Museet for Religiøs Kunst længst ude vestpå i landskabet ved Lemvig ligger så smukt som få museer i landet. Der er højt til himlen og udsigt over fjorden, og måske får det tiden til at stå stille, eller også skyldes det den enlige vogngrønne Morris Minor, der har taget turen hertil fra fortiden.
“At sanse verden i dig selv” hedder udstillingen på museet af den yngre himmelstormende kunstner Jeppe Hein. Normalt sanser man verden omkring sig. Nu bydes vi indenfor i følelsernes rige, og som sådan passer Jeppe Heins indtog godt i tidens spirituelle søgen, det være sig mindfulness, religisiøsitet eller coachingens hellige navn.
Han er en særlig kunstner, Jeppe Hein. Der er ikke langt fra tanke til handling, og han er god til at følge impulserne, netop som dengang han var en ung mand med landholdspotentiale i fodbold, men valgte kunsten, som så viste sig at blive en livsmulighed, der førte til Berlin, hvor han har boet og arbejdet gennem årene. Hans udstillinger har kunnet ses vidt omkring i verden. Og nu i Lemvig, der kunne ligne en endestation, men også en begyndelse, alt efter hvilken vinkel man anskuer tingene fra.
For med støtte fra Ny Carlsbergfondet er det lykkedes at få etableret permanente udsmykninger i byrummet, på havnen, hvor nogle aparte bænke, der ligner skulpturelle legeredskaber i stærk orange kulør, nu folder sig ud. Det er ret vildt. For bænkene, som knap kan bruges til at sidde på, hvis man er gammel og slidt, kan så bruges desto mere til at klatre på og få fantasien sat i sving for den yngre generation og alle, der vil. Da jeg kom forbi, tog en dreng tilløb til at bestige en af skulpturerne, mens moderen lignede et stort nej af fare for repressalier fra kommunen eller andre instanser. Man skal lige vænne sig til tanken om, at offentligheden er vores rum, og kunsten måske ikke altid sætter de begrænsninger, som man tiltror den. Det gør vi selv. Derfor vil Jeppe Hein have os til at sanse verden i os selv, så vi kan tage den ydre verden i besiddelse på den måde, vi nu foretrækker. Barnet har ikke de problemer, ser man straks. Energien udfoldes. Mennesket går i symbiose med kunstværket. Det er der, det nye ligger. Vi deltager.
På museet gennemspiller en række værker et tilsvarende tema. Man kan cykle på kondicykel, så lysende lamper i en lysekrone folder sig ud i rummet, eller man kan skabe en akvarel efter Jeppe Heins metode. Buddhistiske syngeskåle står fyldt med farve, og placerer man dem på et stykke papir og slår på gongongen med en blød hammer, vibrerer skålen og små sprøjt af farve lander på papiret og danner en perfekt cirkel. Jeppe Hein har skabt sine værker af lige dele akkuratesse og leg. De er smukke. Hans er monteret i runde rammer, men som på et børnemuseum inviteres publikum til at skabe deres egen akvarel. Det er sjovt, tankevækkende, lærerigt, og man er i nuet med alle sine frustrationer eller sit ubøjelige zen-væsen, mens man banker let på klangskålen. Dette er kunst, som man må elske eller hade.
Det er det, der gør Jeppe Heins værk til noget særligt. Hvis børn elsker det som et springvand, man må lege i, hvorfor skal vi voksne så ikke gøre det samme? Åbne sindet, stemme sindet og være i sangen som inuitterne sagde i Grønland, dengang polarfareren Knud Rasmussen kom forbi til en gang trommedans. Jeppe Hein er på sporet af oprindeligheden, men lige nu virker det, som om han stadig befinder sig på vejen mellem to stationer. Værkerne er ikke helt skarptskårne og bliver det måske aldrig. Han er jo ikke japaner eller tibetaner, men låner fra den østlige tradition. Og det er også godt nok, det er jo det, vi gør, os, der har dybe vidtforgrenede europæiske rødder.
Det virkelige smertepunkt (eller måske vendepunkt?) i udstillingen (og måske Heins liv?) er ikke Jeppe Heins værker, når de har karakter af oneliners, men den store dagsrapport, hvor skrevne akvareller med terapeutiske statements fylder en mange meter lang væg. Er det kunst? Ja, men den er så bar, som kejseren uden klæder.
Jeppe Hein kender kunstens minimalistiske tricks og æstetiske varekatalog; alting minder om alting hist og her, men nu står der pludselig noget. Tilsyneladende ubehjælpsomme ord. Indskyldelser. Midt i udbrændthedens sammenbrudstilstand arbejder sindet totalt forstyrret – som forsøgte det at finde et mantra. Hvad har Jeppe Hein på sinde? Her trives banaliteter side om side med pop-mystik. Der vanker ingen forløsning på det at være menneske, men man har meget at bære rundt på. Humørsvingningerne kan aflæses. Og de fylder ambitiøst op i rummet. Uha uha. Eller træk vejret lidt langsommere, gear ned. Kobl ud, kobl fra. Find tilbage, find vejen frem. I ro og mag som den 70-årige Morris Minor, der stadig holder sig kørende, mens jeg sætter mig ind i min knaldrøde Skoda Citigo og kører østpå nogle blålige oplevelser rigere.