Prøv avisen

Prærieprinsesse med modstandskraft

Laura Ingalls på prærien ved Silver Lake i South Dakota, hvor familien var blandt de allerførste nybyggere i 1880. Laura så en by vokse frem på den øde prærie på en enkelt sommer. - Foto fra bogen

Forfatteren Laura Ingalls Wilder elskede prærien. Men det var også der, hendes bror døde, hende søster blev blind, og hun selv sultede og frøs gennem en uendelig vinter i et træskur i minus 30 grader. Hvordan kunne familien Ingalls holde ud på den amerikanske kolonisationsgrænse, hvor så mange andre gav op?

Forfatteren Laura Ingalls Wilder blev født i tirsdags, den 7. februar, for 150 år siden. Hun døde i går, den 10. februar, for 60 år siden.

Mellem de to datoer tilbagelagde hun op mod 3000 kilometer i hestetrukket prærievogn, og barndommens rejser blev det rå manuskript til otte verdensberømte børnebøger, der om nogen har skabt fortællingen om koloniseringen af USA i anden halvdel af 1800-tallet. Ingalls er sindbilledet på pionerfamilien, skramlende ud over prærien i jagten på et bedre liv. Fattigdom, sult og tragedie var løfterne, der aldrig svigtede. Men håbet, sammenholdet og kærligheden til det vilde, øde land var altid med.

En lillebror døde derude. Storesøster Mary blev blind. Laura oplevede at sulte så slemt, at hun engang spiste rå majroer fra marken og en anden gang ikke fik stort andet at spise end brød lavet af såsæd, da familien overlevede en lang vinter i en nybyggerby komplet isoleret af snestorme.

Så hvilket stof var den gjort af, pionerfamilien? Hvordan kunne Ingalls holde ud og holde sammen?

I 1932, da Laura Ingalls Wilder stod på tærsklen til sit litterære gennembrud, skrev hun til sin datter Rose Wilder Lane, som selv var en kendt journalist og forfatter – og sin mors uformelle redaktør.

Her, som i flere andre korrespondancer, famlede moderen efter ordene for, hvad hun kaldte ”tiden og stedet” eller den særlige ”ånd”:

”Vi var som regel ikke lette at bringe i sindsbevægelse. Far var måske … men jeg tror aldrig, mor var … det forekommer mig, at vi havde tilbøjelighed til at være fatalistiske – vi tog tingene, som de kom. Det er helt sikkert, at vi hadede ballade, som jeg stadig gør.”

Endnu tættere kommer man i bogen ”Pioneer Girl – The Annotated Autobiography”, der udkom i 2014 og er et godt springbræt for at mindes Laura Ingalls Wilder i en uge, der rummer hele to mærkedage.

”Pioneer Girl” var hendes første forsøg på at skrive sine memoirer. Det var en bog skrevet af en voksen til voksne, men den blev afvist af forlæggerne i starten af 1930’erne. Minderne fandt først et publikum, da de blev bearbejdet til fiktion for børn. ”Pioneer Girl” er Laura Ingalls Wilders stemme, oprindelig og upoleret, men den er mere end det.

Mindst lige så fascinerende er et noteapparat mange gange større end memoirerne selv, hvori bogens redaktør, Pamela Smith Hill, og South Dakota Historical Society Press har opsporet ethvert menneske, Laura Ingalls Wilder skrev om, og kortlagt enhver begivenhed, hun oplevede. Det er et virkeligt eventyr dybt ind i den tid, der var Ingalls’ og alle nybyggeres, da de tog jomfrulandet under plov.

Laura Ingalls Wilder blev født i delstaten Wisconsin. Hun var kun et år gammel, da familien første gang drog mod vest til Missouri og derfra til et indianerreservat i Kansas. Minderne herfra blev til børnebogseriens andet og måske mest kendte bind, ”Det lille hus på prærien”, mens første bind handler om livet i Wisconsins dybe skove, en tid, der i virkeligheden lå efter årene i Kansas. I sin fiktion manipulerede Laura Ingalls Wilder begivenhederne, så familien Ingalls, som ukuelige pionerer, altid drog mod vest i stedet for at zigzagge frem og tilbage, sådan som det skete i virkeligheden, efterhånden som muligheder bød sig, men endte i blindgyder.

”Pioneer Girl” begynder i Kansas med Lauras tidligste erindringer.

