Den nyligt afdøde digter Simon Grotrian var blandt de mest produktive i dansk litteratur. Og at der nu udkommer en posthum digtsamling undrer naturligvis ingen, da der utvivlsomligt ligger adskillige af Grotrians manuskripter hos Gyldendal, ligesom der gør af en anden manisk skrivende digter, Klaus Rifbjerg.
”Damoklesdrive-in” lyder den besynderlige titel på digtsamlingen, hvor der som altid hos Grotrian skabes en bizar syntese af betydningselementer, der normalt ikke knyttes sammen, som for eksempel klassisk mytologi og dyb alvor og moderne teknik og underholdning.
Sådan springer gnisterne da også mellem forskellige forestillingsområder i Grotrians tekster, der i den nye digtsamling omfatter tre forskelige genrer, som vi alle tidligere har mødt i forfatterskabet. Det drejer sig om langdigte, firelinjede kortdigte med en inciterende spænding mellem overskrift og den øvrige tekst samt konkretistiske digte.
Inden for den sidstnævnte digtkategori, der i sporene fra Vagn Steen i 1960’erne udforsker skriftens visuelle potentialer, møder vi digte, der i sagens natur ikke er dybe og komplicerede, men enkle, underfundige, sanselige, humoristiske og charmerende.
Mens en del af dem vanskeligt kan citeres i en avis, da deres grafiske fremtræden fylder en side, kan jeg dog nævne en række af de korteste lækkerier.
Et digt hedder ”Dans om juletræet” og ser ud på følgende måde: ”(Å)”.
Et andet, ”Susende træer”: ”YYYYYYYYYYYYYYYYYYYYYY”.
Og endelig ”Ottetallet stripper”: ”9”.
Lige så original er den anden type digte, jeg omtalte, nemlig kortdigtene, hvor Grotrian under en ganske ordinær og dagligdags overskrift har anbragt en rablende supersurrealistisk tekst på fire linjer.
Hvilken overskrift kan således forekomme mere triviel i dette jubilæumsår end ”Månelanding”, under hvilken man så finder en tekst, der kunne være en afsindig parodi på de konspiratoriske og okkulte forestillinger, som begivenheden har akkumuleret:
”Forsøgspersonerne slæbte efter dig rullet ind i sukker/ da du trådte et skridt i rummet/ kloden sank ned i gryden som et kæmpe blomkålshoved/ og snorkelyde fra førerbunkeren i midten.”
En anden tekst anvender den fra medierne velkendte overskrift ”Berømte skønheder under kniven” og excellerer i et rædselskabinet af hæslighedseffekter:
”Hun kom sejlende ind i billedet med en storkerede på hovedet/og solnedgangens røde farve til knæene/ penslen kørte rundt i stylter af glas med næb på spidsen/ portrætter var splattet ud over væggene, de nedlagte hjorte.”
Endelig finder man i Grotrians digtsamling et indledende langdigt med titlen ”En soiré for de halte”, hvor vi virkelig mærker, hvilken rablende, formsprængende og radikal digter Grotrian var.
Digtet starter med et fuldstændig traditionelt ”O Danmark”, men så kan det ellers nok være, at fantasiprotuberanserne slippes løs og går amok i den fuldstændig unikke, uforståelige og fascinerende stil, som var Grotrians vægtige bidrag til dansk litteratur gennem flere årtier: ”Grimm parkerer sin cykel i atmosfæren/ fordrevet af lykkelige punktummer efter kaskelotten.”