For popdronningen Beyoncé er Gud virkelig

Den amerikanske sangerinde Beyoncé, der udgiver et nyt album i dag, tilskriver Gud alle sine sejre i livet. Hun er opvokset i metodistkirken, og selvom hun på mange måder er traditionel i sin religiøsitet, er der også en moderne kant, hvad angår kvinders rolle i ægteskab og kønsliv. Dér har hun selv måttet gøre sig bitre erfaringer

Popdronningen Beyoncé er helt åbenlyst kristen. Hun tilskriver Gud sine sejre i livet, og børn er hos hende noget, man ”velsignes” med. Hun tror på en skabende Gud og på et liv efter døden. – Foto: Lucy Nicholson/Reuters/Ritzau Scanpix.
Popdronningen Beyoncé er helt åbenlyst kristen. Hun tilskriver Gud sine sejre i livet, og børn er hos hende noget, man ”velsignes” med. Hun tror på en skabende Gud og på et liv efter døden. – Foto: Lucy Nicholson/Reuters/Ritzau Scanpix.

Der kommer lige en og løfter babyen ud af Beyoncés arme, før hun kan svare ordentligt. I en scene fra dokumentarfilmen ”Life Is But a Dream” fra 2013 sidder Beyoncé engleagtigt smuk i en råhvid sofa og lader sig interviewe. Vandet pibler frem i øjnene på hende, da hun begynder at tale om årsagen til, at det er gået hende godt i livet.

”Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så heldig og så velsignet. Min mor har fortalt, at min bedstemor gik i kirken og tændte lys for hende. Min mor beder for mig hele tiden, og jeg beder for min datter hele tiden. Og... Gud er virkelig. Gud lever inden i mig, inden i os alle,” siger hun og beskriver en sitrende følelse af at blive varm.

Popdronningen med tilnavnet ”Queen B” er helt åbenlyst kristen. Hun tilskriver Gud sine sejre i livet, og børn er hos hende noget, man ”velsignes” med. Hun tror på en skabende Gud og på et liv efter døden. Dét er blevet udfoldet i flere af hendes sange, men hendes tro har også mødt udfordringer, den måske største i at komme overens med og tilgive ægtemandens, rapperen Jay-Z’s , udenomsægteskabelige affærer.

Beyoncé Giselle Knowles-Carter, 38 år, er opvokset i Houston, Texas og er ældste datter af en damefrisør og en forretningsmand. Datteren viste sig, ud over at være et smukt barn, at kunne lidt af hvert. Ind imellem alle de skønheds- og dansekonkurrencer, hun deltog i, sang hun også gennem flere år i den lokale metodistkirkes, St. Johns Methodist Churchs, kirkekor. Siden blev det også til deltagelse i flere sangkonkurrencer, og med faderen Mathew Knowles som manager og moderen Tina Knowles som tøjdesigner og makeup-artist begyndte hun som teenager at opbygge en professionel sangkarriere.

Pigegruppen Destiny’s Child, der havde Beyoncé som frontfigur, blev et af 1990’erne og 2000’ernes største navne med hits som ”Independent Women” og ”Survivor”. Beyoncé og de resterende medlemmer, Kelly Rowland og Michelle Williams, skiltes i 2006 for hver især at gå solo – hvilket uden nogen tvivl er lykkedes bedst for Beyoncé.

Noget af det, der forenede de tre medlemmer af Destiny’s Child, var troen. Et af medlemmerne, Michelle Williams, fik i 2014 et verdenshit med den lovsangsagtige ”Say Yes”, og både Beyoncé og Kelly Rowland gæsteoptrådte på nummeret, der er én lang opfordring til at følge Jesus.

I Beyoncés solokarriere har troen været lidt mere nedtonet, men absolut til stede. På ”God Made You Beautiful” fra 2013 synger hun til datteren Blue Ivy, der blev født i 2012, at ”Gud gjorde dig smuk”, og at ”englene sukkede af fryd”, da hun kom til verden.

I musikvideoen til sangen ”Heaven” fra albummet ”Beyoncé”, der udkom i 2014, sidder sangerinden og beder i en kirke, mens kameraet zoomer ind på en bedekrans i hendes hænder. ”Himlen kunne ikke vente på dig,” lyder omkvædet, der efter sigende refererer til moderens tab af en nær veninde. Men den personlige sorg var der bestemt også hos Beyoncé i de år, hvor en ufrivillig abort i 2013 indledte en eksistentiel nedtur.