”Jeg lå og så på lejrbålet gennem åbningen i vognens overtræk, og far og mor som sad der. Der var så ensomt og så stille med stjernerne, der skinnede ned på det store, flade land, hvor ingen boede,” husker hun på første side.

Men nogen boede på landet. Charles Ingalls slog sig ned i the Osage Diminished Reserve, hvor nybyggere ulovligt væltede ind efter Den Amerikanske Borgerkrig. Det var den mest isolerede bosættelse, han nogensinde udsatte familien for. Og den var farlig. Laura hørte indianerne skrige om natten, og hun så sin far patruljere deres hytte.

En note i ”Pioneer Girl” forklarer, hvor spændt stemningen faktisk var mellem nybyggerne og Osage-indianerne i 1870. En agent rapporterede til myndigheden Indian Affairs, at indianerne ”kunne massakrere indbyggerne i denne dal på et par timer, og hvis de drives til at gøre det dette forår, vil det ikke overraske mig”.

Samtidig gik der rygter om, at militæret ville fjerne nybyggerne fra indianernes land. I 1871 var familien for første gang på retræte, tilbage mod øst, til Lauras fødegård i Wisconsin.

”Far var ingen forretningsmand. Han var en jæger og fanger, en musiker og poet,” skrev Laura Ingalls Wilder til sin datter i 1937.

Beskrivelsen af Charles Ingalls er måske den bedste forklaring på, hvorfor familien igen forlod Wisconsin i 1874, for i sine manuskripter afslører Laura Ingalls Wilder intet om armod eller sult, der kunne have tvunget dem afsted. Det kom til gengæld i Minnesota, hvor faderen tog sit næste hjemsted.

Laura Ingalls Wilder bruger naturen næsten som en karakter i sine bøger. Landet var familiens med- og modspiller, nogle gange som en alkærlig gud, andre gange som en storslået modstander. Hør for eksempel, hvordan hun skriver om det grøngyldne korn, der rejste sig i voksen mands højde på familiens mark med sine løfter om rigdom og fremskridt.

”Alt ville blive nemmere nu. Vi tænkte ikke på tøj og mad, nødvendigvis. Det var mere en følelse, vi havde, at alt var større og lettere, og det var en god verden.”

Men pludselig var det, som om nogen trak et tyndt lagen hen over den klare dag.

”Vi løftede ansigterne og så lige ind i solen. Den havde skinnet klart, men nu var der en lys, vattet sky foran den, så den ikke gjorde ondt i øjnene. Og så så vi, at skyen var græshopper. De faldt mod jorden som hagl i en haglstorm, hurtigere og hurtigere,” skriver hun om den græshoppesværm, der totalt ruinerede familien i 1875.

Noterne i ”Pioneer Girl” forklarer, at græshopperne kom fra Rocky Mountains og var den største enkeltstående årsag til, at nybyggere gav op i området i årene mellem 1873 til 1877.

”Millioner (af græshopper) blev udslettet … men det var omtrent lige så effektivt som at kæmpe mod en af Nordvestens snestorme med en damevifte,” citeres en historisk kilde om den håbløse kamp mod denne bibelske plage.

Hverken i ”Pioneer Girl” eller i Det lille hus-serien afslører Laura Ingalls Wilder, hvor desperat situationen var for hendes familie. Charles Ingalls forlod børn og hustru til fods i lasede støvler for at finde arbejde, der var hverken råd til en togbillet eller til at beholde familiens hestespand, så han kunne ride. Samme år underskrev han et dokument hos de lokale myndigheder om, at han var ”fuldstændig uden midler”. Til gengæld fik familien en tønde mel.

Året efter klækkede græshoppernes æg, og høsten blev ødelagt igen. I sensommeren døde Freddie, Lauras lillebror på ni måneder, af en ukendt sygdom. Familien gav op og tog igen mod øst, hvor forældrene hjalp med at drive et hotel i Burr Oak, Iowa. De stak af fra byen året efter, om natten, ude af stand til at betale deres gæld.

I 1879 ekspanderede The Chicago and Northwestern Railroad mod vest, og den sommer blev Charles Ingalls hyret som bogholder på en strækning af arbejdet. På samme tid blev storesøster Mary blind som 14-årig, sandsynligvis på grund af meningitis. Familien bestod nu af Mary, Laura, lillesøstrene Carrie og Grace samt mor og far.

