Poppladen ”Ram” hjalp Alberte Winding gennem sorgen

For Alberte Winding blev Paul McCartneys album Ram det, der løste op for hendes sorg over moderens død

Illustration: Morten Voigt
Illustration: Morten Voigt.

Det første, der åbner sig for én, vil ofte også være det største. For mig blev det Paul McCartneys album Ram, som min far gav mig i hånden dagen efter min mors død. Han ville gerne give mig noget varmt og godt. Og det blev det. Den popplade er et mesterværk, som gjorde noget godt for mig i en meget svær periode af mit liv.

Jeg var otte år og i chok. Den verden, jeg kendte, var fra den ene dag til den anden fuldstændig forandret. Min mor døde nytårsaften og i stedet for at rejse hjem til hende, som jeg plejede efter at have været nogle dage hos min far, skulle jeg etablere mit liv hos ham. Med på mit nye værelse fik jeg min mors gamle grammofon og altså Ram. Den plade skulle jeg komme til at høre igen og igen og igen.

Da jeg senere flyttede til Ærø sammen med min far, min stedmor og hendes to døtre og begyndte i tredje klasse, hørte jeg den stadigvæk og øvede mig hele tiden i at synge sangene. I skolebussen sad jeg hver dag for mig selv på et sæde og sang sangen Heart of the Country fra pladen. Det var ikke fordi, der ikke var nogle, der ville sidde ved siden af mig, det blev bare sådan: At jeg sad alene på et sæde og sang, og jeg husker det, som om de andre børn i bussen var helt indforståede med den ordning. Sangen handler om en mand, der bliver nødt til at flytte ud på landet, fordi han ikke kan holde byens ræs ud. Det samme gjorde Paul McCartney og hans kone Linda i perioden lige efter Beatles opløsning. De søgte et mere enkelt liv ude på landet, med vegetarmad og den slags. Det kunne jeg identificere mig med, der på Ærø i min nye sammenbragte familie. Dengang var der ikke mange, der havde erfaringer med at skabe en ny familie med dine og mine børn, så det var ikke kun indeni mig, der skete noget nyt.

LÆS OGSÅ: Estisk ekstase - Bjarne Reuter om Arvo Pärt

Ram blev min musikalske følgesvend i ti år. Musikken krøb ind i mig og jeg måtte høre eller synge sangene hele tiden. Lytningen foregik på værelset, sangen udenfor. Dengang fandtes der jo ikke walkman eller iPod, så jeg gik bare der ude på markvejene og sang.

Som voksen har jeg genhørt pladen mange gange. Den blev en redningsplanke for mig på et tidspunkt i mit liv, som var meget svær, og jeg tænker stadigvæk, at Paul McCartney og den plade er grunden til, at jeg blev sanger. Hvis min far havde givet mig en bog, en film eller et maleri på det tidspunkt, var jeg måske primært blevet forfatter, skuespiller eller billedkunstner. Tidspunktet var helt afgørende.

Pladen kom til at forme mig som musiker og definere hvilke sange og stemninger, jeg selv har søgt efter i mine sange. Paul McCartney var inspireret af både rock og pop og en gammel engelsk musiktradition, der er meget melodiøs. Der er noget tilsyneladende positivt og let i hans popsange, men nedenunder hænger der melankoli og vemod. Den kombination passer rigtigt godt til mig. Sangene skal betyde noget for nogen, ellers kan det være lige meget.

På Ram er hver sang sådan en underlig lille historie. Nogle af sangene er tydelige kærlighedserklæringer til Paul McCartneys kone Linda, mens andre er sådan nogle komplet uforståelige tossedigte om regnvejr, dyr eller nylavet te. Lyden er ret eksperimenterende og faktisk temmelig skramlet. Der er nogle håbløse guitarsoloer og trommer, der lyder ufærdige. Mange af sangene udvikler sig, de starter med at være én melodi og så flyver de over i noget andet. Faktisk er det en børneplade for voksne, men for mig blev det en voksenplade for børn. Sådan vil jeg også gerne lave min musik med både det voksne og det barnlige og ved at pleje det primitive. Jeg vil gerne have, at mine sange spejler eller imødekommer et behov. Det kan være, at de udløser grin eller gråd eller en bestemt handling.

Sangene på Ram gjorde mig modig. Ved at lytte til dem fik jeg en følelse af at løfte mig op over hverdagen. Da jeg fik den, havde jeg netop mistet det stærkeste fundament i mit liv og var selvfølgelig ekstremt følsom. Men pladen gav mig mod og fik mig ud af starthullerne.

Som voksen har jeg også hørt pladen, og det mærkelige er, at jeg sagtens kan høre den, uden at den fremkalder sorg. Men jeg skal ikke høre den to gange i træk, så bliver den lidt for gammel. Lidt som en gammel ven, der ikke har forandret sig. Og det har jeg jo, forandret mig.

Det uperfekte ved den plade gør, at man kan holde den ud stadigvæk. Hvis ting er for slebne, bliver de let lidt kedelige, og man mister interessen.