Posten har reddet boghandlen på Fanø

For fem år siden blev Fanø Boghandel også posthus. På den måde har man bevaret den mere end 100 år lange tradition for at have en boghandel på øen

Karina Haldan har arbejdet i Fanø Boghandel, siden hendes forældre købte butikken for 10 år siden. – Foto: Daniel Øhrstrøm.
Karina Haldan har arbejdet i Fanø Boghandel, siden hendes forældre købte butikken for 10 år siden. – Foto: Daniel Øhrstrøm.

”Dén der. Og så skylder Hanne en 20’er,” siger en lokal kunde smilende og smider Fanø Ugeblad på købmandsdisken med et klask.

”Ja, det er også rigtigt,” siger Karina Haldan på den anden side af disken og tager imod pengene med et smil. Hun har været ansat i boghandlen, siden hendes forældre købte butikken for 10 år siden.

På facaden udenfor står der ”Fanø Boghandel” med hvide bogstaver, men også ”Tips”, ”Lotto”, ”Foto”, ”Bøger” og ”Papir”, for her handler familien nu med lidt af hvert for at få det hele til at køre rundt – og den røde postkasse på ydermuren har længe været en vigtig del af pakken. Butikken, der ligger på et hjørne af Hovedgaden i havnebyen Nordby, har ligget der lige så længe, Karina Haldan kan huske. Og det ville være nærmest utænkeligt for hende, at der ikke skulle ligge en boghandel mellem de små charmerende huse her på øen ud for Esbjergs kyst.

”Min mor er ægte fannik, som man kalder os fra Fanø, og hendes slægt har levet på øen i tre generationer. Min far har et murerfirma, og da de købte butikken, blev jeg straks ansat. Det særlige ved at drive forretning på Fanø er selvfølgelig, hvordan det bølger mellem vinter og sommer her. Om vinteren kan der godt gå længe mellem kunderne, men om sommeren er her sort af mennesker, og vi sælger også mange souvenir-ting. Alt, der står Fanø på, sælger – hvad enten det drejer sig om julekugler eller kopper,” siger Karina Haldan, der gerne vil indrømme, at intet af det, der står på hylden i plastik og billig keramik, bliver fremstillet på Fanø.

Det gør en del af boghandlens bøger til gengæld. Der bor flere forfattere på Fanø, og Danmarks første kulturminister, socialdemokraten Julius Bomholts hus i Sønderho bliver stadig udlånt til forfattere, der har brug for at skrive i fred og smukke omgivelser. Sådan er der blevet mange bøger til på Fanø, og nogle af de ferierende forfattere på Fanø er siden blevet så forelskede i øen, at der en overgang nærmest var en lille forfatterkoloni på Fanø.

Til august udkommer endnu en bog fra Fanø. Det er Erik Valeur og Lise Ringhof, der udgiver deres fælles slægtsroman, ”Det er de danske som flygter”, der er skrevet og udspiller sig i Sønderho. Og dén vil man i hvert fald også kunne finde i Fanø Boghandel, selvom butikkens bogsortiment ikke er verdens største, lover boghandleren. For alt, hvad der på den ene eller anden måde står Fanø på, bliver altså solgt her sammen med aviser, blade, souvenirs og ikke mindst pakkepost.

For det er pakkerne, der sørger for, at butikken løber rundt hele året, og at man fortsat kan købe sig en bog i en boghandel på Fanø – ligesom man kunne i 1867, hvor en boghandel i Nordby blev etableret af J.C. Christiansen, og ligesom man kunne i 1926, hvor øens boghandel hed S.C. Hansens Boghandel. Forretningsmodellen i dag er nu nok noget anderledes, end den var for 150 år siden.

”Vi er også en slags posthus. Det blev vi for fem år siden, og sådan fik vi lagt en ekstra sæson ind med alle julepakkerne. Men selvom vi ikke kun lever af bogsalg, vil jeg gerne stadig se boghandlen som vores kerneydelse. Pakkerne kommer jo af sig selv, men det er os, der sørger for, at man altid kan købe bøger på Fanø. Vores udvalg er ikke stort. Bestsellerne har vi, men resten kan vi altid bestille hjem, og jeg tror, at det betyder meget for øen at have adgang til bøger,” siger Karina Haldan, inden hun betjener to tyske kunder, der bare skal købe frimærker og postkort med små tækkede huse – men her bliver alle kunder hilst velkommen og sendt ud i verden med et smil.