”Shut Eye”, ”Solo Echo” og ”Singulière Odyssée” – de tre værker, der udgør programmet ved Nederlands Dans Theaters gæstespil på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i København – er alle ensemblestykker med dramatiske anslag sat i mol, der behandler videnskabelige og eksistentielle temaer i forskellige grader af abstraktion.
Alligevel er indtrykket hypnotisk fængslende og menneskeligt gribende, særligt i Sol León og Paul Lightfoots ”Singulière Odyssée”, der står i tæt forbindelse med åbningsværket ”Shut Eye”. Så tæt, at man oplever en tankevækkende perspektivering og en følelsesmæssig fordybelse, som koreografien med Max Richters musik undersøgende, meditativt og taktfast arbejder sig frem mod i et voldsomt crescendo.
Begge værker er sat i lukkede lokaler – det ene gråt og abstrakt, det andet konkret iscenesat som en ventesal – hvor de porøse figurer synes at vokse ud af eller gå i et med væggene som billede på modstillingen af også et indre og ydre menneskeligt rum, og hvor lys af måneskin eller håb trænger ind i melankolien.
Koreografisk er sproget det samme, nærmest designerkoreografi: Smidigt og lækkert bygget med atletisk let linjeføring og glidende fraser, der brydes af antilinjer, hvor en perfekt strakt fod flekses og en stræbende arabesque i sin fulde udstrækning brydes med et buk ved knæet. Også danserne er smukt og æstetisk klædt på med couture-frakker og kjoler i denne iscenesættelse af en pletfri borgerlighed, hvor inderligheden og længselsfuldheden tilsættes distance med komiske og groteske masker som kontrapunkt til alt det smukke og sentimentale.
Som genre minder ”Singulière Odyssée”s ensomme rejse og ”Shut Eye” mest om en novelleform eller om kortfilm med León og Lightfoot som auteurs, der stilsikkert og modent reflekterende beskriver alle disse pæne mennesker, alt det, der foregår inden i dem, og sætter spørgsmålstegn ved deres og vores virkelighedsopfattelse, grænser og overskridelser i tid og rum.
Det kunstneriske niveau er tårnhøjt med en gruppe engagerede, karismatiske dansere, og det er gedigent, gennemført koreografisk håndværk. Ikke kun fra NDT’s kunstneriske ledere, britiske Paul Lightfoot og spanske Sol León, men også fra canadiske Crystal Pite, der har markeret sig som måske vor generations mest markante kunstneriske stemme med sine store skelsættende ensembleværker ”The Seasons’ Canon” til Pariseroperaens Ballet og ”Flight Patterns” til Royal Ballet i London.
Her har hun signeret ”Solo Echo”. Et mindre værk, der ligesom ”The Seasons’ Canon” flygtigt rører ved menneskets naturforbindelse i sin brug af koreografisk ekko – kanon, sekvensforskydninger og flerdoblinger af menneskelige silhuetter – og som i sine karakteristiske konstruktioner af både organiske og heroiske skulpturgrupper grundlæggende beskriver individet som del af en større, kollektiv sammenhæng.
Nederlands Dans Theaters gæstespil på Gamle Scene, hvor danske Sebastian Haynes er stjernen, er på den måde en timelig påmindelse om, at det er muligt at skabe kunst og programlægning, der ikke er impulsstyret, men båret af sammenhæng, idé og en tro på forbindelsen mellem dansere og publikum.