Portugals store digter skriver om kunsten at forene det uforenelige

Fernando Pessoas nye bog på dansk, ”Den anarkistiske bankier”, er en lille, stimulerende bog om ideologi og om, hvorvidt det er muligt både at være anarkist og forretningsmand

Fernando Pessoa døde i 1935, bare 47 år gammel. Det meste, han skrev, udgav han ikke, så da han døde, fandt man 25.000 sider – digte, filosofiske tekster, optegnelser, færdige manuskripter – efterladt i en kiste. Siden har den litterære verden været i gang med at læse og udlægge den geniale digters livssyn og leg med navne. – Foto: Marka/Universal Images Group via Getty Images.
Fernando Pessoa døde i 1935, bare 47 år gammel. Det meste, han skrev, udgav han ikke, så da han døde, fandt man 25.000 sider – digte, filosofiske tekster, optegnelser, færdige manuskripter – efterladt i en kiste. Siden har den litterære verden været i gang med at læse og udlægge den geniale digters livssyn og leg med navne. – Foto: Marka/Universal Images Group via Getty Images.

”Vi havde afsluttet middagen. Over for mig sad min ven, bankieren, den fremragende forretningsmand og berygtede børsspekulant, han sad og røg med en mine som en, der ikke tænker på noget.”

Sådan åbner ”Den anarkistiske bankier”, der af to årsager er usædvanlig i Fernando Pessoas forfatterskab. For det første, fordi den udkom, mens han endnu levede, og for det andet, fordi den udkom i hans eget navn.

For de fleste forfattere er det selvsagt normalen, men portugisiske Pessoa, der døde i 1935 som bare 47-årig og regnes for sit hjemlands største digter, er en undtagelse: Det meste han skrev, udgav han ikke, og det var for størstedelens vedkommende skrevet under heteronymer, altså under opfundne forfatternavne med egne identiteter, biografier og ideologier.

Nogle af de mest kendte er Bernardo Soares og Ricardo Reis, og mange af dem dukkede op på de 25.000 sider – digte, filosofiske tekster, optegnelser, færdige manuskripter – han efterlod sig i en kiste.

”Den anarkistiske bankier” er altså en undtagelse fra dette, udgivet i Pessoas levetid og i eget navn, men stadig en belysning af en bestemt tilgang til verden, en ideologi, og den former sig som en dialog på en café i Lissabon, hvor den ene spørger, og den anden, med en cigar i hånden, svarer, forklarer og forsvarer, hvordan han på den ene side kan være stenrig og på den anden side hævde at være anarkist. Endda den eneste rigtige af slagsen. Han er nemlig ikke bare anarkist i teorien, siger han, men også i praksis, og andre påståede anarkister er galt på den, er ”anarkismens bærme, den store frihedsdoktrins skøger”.

De arbejder sammen og udefra, mod religion, socialisme og kapitalisme, mens han, der fra naturens hånd er udstyret med en ”høj intelligens”, arbejder alene og indefra.

Dét er den sande vej mod en anarkistisk revolution, at udhule det bestående, og bankieren har altså valgt at malke så mange penge ud af det etablerede system, at han er blevet fri af dem. At bekæmpe kapitalisme med kapitalisme. Eller som han siger om sin tidlige beslutning om at ophobe penge: ”Jo flere jeg ville få fat i, jo mere frigjort ville jeg være for deres indflydelse.”

Det har været let for ham, mens noget andet vil være let og naturligt for andre. Og netop ”det naturlige” er løsenet på vejen mod den totale anarkistiske orden. Eller uorden, om man vil.

Bankierens tanker er studentikose, men iklædt modenhedens gevandter og talrige – ofte vellykkede – forsøg på at præsentere dem som ren logik. Og noget af det subtile og snu ved Pessoas bog – som det fine forlag A Mock Book udgiver i Mone Hvass’ nyoversættelse – er, at bankieren i sit forsvar for, hvordan han kan leve et liv med ufatteligt mange penge, og samtidig erklære sig for anarkist, kommer til at minde om dem, han er så inderligt imod. De magtfulde præster, de rige socialister, de undertrykkende liberalister, der alle finder retoriske kneb, hvorpå det indlysende uforenelige – vupti! – hænger sammen og fremstår i den skønneste orden.

Når det er sagt, så er ”Den anarkistiske bankier” også lovlig mekanisk. De to, bankieren og den spørgende ven, virker mere som funktioner, som intellektuelle konstruktioner, end som to mænd, der sidder og taler sammen på en café.

De kunstige ordvekslinger er utvivlsomt tilsigtede og sikkert en slags parodi på den sokratiske dialog – altså undersøgelse af et filosofisk spørgsmål gennem samtale – men formen gør ikke meget godt for mig. Der er dog gode pointer og stærke øjeblikke at nyde undervejs. Som aforismerne, der lyser op, og er en Pessoa-specialitet. Som denne: ”Den, der skyer kampen, lider ikke nederlag.”

Det er bankieren, der siger sådan. Om andre, forstås. Men for læseren synes de skarpslebne ord kun at pege én vej. Mod ham selv.