Man skal ikke tro på alt, man ser i fjernsynet. Heller ikke, selvom det er indstillet på DR 2. Tag blot ”Den klassiske musikquiz”, kanalens overordentlig populære dyst i repertoirekendskab og paratviden. Sjældent er man i så godt selskab, som når det helt naturstridigt velcastede trekløver Phillip Faber, Frederik Cilius og Mathias Hammer går i krig med hinanden, med fire udskiftelige deltagere og med en god portion af musikhistorien.
Som seer går man ligefrem og glæder sig til søndag aften, nu hvor quizzen fra 2016 har taget hul på en ny sæson. Men tag ikke fejl. Programmets løsslupne omgang med musikken er en ren illusion. Ingen har nogensinde haft det lige så sjovt til en torsdagskoncert, som de to konkurrerende hold har det i DR Koncerthusets Studie 2. ”Den klassiske musikquiz” er og bliver et frikvarter fra det virkelige musikliv, en evig champagnegalop. Og det er helt fint, såmænd.
Glødepærer hænger stemningsfuldt fra loftet, portrætter af musikalske ikoner kigger ned fra væggene, og i baggrunden sidder en stor del af radiofoniens orkester og smiler fornøjet. De er ellers på hårdt arbejde: I løbet af en time skal de spille et dusin korte uddrag fra DR’s nodearkiv, nogle af dem både forfra og bagfra, andre i hullede udgaver for at give Cilius’ og Hammers kombattanter besvær med at gætte ophavet.
Allerbedst fungerer løjerne, når deltagerne er nødt til at sjusse sig frem til et svar. Som når Cilius sammen med slagtøjsspiller Jakob Weber og fagottist Magnus Koch må bevæge sig gennem alle Beethovens symfonier én efter én for – med succes – at identificere en scherzo fra 4. symfoni.
Eller da samme Weber får ledt Cilius væk fra en amerikansk blindgyde og ad omveje når frem til, at den fremførte musik ganske rigtigt stammer fra en cembalokoncert af Poulenc. Det er underholdning og musikpædagogik i skønneste forening.
Men mere vil naturligvis have mere. Efter fem år med dristige ræsonnementer, rappe replikker og befriende tvivl giver de to første afsnit af sæson 2022 ingen indikation af, at quizzen bevæger sig mod nyt territorium. Redaktionen har måske tænkt: Hvorfor ændre noget, der fungerer? Så de små selskabslege er de samme, musikken er den samme, ansigterne ligeså, ja, selv vittighederne er efterhånden hørt før; quizmaster Faber kan stadig dø af grin over at høre klassisk musik spillet på båthorn.
Personligt savner jeg, at man skruer op for alsidigheden. I årets to første afsnit er det nyeste værk, som bliver spillet, Poulencs ”Concert champêtre” fra 1928. Ryst da posen, og lad os se deltagerne gætte nyere værker af Bent Sørensen, Kaija Saariaho eller Philip Glass. Så bedaget er den klassiske musik altså heller ikke.
Og hvad med at gøre sidste sæsons fokus på kammermusik til en mere permanent gæst? Når tonen er jovial, og værkuddragene ultrakorte, strømmer musikken let ind ad det ene øre og ud af det andet. Især når besætningen er uændret.
Hvis man i én og samme udsendelse kan veksle mellem symfonier, kvartetter og soloværker, får musikken straks en mere selvstændig karakter.
Mere alsidighed ville være et værn mod programmets største udfordring i dag: at man lige så godt kunne have vist en genudsendelse.