netop kan være et studie i Pontoppidans mange præsteportrætter.
Den folkelige interesse for Pontoppidans forfatterskab er vokset de seneste år, i takt med at ”Lykke-Per” er blevet genudgivet og filmatiseret som både spillefilm og tv-serie, ligesom litteraten Flemming Behrendt fik meget opmærksomhed for sit livsværk ”Livsrusen” om Pontoppidans liv og værk. Til gengæld kniber det mere med at lokke flere unge litterater ind i Pontoppidan-rusen:
”Jeg har selv lyngenlæst hele Pontoppidans forfatterskab, efter jeg sidste år blev spurgt om at være tovholder for projektet, og Pontoppidan er meget mere end sine kendte romaner. Det er en rus at læse ham, fordi han netop kan skrive så forrygende om så mange emner, men da jeg slog et semesterkursus op i efteråret for at undervise i Pontoppidans såkaldt små romaner, kom der kun fire tilmeldte, og så små kurser må man ikke afholde på nutidens universitet, så jeg håber også, at centret vil vække de studerendes interesse for Pontoppidans store forfatterskab.”
Et andet fokusområde for forskningscentret bliver at undersøge, hvordan Henrik Pontoppidan bliver læst i folkeskolen og gymnasiet, ligesom læsningen af Pontoppidans værker i udlandet, hvor blandt andre den tyske forfatter Thomas Mann var dybt optaget af Pontoppidan, skal studeres mere nøje.
Det er endnu uvist, hvor centret, der altså kommer til at høre under Syddansk Universitet, skal ligge rent fysisk, men en mulighed kunne være i det gamle jomfrukloster i Odense midtby, hvor H.C. Andersen Centret allerede ligger.
”Pontoppidan har jo i hvert fald et slægtskab med H.C. Andersen i kraft af sin novelle ’Ørneflugt’, som mange har læst som en kritik af ’Den grimme ælling’. For mens H.C. Andersen dyrkede forestillingen om individets iboende kræfter, ville Pontoppidan være en realist, der gjorde op med romantikken for at skildre livet, som det virkelig var. Problemer skulle sættes under debat, som hans ven Georg Brandes sagde. Men alligevel kunne Pontoppidan aldrig slippe hverken troen eller romantikken helt. Han har for eksempel de mest vidunderlige naturskildringer, selvom han påstod, at han ikke kunne udstå den slags romantik,” siger Nils Gunder Hansen og tilføjer:
”Han skrev også, at vi fra vuggen til graven opretholdes af kærlighedsgaver. Det lyder jo nærmest religiøst. Men senere reducerede han det udsagn markant, efter en af hans unge venner gjorde grin med det og sagde, at han aldrig havde forladt præstegården, så Pontoppidan præciserede, at kærlighedsgaverne kom fra kvinder, hvilket jo så lod kvinderne noget i stikken. Men det er svært at vide, hvad han egentlig selv mente. Men min tese er også, at han egentlig ikke var et holdningsmenneske. Han havde stærke holdninger til forskellige ting i livet, men man får fornemmelsen af, at han først og sidst var forfatter.”