Den kritikerroste lyriker Theis Ørntoft er netop debuteret med sin første roman. Det er altid et spring at tage, når man bevæger sig fra det lyriske register til et episke, og det er langtfra alle, der klarer det. Ét er nemlig at skrive digte, noget andet er at tænke i episke mønstre.
Det episke forløb i Ørntofts roman ”Solar” består overordnet i en yngre mands sociale deroute. Theis, som hovedpersonen hedder, er digter og højskolelærer, men er også på vej et andet sted hen. Han begynder med at vandre et par uger ad Hærvejen fra Viborg til Padborg. Derefter indleder han et forhold til en attraktiv kvinde, der er arbejdsløs og inaktiv. Da forholdet ophører, flakker han som en moderne vagabond ned gennem Europa og ender på den portugisiske sydkyst. Her bor han alene i en hytte nogle måneder, og efter en række kriminelle handlinger tager han flugten med en ven og kommer på en desperat biltur, der ender et sted, der ikke findes på det geografiske verdenskort. Det ligger et sted uden for vores vante opfattelse af tid og sted.
Det er således genkendelige motiver og velkendte litterære universer, Ørntoft bevæger sig inden for. I bogens første del er han på vandringstur, som digterne gjorde det i 1800-tallet. Man vandrer, beskriver, hvad man ser, oplever og tænker om tilværelsen. Det gør Ørntoft godt og med ætsende social satire, der ikke mindst er vendt mod ungdommens magelighed. Stilistisk er han på tur i 1800-tallet. Heinrich Heine og H.C. Andersen var her.
I bogens anden del er Theis den unge provinsmand uden mål og med i København. Også den historie kender man til bevidstløshed. Men her får man den så i opdateret udgave med dage på fitnesscenter og nætter på natklubber, samt uendelige døgn foran skærmen med Wimbledon og computerspil. Side op og side ned hører man om gamle tenniskampe og gangen i computerspil. Hele tiden er Theis på druk og stoffer, og man er således vidne til et sjæleligt hærværk, hvor den borgerlige og velkendte virkelighed går i opløsning.
I bogens tredje del er Theis så på roadtrip. Også her er man på klassisk grund. Jack Kerouac lagde ud med ”On the Road” fra 1957 (på dansk ”Vejene”), og så er den ellers kørt derudaf siden med utilpassede unge mennesker, der gør op med faderautoriteten. Det særlige ved Ørntofts udgave er, at den kører helt af sporet og ender et sted uden for verden. Eller måske flere steder, for som i et computerspil kan man rykke tilbage i handlingen og foretage et nyt valg med nye konsekvenser. Slutningen overtages i stigende grad af hallucinationer og forestillinger om altings begyndelse og ophør.
Mod slutningen af forløbet konstaterer Theis, at ”vi er nogle skøre kugler; vi mennesker, ikke andet, det er bare det, er det ikke? Jo. Nu rykker vi lidt rundt på tingene her, ryster posen, skøre kugler i posen, skøre kugler og partikler.”
Og det er så det, Ørntoft gør: ryster posen med litterære klichéer. Noget af det kommer han godt omkring, fordi han skriver så godt, som han gør – stilistisk set. Mens andet næsten kører i tomgang.
”Hvad er jeg?”, spørger Theis. Det er ikke et nyt spørgsmål, omend der er sket en forskydning fra hvem til hvad. Det peger på det dyriske i Theis. Det drejer sig om reptilen i ham, som også Leif Panduro og andre fra hans generation søgte. Det er så dér, man er. Det er igen blevet ”Øgledage”. Man går ind i mørket og ser ud på lyset. Man er igen i gråzonen mellem det menneskelige og det dyriske, mellem det kulturelle og det biologiske.
”Hvorhen? Hvortil? Jeg er alene her.” Sådan spørger og konstaterer Theis og formulerer dermed et par klassiske eksistentielle problemstillinger. Theis er et forvirret menneske, der er løst af alle bånd til familie og venner. Den eneste ven er hans ”partner in crime”, den portugisiske Diago, som han kører omkring med, uden at de egentlig deler tanker og forestillinger.
Ved en koncert i Madrid siger Theis om bandet: ”Det sagde mig ikke det store, men det sagde mig heller ikke det mindste.”
Omtrent sådan har jeg det selv med Ørntofts roman. Det er en talentfuld roman i den forstand, at den er godt skrevet, men det er også en roman, der ikke rigtig kommer videre med de efterhånden temmelig banale episke mønstre, man kender i forvejen. Ørntoft rykker rigtignok noget rundt på tingene, men der skal mere og andet op af posen, før det virkelig siger bingo. En mere original historie ville have gjort underværker.