Prøv avisen
Bog

Præcise noveller om magtens bagside

"Idioten og de andre" er noget ujævn, men har enkelte pletskud, mener litteraturanmelder Vibeke Blaksteen Foto: Modelfoto/Pink Badger

"Idioten og de andre" er en noget ujævn novellesamling, som står skarpest, når forfatteren forener humor og et realistisk blik for tomheden bag facaden

Titlen ”Idioten og de andre” fører tankerne hen på Dostojevskijs store roman, og det er ganske bevidst. Frans Grandjeans novellesamling nummer to har som en af sine gennemgående figurer det gode menneske, uselvisk, naivt og ofte upåskønnet, men også dets modsætning, kynikeren, og det er her, det bliver interessant. Forfatteren er nemlig tydeligvis selv mest optaget af psykologien bag kynikerens adfærd, især hos erhvervsfolk i færd med at sikre sig indtjening og magt, men også hos mennesker i hverdagssituationer. De får stemme som jegfortællere og afsløres derigennem som de selvbedragere, de i virkeligheden er. I flere af novellerne præcist og effektivt.

En af dem er ”Bag døren”, hvor hovedpersonen forfølger sine drømme om at skabe en selvstændig virksomhed, og det kommer til at ske på bekostning af forholdet til hustruen. Hans valg indebærer, at medfølelse og egen sårbarhed skubbes væk og forskanses bag en selvsikker tro på kontrol over sig selv og sit liv.

Forfatteren arbejder som her flere steder med overraskende og kraftfulde pointer. Det gælder ”Ronson” og ”På toppen”, begge om mænd i erhvervslivets top, hvor succesen er i gang med at krakelere. Hovedpersonerne drives ud i det ekstreme, da magten glider dem af hænde. Novellerne ender i grumme pointer om den ensomhed og magtesløshed, der lurer, når facaden bryder sammen. Også i ”Glashuset” har vi med en desperat mand at gøre. Han lider under den hårde konkurrence med sine kolleger i virksomheden, og hovedpersonen tyer også til voldsomme midler for ikke at miste sin position.

Andre af novellerne har ikke samme greb om struktur og pointer. Der er bagateller som ”Spandevis”, og i ”Inden for murene” udvikler den afsluttende pointe sig i en moraliserende retning, der ødelægger novellens flertydighed. Endelig er den vægt, novellen ”Idioten” har fået, et fejltrin. Den indleder samlingen, er omfangsrig og betones som titelnovelle, men hører til blandt de svageste. Hovedpersonen er en moderne udgave af Dostojevskijs figur, men han forbliver en kliché, ikke mindst fordi sproget om det gode og helstøbte i ham lyder tamt. Det er svært at skildre en figur, hvor indre modsætninger postuleres ophævet.

Forfatteren kender meget til konkurrenceklimaet i erhvervslivet og dets omkostninger, ikke mindst for mænd. Et par af novellerne bevæger sig i andre sociale miljøer, og en enkelt - i øvrigt god og underfundig - har en kvindelig hovedperson. Novellesamlingen er noget ujævn, men med pletskud undervejs, og forfatteren står stærkest, når han forener humor og et skarpt, realistisk blik for tomheden og selvbedraget bag facaden.