Hovedpersonen i Anne Lise Marstrand-Jørgensens nye store historiske roman gemmer sig bag alteret i Roskilde Domkirke.
”Lad os gå op til hende, så hun kan høre, hvad vi siger,” hvisker Anne Lise Marstrand-Jørgensen og blinker med det ene øje, mens hun går op ad kirkegulvet i den ikoniske kirke, der emmer af historie.
Døde danske konger og dronninger hviler i sidekapellerne herinde, hvor Bjørn Nørgaards omdiskuterede gravmæle til dronning Margrethe II allerede står pænt pakket ind i et pastelfarvet træhylster, så det er parat til den dag, hvor nationen skal sige farvel til den nuværende dronning. Til den tid bliver hun ikke den første Margrethe i kirken. For på den anden side af den gigantiske, 500 år gamle altertavle, der skildrer hovedbegivenhederne i Jesu liv i form af forgyldt belgisk træskærerarbejde i verdensklasse, ligger en lille hvid dame og troner i ensom majestæt i det, der på én gang føles som kirkens helligste og hemmeligste plads bag alteret.
Og det er hende, Anne Lise Marstrand-Jørgensen har skrevet om i sin nye roman, der slet og ret hedder ”Margrete I” og altså handler om middelalderens mest magtfulde danske kvinde, der levede fra 1353 til 1412 og nåede at samle både Danmark, Norge og Sverige under sit styre i Kalmarunionen.
”Det er lidt specielt at stå her. For når man som romanforfatter skriver om en historisk person, forsøger man jo at vække vedkommende til live. Og jeg har efterhånden levet længe med hende i mine tanker, så det er næsten underligt at se hende så ubevægelig,” siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen og kigger undersøgende på gravmælet, som om marmorkvinden, der ligger fredfyldt på ryggen som en eventyrprinsesse, kunne vækkes med et kys.
Selv i marmor ser Margrete den Første levende ud. Hun har en bedekrans i hånden, som om hun blot ligger stille i bøn med blikket rettet mod kirkens hvælvinger og videre mod himlen.
”Det virker helt rigtigt, at hun har fået den centrale plads her bag alteret. For det var i høj grad også hendes alliance med kirken, der sikrede hende magten på jorden. Dengang havde både kirken og kongemagten jo enorm magt. Kirken var kongens bank. Den kunne ikke selv gå i krig, men sagtens finansiere krige, og Margrete den Første forstod at holde sig gode venner med kirkens overhoveder og var også på god fod med paven. Hun donerede store summer til kirken, og meget tyder på, at troen også betød noget for hende personligt. Der er for eksempel flere beretninger om, at hun bad om at få hentet relikvierne frem, når hun besøgte en kirke eller et kloster. Og som barn blev hun også undervist af den indflydelsesrige abbedisse og senere helgen Birgitta af Vadstenas datter (Merete Ulfsdatter, red.),” siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen og kigger igen beundrende på ”sin” dronning.
Margrete den Førstes gravmæle er på samme tid pompøst og stilrent med den gennemgående hvide marmorfarve med motiver, der blander hendes eget livs begivenheder sammen med bibelhistorier, så man kan blive helt i tvivl om, om stenhuggerarbejdet et sted på frisen for eksempel forestiller hende eller Jomfru Maria. Men selvom Margrete den Første vist også i virkeligheden var en lille dame, er der ingen tvivl om, at hun havde stor magt.
”Læg mærke til de tre kroner over hendes hoved. De må næsten stå for Danmark, Norge og Sverige, som hun på sin stedsøns vegne var regent over, da hun samlede Skandinavien i Kalmarunionen. Hun var dansk kongedatter. Men formelt set var hun faktisk kun dronning af Norge gennem sit ægteskab med Håkon den Sjette, som med al respekt ikke kom til at sætte noget stort præg på verdenshistorien. Jeg ved ikke, hvor han selv blev begravet, men her i kirken skal de stærke kvinder åbenbart ligge for sig selv,” siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen.
Det er ikke første gang, Anne Lise Marstrand-Jørgensen skriver om en stærk kvinde i middelalderen. Hendes romaner om nonnen Hildegard af Bingen blev bestsellere. Og den nye roman på 600 sider følger Margrete den Første, fra før hun som 10-årig blev gift med Håkon den Sjette og kort efter brylluppet mistede sin storebror, der hedder Kristoffer i romanen. Da storebroderen dør som 22-årig, oplever hun – i romanen – et øjebliks trøstende ømhed, da Valdemar Atterdag ”forvandler sig til far” i en sjælden omfavnelse af hende. Kongen kalder hende også for sin ”lille amulet”. Men ellers er det i høj grad et billede af en barndom i ensomhed, som Anne Lise Marstrand-Jørgensen tegner. Og den del af historien havde hun ikke svært ved at leve sig ind i.