Det efterår rykkede de til South Dakota, hvor de boede i en barakby med 200 jernbanearbejdere, der alle forsvandt, da vinteren stundede til. Men Ingalls blev tilbudt at overvintre i jernbaneselskabets komfortable hus. Mod øst var der 60 kilometer til nærmeste by. Mod vest var der 100. Vinteren 1879-80 blev den sidste nogensinde, hvor prærien her var fuldstændig vild og mennesketom.

I ”Pioneer Girl” lader Laura Ingalls Wilder to store ulve sige farvel til det land, der aldrig skulle komme tilbage. Hun så dem en måneskinsaften ved søen, hvor huset lå.

”Far sagde, at jernbanearbejderne havde skræmt bisonokserne væk. At de her to ulve nok bare var kommet forbi for at besøge deres gamle hule og så følge horderne. I hvert fald blev bøffelulve aldrig set der igen,” skriver hun.

Om foråret kom nybyggerne, trukket med af jernbanen. Hvor der før var intet, stod der få måneder senere en by. Næste vinter boede 116 mennesker i De Smet ifølge en samtidig optælling.

Den første snestorm ramte i oktober. Ifølge ”Pioneer Girl” ankom det sidste passagertog den 4. januar. Derefter blev byen isoleret totalt af uophørlige storme og sne indtil den 9. maj.

”Vi vidste, at vi ikke kunne regne med nogen hjælp udefra. Vi måtte klare os selv,” konstaterer Laura Ingalls Wilder om den lukkede bane.

Byen var så ny, at ingen afgrøder var høstet det år på nær lidt kartofler. Der var ingen kul, ingen lampeolie, og husene var banket op i hast.

”Vi lå i vores senge de nætter og lyttede til vinden, der tudede og skreg, mens huset gav sig under dens styrke, og sne kom ind langs vinduerne og gennem huller til søm, hvor sømmene var faldet ud, for husene var i bedste fald kun skaller,” skriver Laura Ingalls Wilder.

Kartoflerne slap op. Og melet og sukkeret. Kød og smør fandtes ikke. Nybyggerne spiste såsæden, der skulle have været i jorden til foråret, men den var også knap. Ingalls’ husholdning bestod af ni – foruden dem selv et ægtepar med en nyfødt baby, som boede der den vinter. Hele dagen måtte et familiemedlem male såsæd på kaffemøllen for at lave mel nok til brød, mens en anden snoede hø til briketter, der erstattede egentligt brændsel.

”Når termometeret viser minus 25 til minus 40 grader, og en snestorm blæser det meste af tiden, kræver det en god portion snoet hø at gøre et ufærdigt hus varmt nok til at bo i,” bemærker Laura Ingalls Wilder.

Den hårde vinter gav afsæt til flere af hendes refleksioner over, hvem den tids pionerer var, og i særdeleshed hvad hendes egen families styrke havde været. I 1937 skrev hun til sin datter:

”Folk blev lammede og åndsforladte af de rædselsfulde storme og kulden. Kun få forblev normale og i høj grad i live. Far og Wilder-drengene (hendes senere mand og hans bror, red.) gjorde.”

Mange havde ikke stamina på prærien. Andre scener i ”Pioneer Girl” beretter om alkoholisme, bitterhed, hustruvold (én mand trækker sin kone rundt ved håret, en anden har skudt efter sin), hysteri og slet og ret resignation, hvor nybyggere gav op og rejste tilbage til civilisationen. Familien Ingalls holdt sig fri af det totale sammenbrud. Én forklaring er måske, hvad Laura Ingalls Wilder i flere breve omtalte som familiens afsmag for ballade eller spektakel – ”fuss” på engelsk. I et brev fra 1938 beskrev hun ”folks stoicisme”:

”Folk bliver vant til fare, når de lever med den dag efter dag. De tager ting, som de kommer uden at tænke så meget over det, uden ballade, på en afslappet måde.”

Ifølge Pamela Smith Hill, redaktør på ”Pioneer Girl”, var selvbeherskelse eller ”følelsesmæssig tilbageholdenhed” et karaktertræk, der fulgte Laura Ingalls Wilder livet igennem.

”Laura Ingalls Wilder førte ikke dagbog (ud over enkelte rejsedagbøger, red.) i sit liv. Hun lader ikke til at have været introspektiv, og selv i overlevende breve giver hun os sjældent indblik i sine dybeste, personlige følelser,” skriver redaktøren i en mail til Kristeligt Dagblad.