Nedturen er musikalsk afspejlet på albummet ”Lemonade” fra 2016. Titlen henviser til Beyoncés egen bedstemor, der havde et livsmotto, der lød: ”Hvis livet giver dig citroner, så lav limonade”, og ”citronerne” i Beyoncés liv kom i form af utroskab.

Beyoncé har aldrig talt om, hvem ægtemanden, Jay-Z, med det borgerlige navn Shawn Carter var hende utro med. Men der synges på en meget berømt linje om ”Becky with the good hair” (Becky med det pæne hår).

”Lemonade” er én lang tilgivelsesbevægelse, der begynder med sorgen over at have opdaget utroskaben: ”Jeg beder til, at du griber mig,” synger Beyoncé mod højere magter på ”Pray You Catch Me”, før hun bevæger sig over i benægtelse og vrede: ”Hvem tror du, jeg er? Du er ikke gift med nogen gennemsnitlig ’tæve’”, synger hun på ”Don’t Hurt Yourself” og beskriver ægtemandens ”gudekompleks”.

På ”Daddy Lessons” henviser Beyoncé til utroskaben som en slags social arv, der også kostede forældrene ægteskabet i 2011. Og til sidst lander hun i tilgivelsen på ”All Night Long”:

”Jeg bytter dine stækkede vinger for mine/ jeg har set dine ar og kysset dine forbrydelser”, synger Beyoncé, før der i forsoning elskes natten lang.

Men der er også bid og håb for fremtiden på den afsluttende ”Formation”, der med linjen ”okay, ladies, now let’s get in formation” på én gang opfordrer Beyoncés medsøstre til at søge oplysning og mobilisere sig. Utroskabsalbummet er blevet kaldt sangerindens mest personlige og er blevet hyldet som et stærkt opgør med en ”tradition” for amerikanske kvinders stiltiende accept af mænds utroskab.

”’Lemonade’ føles som en kulturel opsang på vegne af så mange sårede kvinder, hvad enten de står på slavefarmens veranda, ser med fra deres stuer eller er ved at stille op som præsident,” lød det i en anmeldelse i avisen New York Times.

Der var helt klart sket noget siden 2013 og den polerede og selvinstruerede dokumentarfilm ”Life Is But a Dream”, selvom Beyoncé stadig ikke overlader noget til tilfældighederne, når det kommer til det ydre billede. I 2017 kom tvillingerne Sir og Rumi, en dreng og en pige til verden, og Beyoncé annoncerede både graviditet og fødsel ved at lægge opstillede fotografier af sig selv med stærke referencer til Jomfru Maria på Instagram.

Siden har Carter-parret udgivet en fælles plade, ”Everything Is Love” (alt er kærlighed), og det hele er udadtil endt godt. Jay-Z har også reflekteret over sin egen rolle i parrets svære periode og tilskriver nærmest sig selv et ansvar for hustruens ufrivillige aborter (hvor mange, hun præcist har haft, vides ikke) på pladen ”4:44”, der udkom i 2017.

”Jeg undskylder/ jeg har set uskylden forlade dine øjne/ jeg sørger stadig/ jeg undskylder for alle de dødfødte/ fordi jeg ikke var til stede/ ville din krop ikke acceptere det,” rapper han på titelnummeret.

Beyoncé har de senere år skabt sig lidt af et imperium med eget tøjmærke og en personlig formue på 470 millioner dollars. Hun har doneret store pengebeløb til velgørenhed og blandt andet finansieret et hjemløsecenter i den kirke i hjembyen Houston, hun sang i som barn. Kvinderettigheder og sortes rettigheder i Black Lives Matter-bevægelsen har også fyldt meget og ser også ud til at gøre det på Beyoncés nye album, ”Black Is King”, som udkommer i dag.

I et interview med modemagasinet Vogue, som hun gav i 2018, laver Beyoncé selv denne krølle på sin livshistorie, der binder det hele sammen. Med Guds hjælp, selvfølgelig.

”Jeg har dykket ned i min slægtshistorie og fundet ud af, at jeg nedstammer fra en slaveejer, som forelskede sig i og giftede sig med en slave. Det er en opdagelse, jeg har brugt tid på at bearbejde. Jeg har spurgt, hvad det mon betyder, og forsøgt at sætte det i perspektiv, og nu tror jeg på, at det er derfor, Gud velsignede mig med mine tvillinger. For første gang var mandlig og kvindelig energi i stand til at sameksistere og vokse i mit blod. Jeg beder til, at jeg er i stand til at bryde forbandelser, der i generationer har hvilet over min familie, og at mine børn får mindre komplicerede liv.”