”Den ydre historie har jeg forsøgt at gøre så korrekt som muligt ved at læne mig op ad historikeren Anders Bøghs lidt tørre, men enormt omhyggelige og detaljerede doktorafhandling om Margrete den Første. Men som romanforfatter er ens vigtigste arbejdsredskab jo ens egne følelser. Man bruger sig selv som en følelsesmæssig mikserpult, man kan skrue op eller ned for. Min egen barndom var meget ensom, så den del havde jeg ikke svært ved at skrive om. Jeg led selv af angst og depression, og allerede som 12-årig fik jeg den diagnose, men jeg havde stadig ingen at tale om det med. Og følelsen af at være alene med sine følelser har jeg brugt meget her.”
Hvordan kan du ellers genkende dig selv i Margrete den Første?
”Jeg tror som sagt, at hun følte sig meget alene, men hun var også meget viljestærk. Og jeg tror, at vi begge to har ønsket at tage ejerskab over vores egen tilværelse og fortælling. Det var måske derfor, jeg begyndte at skrive, og jeg tror måske også, at hun tog magten for dybest set at tage magten over sit eget liv,” siger forfatteren og sænker stemmen dramatisk:
”Forestil dig lige at blive forlovet væk som seksårig og gift som 10-årig med det ene formål at føde en søn til din mand. Hun måtte jo have følt sig totalt fanget som en brik i et større spil, men da hendes mand Håkon så dør tidligt, og hendes egen far dør, griber hun muligheden for at gøre sin egen femårige søn til konge, så hun selv kunne regere i hans sted. Tronen var ellers lovet væk til hendes søsters søn, Albrecht. Man kan spørge sig selv, hvorfor hun var villig til at satse et bekvemt liv for at gå i krig om magten og dermed sætte sig selv og sin lille søn, Oluf, i fare ved at arbejde for, at han skulle blive dansk konge. Men jeg tror simpelthen, at hun – ud over at ville tage magten i sit eget liv – syntes, at hun med sin store begavelse og sin sans for at læse magtspillet var bedst til at regere.”
Dengang skulle konger vælges, og Margrete den Første formåede at få kirken og et flertal af stormændene over på sin side. Og selv da Oluf så døde tidligt, bevarede hun magten, mens hun så sikrede sin søsters datters søn, Erik af Pommern, en plads i arvefølgen. Men mens hun levede, var hun ikke meget for at dele magten med nogen, forklarer Anne Lise Marstrand-Jørgensen.
”Hun var ekstremt påpasselig med at vælge de rigtige rådgivere, og når et magtfuldt embede blev ledigt, lod hun det typisk ikke genbesætte, så hun kunne samle mere og mere magt omkring sig selv. Men jeg tror igen vitterligt, at hun mente, at Norden var bedst tjent med at være samlet under hendes ledelse, fordi alle så ville leve rigere og tryggere. Hun havde en eminent evne til at aflæse, hvilke slag det kunne betale sig at gå ind i. Og selvom hun kunne være brutal nok, revolutionerede hun på nogle måder også politikken. For eksempel indførte hun på et tidspunkt en erstatning til kvinder, der var blevet forulempet af soldater. Det havde ingen konger tænkt på før hende.”
I romanen har Margrete den Første til gengæld en svaghed for både tro og overtro. Hun er uden tvivl en hengiven katolik og besøger blandt andet Den Hellige Olavs grav, da hun ikke kan blive gravid. Men hun tror samtidig også på de underjordiske og elverpiger:
”Den del er romanen er ren fiktion, men jeg syntes, at hun havde brug for en underjordisk del af sin egen ellers forholdsvis rationelle personlighed, så det har jeg brugt som et fiktivt forsøg på at frigøre hendes mere ukontrollerede sider.”
Kan du også spejle dig i hendes tro?
”Jeg tror ikke på elverpiger, men jeg har helt klart en tro på Gud og på vigtigheden af at overgive sig til noget, der er større end en selv. Derfor begynder jeg også altid arbejdet med bøn, hvad enten jeg skriver eller skal holde et foredrag. Inden et foredrag er det måske bare en lille hurtig bøn om at være til glæde og gavn, men i mit skrivearbejde synes jeg også, at bønnen hjælper mig til at fokusere på det, jeg skal lave. Det er en daglig praksis og overgivelse, så jeg minder mig selv om, at det ikke skal handle om mig. Og i den forstand føler jeg også, at det er en slags åndelig praksis at skrive,” siger hun og lyser op i et smil:
”Da jeg skrev mine bøger om Hildegard, sagde en af mine venner, at han havde afsløret mig, fordi jeg jo skrev om min egen tro under dække af at skrive om en middelalderlig nonne. Det er måske for meget sagt, men for mig er troen også en daglig rettesnor i alt, hvad jeg foretager mig. Og hvad enten man er nonne, dronning eller forfatter, tror jeg, at man har brug for at underlægge sig en større magt, og det tror jeg faktisk også, at Margrete den Første gjorde. Og på den måde var hun jo heller aldrig helt alene,” siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen.