Prøv avisen
Bog

Portrætbog om litteraturens kvindelige helte

3 stjerner
I ”Som i et spejl” fortæller Lise Lotte Frederiksen om de syv romaner med fokus på deres kvindeportrætter, som hun også sætter i relation til tiden. Hun kigger for eksempel på giftemodne Elisabeth Bennet fra Jane Austens "Stolthed og fordom". Foto: Graham Jepson/Writer Pictures

Det er en gave at kunne formidle begejstret og smittende. Men det er svært for fortælleren Lise Lotte Frederiksen at overføre umiddelbarheden fra det mundtlige til skrift i hendes nye portrætbog om litteraturens kvindelige hovedpersoner

”Som i et spejl” er en let formidlet fagbog, der præsenterer læseren for syv store romaner af syv store forfattere (danske såvel som internationale, kun en enkelt nulevende, fire kvindelige, tre mandlige).

Lise Lotte Frederiksens indgang til de syv romaner er deres kvindeportrætter: Den purunge Julie fra Shakespeares ”Romeo og Julie”, giftemodne Elisabeth Bennet fra Jane Austens ”Stolthed og fordom”, den stille Ida Brandt fra Herman Bangs ”Ludvigsbakke”, intense Jakobe Salomon fra Henrik Pontoppidans roman ”Lykke-Per”, den travle Clarissa Dalloway fra Virginia Woolfs ”Mrs. Dalloway”, mystiske Pellegrina Leoni fra Karen Blixens fortælling ”Drømmerne” og endelig Annie Raft fra Kerstin Ekmans uhyggelige roman ”Hændelser ved vand”.

Lise Lotte Frederiksen vil være kendt af en del københavnere fra de litterære byvandringer (og nu også udenlandsrejser), hun gennem flere år har afholdt. Der er ingen tvivl om, at hendes engagement i litteraturen er stort, og at hun er en inspirerende fortæller.

I ”Som i et spejl” fortæller Lise Lotte Frederiksen om de syv romaner med fokus på deres kvindeportrætter, som hun også sætter i relation til tiden.

Hvordan var normerne for en kvinde på Jane Austens tid, hvordan så der ud på kommunehospitalet, da Ida Brandt var sygeplejerske der, og hvordan var stemningen i London, dengang Clarissa Dalloway gik ud for at købe blomster til sit aftenselskab? Frederiksen kan godt få sine fortællinger til at leve. Hun fortæller lidt om forfatterne, men forfalder ikke til at drukne os i biografisk stof, hovedvægten for hende ligger klart på de fiktive rum.

Der er noget virkelig sympatisk ved en bog, der i den grad er båret af en læsers kærlighed til litteraturen og glæde ved at dele den med sine læsere.

Lise Lotte Frederiksen går begejstret til hver forfatter og forsvarer gerne sine hovedpersoner, som her, hvor hun læser Jakobe som værende den egentlige hovedperson i ”Lykke-Per”: ”Jakobe er bogens absolutte helt og hovedperson, fordi hun selvforglemmende finder et fokus uden for sig selv.”

Hun kan dog også blive meget bastant, som her, hvor hun beretter, at Lykke-Pers endeligt som vejassistent også er blevet tolket som udtryk for en afklarethed. Det er ikke sådan, Frederiksen selv læser det: ”Selv har jeg meget svært ved at se det sådan, men vil overlade til læseren at tage stilling.”

Det vil hun så alligevel ikke, for hun fortsætter: ”Det sidste ord i denne sag er ikke sagt. Jeg synes ikke, Per kommer ’hjem’; derimod synes jeg, Jakobe gør det. Hun når at realisere sig selv.”

Og Frederiksen fortsætter med at referere andre synspunkter og igen mane dem i jorden med ”Den tolkning køber jeg bare ikke”.

Bedst og mest reflekteret er hun helt klart i formidlingen af det angelsaksiske, især er kapitlerne om Shakespeares Julie og Jane Austens Elizabeth Bennet fine introduktioner både til karaktererne og tiden.

Irriterende er det imidlertid, når hun gaber over for meget uden at have præcisionen med, som når hun drager Proust ind i billedet i teksten om Woolf og skriver decideret sludder som: ”Når Proust skriver, splintres hans personer til tider i små atomer, de fragmenteres i deres sanseindtryk, og noget tilsvarende er sommetider på spil, finder jeg, hos Woolf.”

Eller når hun vil introducere Bloomsbury-kredsen meget hurtigt og så alligevel ikke tager opgaven alvorligt:

”Bloomsbury-gruppen var en gruppe af eksperimenterende mennesker, som levede i nuet i komplicerede trekantsforhold og i det hele taget stillede spørgsmålstegn ved det etablerende samfunds kønsroller og normer.”

Det er for sjusket. Og det er min anke mod bogen, at der er for meget sjusk, for mange sætninger, der er for slappe og upræcise, for mange små gentagelser og irrationelle spring. Jeg forstår ikke, at et forlag som Akademisk Forlag ikke har større ambitioner og har sat en redaktør til at stramme manuskriptet op og også rette de småfejl, der er undervejs. Som når der henvises til noget, ”Jon Helters” skriver (jeg går ud fra, at det er litteraturforsker Jon Helt Haarder, der henvises til), eller når ”Til fyret” et sted er blevet til ”Fyret”.

kultur@k.dk