Porten til livet

Troen er alvor for billedkunstneren Maja Lisa Engelhardt, der siden 1980’erne har været optaget af Bibelens fortællinger og brugt dem i sin kunst

Troen er essentiel for Maja Lisa Engelhardt, der har skabt kunst til mere end 30 danske kirker. –
Troen er essentiel for Maja Lisa Engelhardt, der har skabt kunst til mere end 30 danske kirker. – . Foto: Leif Tuxen.

Det er ikke en selvfølge for kunstnere, der påtager sig at sætte billeder på det uforklarlige – eller det ufremstillelige for nu at låne et lidt kluntet, dansk udtryk fra den franske filosof Jean-Francois Lyotard, der i 1980’erne beskæftigede sig en del med begrebet det sublime i forhold til et moderne kunstnerisk udtryk. Hvordan illustrerer man det? Skal man? Kan man lade være? Og så er vi tilbage ved den indledende præmis:

Som det var tilfældet med den store gamle dame i dansk kirkeudsmykning, Bodil Kaalund, der døde i fjor, er troen et essentielt og meget konkret og håndgribeligt anliggende for Maja Lisa Engelhardt, der efterhånden har skabt kunst til mere end 30 danske kirker. Bedriften er dokumenteret i en grafisk vellykket bog med billeder af værkerne taget af en erfaren fotograf med indlevelse i kunst og sans for rum, Leif Tuxen, indledende essay af Kunstakademiets tidligere rektor, Else Marie Bukdahl, samt tekster af forfatteren og kulturskribenten Claus Grymer og kunstneren selv. Dertil kommer en række personligheder, der kan have været involveret i de pågældende projekter, som desuden er ledsaget af skriftsteder. Tilsammen giver det en række givende indfaldsvinkler til kirkekunstområdet.

Det er en meget klassisk måde at gribe en bog an på. Meget selvfølgelig og logisk – men ved anden ombordstigning i bogværket slog det alligevel, at man også kunne have byttet rundt på rækkefølgen og inviteret læseren til først at sætte sig ind i Maja Lisa Engelhardts overvejelser over, hvordan hun er gået til den enkelte opgave, og så siden få samlet trådene i det store teologiske og kunsthistoriske perspektiv, Else Marie Bukdahl leverer med autoritet.

For – og her er det igen – arbejdet med kirkekunst er et stærkt personligt anliggende for Maja Lisa Engelhardt, og i en meget bevægende tekst fortæller kunstneren om sin barndom og baggrund til Claus Grymer og kæder det sammen med sit livssyn og gør dermed sin – i ordets fineste betydning – enfoldige tilgang til billedkunst levende.

Maja Lisa Engelhardt, der er født i 1956 og er uddannet på Det Fynske Kunstakademi, tøvede længe med overhovedet at vise sine værker. Men da det så skete i 1985, var det med en udstilling med den sigende titel ”Klædebon” og i sale, der i hvert fald havde været kirkerum, nemlig Kunsthal Nikolaj i København. Maja Lisa Engelhardt har som i en gammel berettermodel både haft hjælpere og modstandere – og det er heller ikke nemt i dag at befinde sig i krydsfeltet mellem kirke og kunst.

Det er ellers et felt, der har store traditioner for parløb. Else Marie Bukdahl fortæller om, hvordan billedkunsten på den ene side er blevet opfattet som visualiseringer af kristendommen, selvom ordet og billedet hverken kan eller skal dække hinanden, og hvordan den kristne forkyndelse – og Bibelens enorme billedskabende kvalitet – på den anden side har været en udfordring for også kunstnerne, hvis gebet ellers er at skabe billeder.

Else Marie Bukdahl kommer med en række eksempler på billedkunstneres, for eksempel 1600-talsmaleren Caravaggios, evne til selvstændige fortolkninger af Bibelens billeder. Men set i et svimlende retrospektivt blik tilbage til alle de altertavler gennem århundrederne, man har været så heldig at se i Europas kirker og katedraler, synes det alligevel, som om de gamle mestre havde det nemmere:

Opgaven var at sætte billeder på en række af Bibelens afgørende fortællinger som for eksempel korsfæstelsen og nedtagningen – og mødet i Emmaus, hvor miraklet blev nagelfast. Dertil kom Bibelens persongalleri og forskellige situationer, som da Jesus gik på vandet eller helbredte den syge. Scenerne, der iblandt er blevet malet af nogle af kunsthistoriens største skikkelser, for Gud fortjener de bedste kunstnere, som Bjørn Nørgaard engang har bemærket, rummede nok symbolik, men var i bred almindelighed til at forstå.

Siden forsvandt det figurative stort set fra kirkeudsmykningerne herhjemme, bortset fra nogle få, der insisterede, og i stedet opstod en kirkekunst, der ikke adskilte sig synderligt fra det konceptuelle kunstgreb, der efterhånden var blevet dominerende i samtidskunsten.

Maja Lisa Engelhardt placerede sig fra begyndelsen af sin udadvendte kunstpraksis – altså i midten af 1980’erne – i en kategori for sig selv. Hverken noget, der mindede om Cobra-maleriet, eller for den sags skyld som et fjernt familiemedlem til debutårtiets såkaldt vilde maleri, der om noget var konceptuelt funderet og slet ikke endnu et ekspressionistisk ekko. Lige siden dengang i 1980’erne har det været landskabet og Bibelens fortællinger, der motivisk og stemningsmæssigt har optaget Maja Lisa Engelhardt, og som derfor naturligt har fulgt hende i kirkekunsten.

Maja Lisa Engelhardt bruger nogle abstrakte greb i sin farvebehandling, men i reglen kan man ane en skikkelse i hendes alterbilleder. Det er en skikkelse, der synes at være ved at manifestere sig i landskabet som et løfte om Guds tilstedeværelse i menneskets liv. Som Else Marie Bukdahl også er inde på i sin præcise og fortættede tekst, der både spænder over kirkeudsmykning i almindelighed og Maja Lisa Engelhardts i særdeleshed, har nogle kunstnere søgt at sløre Guds lighed med menneskekroppen og undertiden brugt lyset som metafor. Det er blandt de greb, Maja Lisa Engelhardt også anvender i figuren ”Den slørede skikkelse”.

Bogen hedder ”Porten” – efter et af Maja Lisa Engelhardts hovedværker, indgangen til domkirken i Viborg fra 2012, og porte vækker en række associationer inden for kirken og kunstens historie som for eksempel de to bronzedøre, Filippo Brunelleschi og Lorenzo Ghiberti i 1401 udfører til San Giovanni-klostret i Firenze – og som måske indvarslede renæssancen. Det var der i hvert fald en udstilling på Louvre for nogle år siden, der argumenterede overbevisende for. En anden fortælling er om Luthers teser til kirkedøren i Wittenberg og en tredje om porten i al almindelighed til indgangen til både dødsriget og til Paradis. Porten sætter et skel mellem, hvad der er nu og efter, hvad der er foran og indeni. Inden i, for eksempel, det kirkerum, hvor menigheden møder forkyndelsen og – undertiden også – med sympati næsten, altså andre mennesker, som menneske.

For Maja Lisa Engelhardt må det – med eller uden den personlige historie, hun lægger frem – have været et privilegium at arbejde i de sakrale rum, hun er blevet betroet. Det er den indsats, bogen udstråler hele vejen igennem.

Gæsteanmelder Torben Weirup er Berlingskes kunst- og arkitektur-anmelder.