Prøv avisen

Præster er også kvinder

Arkivfoto: Kvindelig præst vier par i Hørsholm kirke. Foto: LISELOTTE SABROE

Antologien Kvinde mand kirke kommer langt omkring. Så langt, at det er for meget, men også ganske charmerende

Den kvindelige præst.

Når man skriver sådan, er man midt i problemstillingen: Præsten er en mand og den kvindelige præst er det særlige. Sådan er det jo faktisk ikke længere i folkekirken, hvor der siden 2010 er en lille majoritet af præster med lige cpr-nummer.

LÆS OGSÅ: Frihed, fælleskab og forpligtelser

Eva Holmegaard Larsen har redigeret artikelsamlingen Kvinde mand kirke, og hun skriver i forordet, at der næppe er tvivl om, at ordinationen af kvinder er det mest betydningsfulde, der er sket i den kristne kirke i nyere tid. Det tror jeg, at hun har ret i spørgsmålet er blot, hvad det har betydet. De 11 artikler giver langtfra noget entydigt svar på spørgsmålet. Bogen favner bredt skriver redaktøren i sit forord. Man kunne også sige, at den stritter i mange retninger.

Hans Hauge er den, der mest direkte tænker videre på dette, ens grundlæggende spørgsmål, og sætter den ind i sammenhæng med øvrige ændringer i samfundet. Det går på Haugesk vis over stok og sten, vi kommer omkring Studenterkredsen og Kaj Munk og Hanne Ørstavik og ender med en uforbeholden kærlighedserklæring til folkekirken som den mest frisindede institution i Danmark: alle andre steder ensrettes vi, kun ikke i folkekirken. Folkekirken er med sine kvindelige præster den mest effektive kirke- og islamkritik, man kan tænke sig. Og ateisterne? De er mænd; mænd, der hader kvinder.

Flere af artiklerne er lagt historisk an. Det gælder for eksempel Pia Friis Laneth, der skriver et stykke kvindekrønike med udgangspunkt i sin egen historie og ordinationen af de første kvinder i folkekirken.

Og det gælder Hans Raun Iversen, der biograferer 12 kvindelige missionsapostle, mere eller mindre oversete kvinder, som fandt en livsopgave i mission. Usædvanlige kvindeliv, som rehabiliteres velfortjent. Men hvor er forbindelsen fra de med en enkelt undtagelse ugifte og barnløse kvinder med mission som livsopgave til moderne præsteliv med mand og børn og ønsket om arbejdstider, der ligner det, andre mennesker har? Eller måske snarere ønsket om arbejdstider, som svarer til præsters forestillinger om, hvordan andre mennesker arbejder? Med andre ord: Hvor er den kritiske vinkel på funktionærgørelsen af præsteembedet set i et kønsperspektiv?

Et spørgsmål af samme skuffe dukker op, når man læser Henrik Wigh-Poulsens artikel om Jakob Knudsen og den gamle præst. Interessant artikel, men hvor er analysen af præsten i nyere skønlitteratur og film? Hvad er det for en skikkelse, der i kulturen har taget over, hvor den gamle faderskikkelse abdicerede? Det vrimler jo med præster i danske film og romaner, det spiller formentlig også med i folks forventninger til præster i dag og bidrager til præsters selvbillede.

Der er til gengæld også artikler, hvor man overrumples af en overraskende konklusion. Sanne Thøisen har for eksempel fået til opgave at læse prædikener af mænd og kvinder til 2. juledag. En rigtig god idé at få undersøgt, om der er forskelle. Nej, konstaterer Sanne Thøisen: Den lille forskel er væk, når det gælder prædikenen. Dér røg altså forestillingen om de særligt livsnære prædikener fra kvinden på prædikestolen. Den nedslående konklusion er, at begge køn prædiker lige uforståeligt Det kunne være interessant at få afprøvet den konklusion på et større antal prædikener.

Kvinde mand kirke er spredt fægtning, men rummer mange igangsættende pointer, som fortjener større udforskning. Bolden er givet op.

kultur@k.dk