Når bjerget ikke kommer til Muhammed, må Muhammed komme til bjerget. Sådan er det også med vores kunst og kultur. Hvis ikke folk selv vil opsøge den, så må kunst- og kulturinstitutionerne med deres hær af formidlere komme til publikum.
Kulturministeriet har lagt linjen med dets slogan ”Kultur for alle”. Med højpoetisk nerve udtrykker man det således:
”Kultur for alle sætter kursen fremover. Den skal sikre, at kunsten, kulturen og kulturarven bliver pejlemærker, som alle kan sejle efter.”
Den idé følger DR så op på med sine kultur- og kunstformidlende programmer. Lige nu sker det med DR-serier om kunst og historie. Her i avisen fremlagde programvært Cecilie Nielsen (den 9. november), hvilke tanker man har gjort sig i planlæggelsen af serien om kongerækken:
”Vi har ladet os inspirere meget af true crime, også i dramaturgien i programmerne, så der er et element af at gå på jagt i fortiden. Hvis man ved de her ting i forvejen, så er du nok ikke så glad for formatet, men det handler om at lokke mennesker ind i historien.”
”Det handler om at lokke mennesker ind i historien.”
Læg mærke til den formulering, for den er symptomatisk for meget af det, der foregår inden for formidlingen af kunst og kultur. Folk skal lokkes til, og især de unge, ikke bare fordi kulturen skal være for alle, men også fordi alle de kunst- og kulturformidlende institutioner skal have så mange kunder i butikken som muligt.
Vé det museum, som ikke har fået nok gæster gennem tælleapparatet. Dets overlevelse står og falder med, at det lever op til et vist antal. Det, der måske engang var en konstruktiv og udviklende konkurrence mellem kulturinstitutionerne, er udartet til en plat jagt efter publikum.
Publikumssucces bliver til et mål i sig selv, og derfor bliver det også attraktivt at lade Jim Lyngvild træde til med sine flotte vikingebilleder. Og derfor bliver det åbenbart også attraktivt at indføre narrefigurer, når man skal formidle kunst. Programmet ”Øgendahl og de store forfattere” lagde for, og nu er det blevet fulgt op af ”Søs, Molly og malerne”.
Søs er det søde fjols, der intet ved om kunst, men som er meget, meget interesseret. I hende får seerne enten en sjov identifikationsfigur eller en figur, der gør selv den mindst oplyste seer til ekspert. Når hun kan være med, så kan jeg også være med, er den tillokkende pointe. Ignoranterne kan stolt ranke rykken. Uvidenheden er blevet et adelsmærke.
Måske får den slags programmer lokket nogle nye mennesker til at læse bøger og se på kunst, men idet de lefler for absolut laveste fællesnævner, skræmmer de også de folk væk, som ved blot en smule i forvejen. De må gå et andet sted hen eller selv finde ud af det. Men netop det publikum, der kan lidt mere end deres ABC, udgør kernepublikummet for kunst og kultur.
Det er dem, der abonnerer på teaterforestillinger, museer og koncerter. Det er dem, der er flittige læsere – også af kulturaviser. Det er det publikum, uden hvilket ingen af alle kulturinstitutionerne ville eksistere i morgen, fordi det flygtige publikum, som Søs, Øgendahl og Lyngvild kan lokke til, næppe går efter sagen, men efter den maksimale underholdningsværdi. Og netop den kan man finde hvor som helst.
Kursen er kultur for alle – men ikke for enhver. I hvert fald ikke for kernepublikummet. Det burde man lefle for og nurse i stedet for at fornærme det hele med serier af platheder. Så var der måske også andre, der fik øjnene op for, at der faktisk var noget af værdi at komme efter. Noget, man må op på tæerne for at få fat på og fatte. Så kunne det faktisk være, at lidt af bjerget helt uden lokkemad ville komme til Muhammed.
Lars Handesten er lektor i litteratur ved Syddansk Universitet og anmelder hos Kristeligt Dagblad.