Du er på havnen i Boston i slutningen af 1840’erne. Forestil dig et virvar af mennesker, en kakofoni af støj og en sammensmeltning af lugte fra ubeskrivelig stank til forjættende dufte af kolonialvarer. Midt i kaosset af nyankomne immigranter står 25-årige Patrick Kennedy fra Dunganstown i County Wexford. Den muskuløse mand med blå øjne og brunligt hår har overlevet overfarten fra det sydøstlige Irland til ”den nye verden”. Endnu en katolik er ankommet til det protestantiske USA.
Patrick er i teorien klar til at indtage Boston, men i virkeligheden går det anderledes. 10 år efter ankomsten dør den irske udvandrer af kolera efter en slidsom tid som kar- og tøndemager i slummen nær havnen. Inden det sidste punktum er sat, når Patrick Kennedy dog at fostre en familie – tre døtre og en søn – med Bridget Murphy, som han traf på overfarten fra Irland. I kraft af hendes viljestyrke og sønnen P.J.’s succes banes vejen for John F. Kennedy, den hidtil eneste katolske præsident i det katolicisme-kritiske USA.
De 100 år fra Patrick Kennedys 1840’ere til John F. Kennedys indtræden i amerikansk politik i 1940’erne indeholder en fortælling om det protestantiske USA’s langsommelige, men dog gradvise accept af katolikker som fuldgyldige medlemmer af det amerikanske samfund. På Patricks tid var det ikke ualmindeligt med skilte i butiksvinduerne med forkortelsen NINA, der betød: No Irish Need Apply. I
et ellers arbejdskrafthungrende USA var der ikke brug for irere, der for en stor dels vedkommende var på flugt fra hungersnød og kartoffelpest, men som i USA og ikke mindst Boston-området oplevede, at den protestantiske overklasse havde samme antikatolske indstilling, som de kendte alt for godt fra hjemlandet. Mange europæiske konflikter blev i disse relativt tidlige år af USA’s historie ført med over Atlanten, og splittelsen mellem katolikker og protestanter var ikke den mindst betydningsfulde af dem.
Derfor var valget af John F. Kennedy som repræsentant for den 11. valgkreds i Boston i 1946 en både symbolsk og reel sejr. Det blev håndgribeligt for efterkommerne af de første irske indvandrere, at også de kunne stige i samfundsgraderne og blive medlemmer af middelklassen. Ja, måske endda overklassen, som Kennedy-familien.
Vejen dertil var for Kennedys far og bedstefar præget af målrettet og hård kamp mod Bostons protestantiske elite, de såkaldte braminer, der i mange år formente katolikkerne adgang til finanssektoren. Efter Patricks død af kolera overtog sønnen Patrick Joseph Kennedy, kaldet P.J., ansvaret for familiens underhold og overlevelse. Han var hårdtarbejdende og ambitiøs og opnåede med tiden succes som ejer af to værtshuse i Boston og importør af whisky. Sidenhen blev han politisk aktiv og valgt til Senatet i Boston for det demokratiske parti, der altid har været de irsk-katolske amerikaneres foretrukne.
Sammen med hustruen Mary Hickey fik P.J. i 1888 sønnen Joseph – John F. Kennedys far. Joseph gik på mange måder i samme fodspor som faderen og de andre mænd i den familie, der siden blev kendt som Kennedy-klanen. Joseph var fra barnsben entreprenant og fast besluttet på at nå endnu højere i samfundet end sin far. Vejen dertil gik ikke kun via erhvervslivet, men også det akademiske liv, og han blev optaget på det fine Harvard Universitet i 1908. Et intellektuelt geni var han ikke, men han brillerede i universitetets sociale liv – til en vis grænse.
Joseph oplevede nemlig, at nok kunne man klare sig godt som irsk katolik i USA i det, der nu var blevet ”det amerikanske århundrede” – det 20. århundrede med fremgang på talrige fronter – men der var stadig lagt usynlige barrierer ud, og Joseph fik aldrig adgang til de virkeligt fine studenterklubber på Harvard. Regin Schmidt forklarer i sin gedigne Kennedy-biografi ”Den perfekte præsident”, hvordan forbuddet mod at blive optaget de fineste steder prægede Josephs livsopfattelse:
”Uretfærdigheden ved at blive fravalgt på grund af hans katolske tro og immigrantbaggrund gav ham dybe ar på sjælen, og han blev endnu mere fast besluttet på at komme til tops og bevise sit værd. Oplevelsen betød også, at han aldrig mere følte loyalitet over for nogen institution, men kun interesserede sig for sin familie og sine venner.”
