”Hvad er populisme?” er en fremragende titel på en bog. Og det er en rigtig god idé at udrede et flittigt brugt begreb på 170 sider skrevet af en kapacitet som idéhistoriker Jan-Werner Müller fra Princeton Universitet i USA.
Der er i disse år brug for en bedre forståelse af den populisme, som har vind i sejlene. Begrebet er tænkt for slapt og brugt for løst. Og hvad værre er: Al erfaring viser os, at lemfældig omgang med lignende udtryk som racisme kan mudre en seriøs diskussion gennem årtier og koste værdifuld tid til at diskutere reelle problemer.
Men Jan-Werner Müller bringer ikke tankearbejdet videre. Efter endt læsning er man ikke kommer tættere på at forstå, hvad populisme er.
”Vi – og kun vi repræsenterer folket”. Med de ord beskriver Müller grundmønstret i populismen. Det leder tankerne hen på general de Gaulle, som påstod at være Frankrig: ”Hvor jeg er, er Frankrig,” sagde den franske modstandsmand.
Men definitionen passer ikke på hverken Enhedslisten eller Dansk Folkeparti, der normalt er genstand for populisme-beskyldninger i Danmark.
Denne hovedtese om populisternes ”eksklusivrepræsentation” af folket, som det hedder i bogen, passer måske på Ungarns premierminister, Viktor Orbán, men er problematisk i mange andre sammenhænge som for eksempel en dansk.
Muligvis lider Jan-Werner Müllers populisme-begreb simpelthen under oversættelsesproblemer. Det gælder andre tyske ord, der har med ”folk” at gøre, for de betyder noget ganske andet i et tysk tankeunivers. Forfatteren erkender tilsvarende, at ordet ”populism” af mange amerikanere forstås positivt, særligt på venstrefløjen. Og enkelte passager i bogen peger i retning af fordanskningens udfordringer, idet de nærmer sig det uforståelige:
”Politik er konflikt, men hvad vinder man helt præcist med disse folkeagtige – jeg undgår bevidst ordet folkelige – omskrivninger?”.
Det er ikke overraskende, at franske Marine Le Pen på højrefløjen og Venezuelas Hugo Chavez på venstrefløjen kaldes populister. Men islamiske terrororganisationer kan ikke være populistiske, fortæller Jan-Werner Müller, for de betragter ikke ”folket som moralsk rent”. Betragter Martin Henriksen (DF) eller Johanne Schmidt-Nielsen (EL) mon det danske folk som moralsk rent? Hmm. Det er svært at høre dem tale sådan.
Det er en bærende tanke i bogen, at populister dyrker tanken om ”det moralsk rene folk”, men idéen virker grundlæggende svagt gennemtænkt.
Müller har en klar forståelse af, at populisme-begrebet kan misbruges til at blokere uønsket debat. Han nævner EU-kritik som en kritik, der burde lyttes til, men som desværre tit fejes af bordet som populisme. Derved ”berøver demokratiet sig selv sit eget lærestof”, skriver han.
Forfatteren har også et klart blik for, at den moraliserende tilgang til populister fra intellektuelle har gavnet populismen mere end skadet den.
Men han falder selv i den fælde, når han beskriver populister i parodierende termer: ”Nu kan man spørge, hvorfor populisterne ikke bare afskaffer demokratiet med det samme, efter først og fremmest Mussolinis eksempel [...].”
Et generelt problem ved talen om populisme, som Jan- Werner Müller er eksempel på, er, at udlægningen ikke inddrager kulturens popularisering – eller pop-gørelse – tilstrækkeligt. Mennesker formes af deres daglige kultur. Også politikere og vælgere. Den italienske politiker Bebbe Grillo ligger i forlængelse af standupkomikkens erobring af tv-fladen.
Det faglige argument og den faglige ekspert i fjernsynet er blevet nedtonet til fordel for den kække type med det brede grin. Når det er norm, at politikere skal sidde og lave underholdning i prime time på fredagsfladen, smitter det selvfølgelig af på den videre politiske kultur.
Det er ærgerligt, at der ikke ligger flere nye erkendelser i den belæste Jan-Werner Müllers essay. Man sidder tilbage med den fornemmelse, at et populistisk spøgelse går igennem vor tid, men at bogen ikke besvarer titlens spørgsmål: Hvad er populisme? Begrebet forbliver et spøgelse.