Poseidonkvartetten var ingen sødladen Schubert-suppe

Poseidonkvartettens koncert i Musikhuset i København viste meget overbevisende slægtskabet mellem to af musikhistoriens største skikkelser

Poseidon-kvartetten stod bag en stærkt krydret Schubert-servering, der fremkaldte velfortjent bifald i det gamle hus på Vesterbro i København. – PR-foto.
Poseidon-kvartetten stod bag en stærkt krydret Schubert-servering, der fremkaldte velfortjent bifald i det gamle hus på Vesterbro i København. – PR-foto.

I Musikhuset København på Vesterbrogade, der tidligere husede hovedstadens bymuseum, kunne man ved en koncertrække fra den 19. til den 21.august opleve kammermusik på allerhøjeste niveau. Det skete, da en af Danmarks førende strygekvartetter, Poseidon-kvartetten, grundlagt for 15 år siden, afviklede en en "minifestival" med titlen ”Schubert møder Beethoven” – en spændende idé, selvom det er uvist, hvor meget de to komponister kendte til hinanden. Men vi ved dog, at de komponerede deres sidste strygekvartetter side om side i Wien i årene 1824-1826. Vi ved også, at den unge Schubert var en stor beundrer af Beethoven, men at han sandsynligvis var for beskeden til at turde opsøge mesteren Beethoven personligt. Og sidstnævnte var i sin livsaften en decideret utilnærmelig herre. Men de boede begge i Wien: tidens største berømthed i musikkens verden og den 27 år yngre Franz Schubert, der nærede en stærk beundring for Beethoven.

Ideen med konceptet er at lade de to komponisters værker spille op mod hinanden, og det lykkedes på overbevisende vis ved den første koncert, hvor man indledte med Beethovens strygekvartet nr. 14 i cis-mol. Det syv satser lange værk blev spillet med fynd og klem, så man næsten ikke fik tid til at undre sig over det egensindige i satsrækkefølgen. Til gengæld måtte man endnu engang forbavses over, at den på det tidspunkt helt døve Beethoven var i stand til at skabe en komposition med så meget bid i.