Familiefølelse og religion var to andre grundpiller i Ingalls-familiens liv. Tag Mary Ingalls, som blev handicappet i et arbejdssamfund og aldrig gift. Men hun skrev digte, blandt andet denne strofe i et digt, hun kaldte ”En fødselsdagsmeditation”:

”Thanks be to God for giving

This life to me at all

Though fraught with pain its living,

It is a ladder tall

That leads from earth to heaven

From birth to endless life

So why should I be craven

And shrink from pain and strife?”*

Laura, mor og far knoklede, så Mary kunne komme på blindeskole i Iowa, da hun var 16 år, og blandt andet lærte blindskrift, håndarbejde og musik. Det viser ifølge Pamela Smith Hill, hvor afgørende det var for forældrene, at børnene fik en uddannelse og chancen for at have interesser.

”Jeg er ikke overbevist om, at ret mange familier på den amerikanske kolonisationsgrænse ville have sendt et synshandikappet barn til en specialskole for blinde,” skriver hun.

Hverdagen blev balanceret, så der var andet end slid: ”Selv på kolonisationsgrænsen mildnede de det hårde liv med glæde ved musik, historiefortælling og læsning,” mener Pamela Smith Hill.

Efter mere end et årti på vandring, sagde Caroline Ingalls stop, da hendes mand atter ville mod vest, nu til Oregon. Familien blev i De Smet, hvor Laura Ingalls Wilder blev gift som 18-årig med landmanden Almanzo Wilder. Hun fik brug for sin sejhed mange år endnu. Almanzo Wilder fik et slagtilfælde, parret mistede en spæd søn, deres hus brændte ned, de gik fallit og emigrerede til Missouri, hvor de blev resten af deres liv.

Men engang i 1929 eller 1930 købte Laura Ingalls Wilder en stak kladdehæfter og en bunke blyanter af hårdhedsgrad 2. Hun skrev ordene Pioneer Girl tværs over forsiden på et hæfte. Hun var 63 år og skulle til at skrive historie.

*Tak til Gud for overhovedet/ at give mig dette liv/ trods fyldt med smerte at leve/ det er en uendelig stige/ der fører fra jord til himmel/ fra fødsel til evigt liv/ så hvorfor skulle jeg være fej/ og vige tilbage for smerte og strid

Familien Ingalls. Bagerst fra venstre mod højre står Carrie, Laura og Grace. Forrest sidder moderen, faderen og Mary. Foto: Laura Ingalls Wilder Memorial Society
Familien Ingalls rejste frem og tilbage over Midtvesten i over ti år, inden de endte i De Smet, South Dakota. Laura Ingalls og hendes mand Almanzo Wilder slog sig ned som landmænd i Missouri, da deres forsøg på at skabe en tilværelse i South Dakota endte med ruin. Kort: Barbara Dahl Poulsen
Et claim shanty var en hytte bygge i hast for at gøre krav på et stykke jord. Hytterne kunne være bygget af bjælker, tørv eller gravet ind i siden på for eksempel en flodbred. Laura Ingalls Wilder boede i den slags midlertidige småhuse en stor del af sin barndom. Foto: The Granger Collection
Græshopper ruinerede familien Ingalls i Minnesota i 1875, og desperat fattigdom fulgte dem adskillige år efter. Græshopperne var af arten Rocky Mountain locusts og plagen var ualmindelig langvarig: fra 1873-1877 hærgede græshopperne regionen. Foto: The Granger Collection
Snestormen the Children's Blizzard i 1888 ramte uventet i skoletiden i flere midtvestlige stater. Laura Ingalls Wilder boede i området på denne tid og oplevede som skolebarn tilsvarende snestorme, hvor voksne og børn gik vild på prærien og frøs ihjel. Flere hundrede døde under stormen i 1888, herunder mange skolebørn. Foto: The Granger Collection
Her er Laura Ingalls Wilder fotograferet omkring år 1885. Foto: The Granger Collection
Laura og Almanzo Wilder besøgte De Smet i 1939. Mor, far og Mary var alle døde. Laura Ingalls Wilder så kun sine forældre få gange, efter hun og Almanzo Wilder emigrerede til Missouri. Det var dyrt at rejse, og hun var selv vokset op med forældre, der for bestandigt forlod deres familier i jagten på et bedre liv. Foto: Laura Ingalls Wilder Memorial Society