Der foregår i øjeblikket en diskussion blandt nogle præster i folkekirken om prædikenens aktualitet. En præst skrev, at prædikenen har udspillet sin rolle, fordi nutidsmennesket ikke behøver at blive intellektuelt belært i samme grad som på Luthers tid. Halløj!
Jeg er enig i, at hvis prædikanten vil belære sin menighed, så har prædikanten ikke forstået, hvad en prædiken er. En prædiken skal opbygge, glæde, inspirere og udfordre menigheden. Den skal få solen til at skinne på en regnvejrsdag. Den skal få den triste til at le. Den skal få den ligeglade til at studse og tænke: Her er mere, end jeg regnede med! Den skal få den angste til at se op. En prædiken skal ganske enkelt ændre menneskers liv. Basta.
Det er selvfølgelig vilde krav, og det lykkes nok ikke hver søndag, men prædikanten skal yde sit ypperste og lytte til Bibelen og menigheden. Hvis man synes, at det, man har med op på prædikestolen, har udspillet sin rolle, skulle man måske overveje ikke at gå derop. Det er en hån mod menigheden, hvis ikke det lyser ud af præsten, at det her er vigtigt, ja, livsvigtigt.
En prædiken hører til i den tætte forbindelse, der er mellem præst og menighed. De skal ikke læses, men høres. En prædiken er et hjertebånd mellem præst og menighed.
Derfor er det ikke let at anmelde trykte prædikener. Juma Nellemann Kruse er sognepræst i Trige, Ølsted og Spørring Pastorat samt sognepræst i Ebeltoft Sogn. Han har på eget initiativ udgivet en række prædikener og klummer fra Adresseavisen Syddjurs med titlen ”Hjertets dannelse?”.
Tidsmæssigt spænder de over perioden fra efteråret 2018 til foråret 2020 med virtuelle corona-prædikener. Man må sige, at Juma Nellemann Kruse griber dybt i skuffen, og det virker, som om det meste skulle med, nu når man var ved at kigge sagerne igennem.
Jeg kan ikke mærke hjertebåndet mellem præst og menighed. Det er faren ved kun at læse prædikener. Hvor er prædikantens krop og udstråling? Der er ikke megen udstråling fra de trykte sider. En del af prædikenerne bærer præg af manglende redigering. Andre burde slet ikke været kommet op af skuffen. Enkelte er så blodfattige, at man tænker sit om stemningen i kirken. Det gælder konfirmationsprædikenen fra 2019 i Ebeltoft Kirke. Den er i mine øjne desværre helt kling-klang. Stakkels konfirmander! Der er selvfølgelig også prædikener, der hæver sig lidt op, men der er langt mellem snapsene.
Klummerne til den lokale annonceavis synes jeg er for kirkelige. Jeg mindes, at den langelandske redaktør fra den lokale avis, som jeg af og til skrev i for årtier siden, mente, at ”klummer er ikke prædikener – de er noget andet! De er livsbilleder set fra præstegården.” Klummerne i bogen er desværre ikke livsbilleder.
Bogen hedder ”Hjertets dannelse?”. Jeg forstår ganske enkelt ikke spørgsmålstegnet. Er det ikke det, forfatteren vil med sine prædikener og sin bog, nemlig at servere det for sine menigheder?
Bogen indeholder desuden nogle virtuelle corona-prædikener fra sidste år, hvor folkekirken gik amok på de sociale medier, og det var ingen nydelse. Det var værre end skolekomedien på Husum Skole i 1960’erne.
Jeg vil til sidst sige til Juma Nellemann Kruse de ord, som gamle Glistrup sagde på sit bornholmer-engelske, da han blev smidt ud af Folketinget: ”Try, try, try again.” Og lad så en anden redigere stoffet, når indtil flere skuffer er fulde af manuskripter.