Prøv avisen

Portræt af en omflakkende sømand

Kim Leine har skrevet en ny medrivende historie om et rastløst menneske, der begår et mord

For halvandet år siden debuterede Kim Leine med den selvbiografiske roman "Kalak", hvis oprørende skildring af et turbulent liv med incenst og misbrug vakte opsigt. Romanen var skrevet på forfatterens egne erfaringer og var et forsøg på at meddele oplevelser, som kun vanskeligt lader sig fortælle til andre mennesker.

Med Kim Leines anden roman, "Valdemarsdag", forholder det sig lidt anderledes. Romanen giver et portræt af Kim Leines farfar, der i juni 1938 slog sin hustrus elsker ihjel med et blylod fra et bornholmerur. At det angiveligt er forfatterens farfar, det handler om, fremgår af romanens sidste kapitel, der fungerer som en epilog til fortællingen.

Når man får bogen i hænderne og vurderer den ud fra omslaget, gætter man uvilkårligt på, at det er en krimi. Forsiden viser mordvåben og et sagsnummer fra politiet, og de første kapitler imiterer i stilen en kriminalhistorie, der sprogligt balancerer på kanten af klicheerne.

Historien er, at Erik Rasmussen en tidlig morgen i 1938 udfører et mord på sin hustrus elsker, mens radioen kører for fuld styrke, så naboerne ikke aner uråd.

Uden at skaffe sig af med liget går han syngende ud i byen med en lettet følelse i kroppen. Han agter senere på dagen at melde sig til politiet, så der er egentlig ikke megen spænding om udfaldet.

Forfatteren forlader følgelig krimigenren til fordel for et portræt af mennesket Erik Rasmussen, der nok lider under et voldsomt temperament, men ikke er mere forbryderisk end så mange andre.

Eriks barndom er ikke nogen lykkelig tid. Forældrene er medlemmer af Frelsens Hær og opdrager Erik efter strenge idealer. Allerede som femtenårig lykkes det Erik at få hyre på et skib. Det bliver begyndelsen til et omflakkende sømandsliv, hvis formål er at tjene penge og bruge dem på unge, prostituerede kvinder i Europas havnebyer. Den seksualitet, Erik erfarer på bordellerne, er rå og ufølsom, og den kommer til at forme hans følelses- og seksualliv.

Da Erik vender hjem fra sin udenlandsrejse beslutter han sig for at stifte familie.

Han møder Zenia, hvem han gifter sig med, og de får hurtigt en søn sammen. Ægteskabet med Zenia er imidlertid besværligt, og det ender med en separation. Ikke desto mindre betragter Erik stadig Zenia som sin "ejendom" og føler sig "bestjålet" af den nye mand, hun lever sammen med. Det er hans motiv for at begå mord.

Romanens styrke ligger i portrættet af Erik, uanset om han er et portræt af Kim Leines farfar eller forfatteren selv. Hovedpersonerne i Kim Leines to romaner ligner nemlig i høj grad hinanden. De er begge rastløse mænd med et stort forbrug af kvinder, men distancen til stoffet er større i "Valdemarsdag". Det kan i nogle tilfælde være en fordel, i dette tilfælde svækker det intensiteten.

Kim Leine: Valdemarsdag. 224 sider. 229 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.kultur@kristeligt-dagblad.dk