Prøv avisen
Bog

Kirgisisk klassiker er folkekunst i bedste forstand

En lille perle af en kærlighedshistorie, der samtidig fortæller om en malers tilblivelse i den unge dreng. Steppen blomstrer også i ham, skriver anmelder. Billedet er fra Kirgisistan.

Kirgisisk klassiker, der nu er nyoversat, overbeviser med fantastiske beskrivelser af forelskelsens små detaljer

Navnene i og om denne roman er næsten ikke til at sige. Forfatterens navn er Tjingiz Ajtmatov (1928-2008), og han er fra Kirgisien i Centralasien på grænsen til Kina.

Hans berømte historie fra 1958 har navn efter den kvindelige hovedperson, Dzjamilja, der langsomt tiltrækkes af manden Danijar.

Det hele fortælles gennem en ung drengs øjne erindret som ældre. Stedet er en kollektivlandsby i Kirgisien i den tidlige sovjettid, der danner scene for en kærlighedshistorie, som man suges ind i side for side.

Lang som en fortælling, enkel og dog subtilt opbygget med oplysninger strøet rundt omkring som foregribelser.

Det er den stille, næsten tavse kærlighed, der går for sig mellem en krigsinvalid og en kvinde, hvis mand er såret og ligger på et feltlazaret og derfor ikke er hjemme i landsbyen.

Et bondeliv fortalt indefra af den unge dreng, der mod slutningen opdager, at han selv er forelsket i Dzjamilja, men må nøjes med at male de elskendes møde, medens de syngende kører over steppen.

Det lyder drivende sentimentalt, men er gjort med en sådan sans for forelskelsens små detaljer, at man må kalde det stor kunst.

Kvinden har i den følgende situation brudt alle hensyn og er sprunget op på vognen, hvor krigsinvaliden sidder indadvendt og styrer hestene, syngende for at udholde de store afstandes kedsomhed.

Hun læner sig ind mod manden, og fortælleren ser det:

”Han sang om kærligheden! Jeg var dybt grebet. Det var som steppen sprang i blomst, kom i bevægelse, trængte mørket bort og på denne udstrakte steppe fik jeg øje på to elskende (...) Det var nye mennesker, lykkelige som aldrig før set”.

Steppen i blomst, der trænger mørket bort, er jo et naturbillede, som giver selve kærlighedens væsen og komme uden at gøre særligt opmærksom på det, fordi det udnytter stedets egne muligheder, steppen og vognens lange vej hen over den mellem øjeblikkets blomster.

Og så enkelt er historien fortalt - den historie, som den franske forfatter Louis Aragon opdagede og gjorde verdensberømt.

Poul Borum kaldte den i en anmeldelse fra 1974, hvor Ole Husted Jensens oversættelse første gang udkom, for ”folkekunst i bedste forstand”.

Sådan skal den læses, en lille perle af en kærlighedshistorie, der samtidig fortæller om en malers tilblivelse i den unge dreng. Steppen blomstrer også i ham.

kultur@k.dk