Lang og kedelig prædiken for koret

Et 2500 år gammelt drama forvandles på Betty Nansen Teatrets Edison-scene til et iltfattigt indspark i flygtninge- og feminismedebatten. Et syngende, sentimentalt debatindlæg

Hvis ikke man vidste bedre, skulle man tro, at man havde stukket hovedet ind til en yogasession et sted på Christiania. Flagrende afrikanske gevandter, frimodige kvinder i alle farver og former, der vrider sig synkront og synger noget surt om patriarkatet. –
Hvis ikke man vidste bedre, skulle man tro, at man havde stukket hovedet ind til en yogasession et sted på Christiania. Flagrende afrikanske gevandter, frimodige kvinder i alle farver og former, der vrider sig synkront og synger noget surt om patriarkatet. – . Foto: Betty Nansen Teatret.

”Hvis vi hjælper, bringer vi krig til vores land. Hvis ikke vi hjælper, bringer vi skam over os alle.”

Hvad vejer tungest – den gudgivne forpligtelse til at hjælpe en fremmed i nød eller ansvaret for at beskytte sit eget folk? Det er det dilemma, Kong Pelasgus står over for, da en båd fyldt med flygtende kvinder skyller op på Argos’ kyst. Aischylos’ 2500 år gamle drama om Danaos’ døtre, der flygter fra Egypten for at undgå tvangsægteskab med deres fæle fætre, skal i Simon Bobergs opsætning tydeligvis fortælle os noget substantielt om vores egen tids store udfordring: flygtningekrisen – eller som det højstemt erklæres i pressemeddelelsen ”flytte samtalen om flygtningekrisen” og ”finde nye nuancer i et ofte forsimplet dilemma”. Men forestillingen kommer hverken helt eller halvt i mål med sin mission.

Lad os begynde med det gode. Der ligger utvivlsomt en hæderlig intention bag opsætningen. At vække den gamle græker til live for at høre, hvad han har at fortælle os i dag. Men dermed stopper det agtværdige også. For det bliver hurtigt klart, at Aischylos mest af alt danner afsætsrampe for moderne MeToo-dagsordener og filistrøse indspark i flygtningedebatten.

Hovedrollen er indtaget af et vældigt kvindekor bestående af 20 unge kvinder, lokale amatører, der frivilligt har foræret deres tid til projektet. Igen en sympatisk tanke, men i praksis fungerer det mindre godt.

Hvis ikke man vidste bedre, skulle man tro, at man havde stukket hovedet ind til en yogasession et sted på Christiania. Flagrende afrikanske gevandter, frimodige kvinder i alle farver og former, der vrider sig synkront og synger noget surt om patriarkatet, en mand med bare tæer, der går løs på et eksotisk slagtøj. Der messes, klages, råbes og rappes på livet løs, et kollektivt brøl, en bøn om nåde akkompagneret af farverige ”asylstaves” stompen i gulvet. Enhver venligbos våde drøm.

Det klassiske kor er trådt ud af den observerende kommentatorpositur og har indtaget rollen som stykkets protagonist. Men hermed flyttes fokus også fra det egentlig interessante, dramaets kernekonflikt, Pelasgus’ eksistentielle vaklen mellem det verdslige og det hellige – skal han redde kvinderne og risikere krig? Mikael Birkkjærs konge bliver således en mærkelig blodfattig figur, hvis splittelse og tvivlrådighed, som ellers let kunne tale til os, aldrig for alvor bliver mærkbar.

I stedet er det én lang repeterende klagesang og ventilering af luvslidte paroler om frihed og ”ligeret til alle kvinder”.

Den annoncerede nuancering udebliver, fordi vægten i iscenesættelsen er lagt forkert – eller måske mest af alt, fordi den aldrig var den egentlige intention? I hvert fald er det meget hurtigt gennemskueligt, hvordan sympatierne skal fordeles, og stykket bliver utrolig langt og kedeligt, når først dén tiøre er faldet. Betty Nansens aftenskoleagtige venligboversion af den antikke klassiker er en hul prædiken for koret, som hverken gør os klogere på dengang eller nu.