John F. Kennedy blev ekstremt præget af de erfaringer, som mændene i Kennedy-klanen gjorde sig i de 100 år fra ankomsten til Boston havn i 1840’erne til Kennedys debut i det politiske liv i 1940’erne. Modvilje og undertrykkelse fra protestanternes side frigav en voldsom kraft, en indigneret målrettethed, der med tiden bragte Kennedy’erne helt til tops i både det politiske liv, i erhvervslivet og i ”academia”, hvor en af de fornemste skoler på det nuværende Harvard er opkaldt efter JFK: John F. Kennedy School of Government. Samtidig er det tydeligt, at Kennedy’erne ikke fik succes ved at fralægge sig deres irsk-katolske identitet. Ingen i klanen ønskede at skjule deres ophav og tro for at passe ind i majoritetens opfattelse af, hvordan ”en rigtig amerikaner” var og er. De opnåede succes ikke mindst i kraft af deres rødder og modstanden imod dem, ikke ved at kappe dem over.
Kennedy oplevede især modstanden imod katolicismen ved præsidentvalget i 1960. Nok så mange ham som et attraktivt alternativ til den siddende præsident, 69-årige Dwight D. Eisenhower fra Det Republikanske Parti – Kennedy var ung, beundret og havde håndfaste holdninger til Sovjetunionen på udefronten og racediskrimination på hjemmefronten – men han var i modsætning til Eisenhower (og alle andre præsidenter nogensinde) katolik og, mente mange, i lommen på Vatikanet. 24 procent af vælgerne sagde i en meningsmåling i 1959, at de ikke ville stemme på en katolik til præsidentembedet, uanset hvor velkvalificeret han var.
Samtidig var der på venstrefløjen i Det Demokratiske Parti (som af politiske modstandere blev kaldt partiet for ”Rum, Romanism and Rebellion”) modvilje mod Kennedy, fordi han ikke var liberal nok i fagforeningsanliggender og ikke tog tilstrækkelig afstand fra mccarthyismen. Her foretrak man modkandidaten i nomineringskampen, Adlai Stevenson, der modsat Kennedy heller ikke kunne kategoriseres som en overfladisk playboy. I 1959 var der næsten dødt løb mellem de to i kampen om at blive nomineret til demokraternes præsidentkandidat mod den republikanske vicepræsident Richard Nixon.
Selvom kritikken af Kennedy for både at være for katolsk og for højreorienteret kom fra forskellige sider af det politiske liv, var der fællestræk i modviljen. Det er blevet sagt, at hvor højrefløjen har antisemitismen, har venstrefløjen antikatolicismen. En strøm af modvilje mod Rom løb under overfladen på den verdslige venstrefløj hos demokraterne, hvor man anså den katolske kirke for at være en autoritær og intolerant institution. Kirkens hierarkiske indretning virkede ude af trit med samtidens strømninger i retning af græsrodsbevægelser og flade magtstrukturer. Mange såede derfor tvivl om Kennedys loyalitet. Ville han som præsident pleje amerikanske eller katolske interesser? Var det Washington eller Vatikanet, der med ham ved roret skulle udstikke amerikansk udenrigspolitik? Frygten for en præsident, der var konservativ i kirkelige og moralske anliggender og højreorienteret i udenrigspolitikken, bredte sig i partiet.
I USA er kirke og stat adskilt og har altid været det. Forfatningsfædrene sikrede fra begyndelsen, at den europæiske tradition med statskirker aldrig skulle få fodfæste i ”den nye verden”. Denne beslutning har siden været garant for et næsten ubegribeligt varieret og aktivt kirkeliv i USA, men har også betydet, at amerikanerne siden republikkens fødsel har været endog meget skeptiske over for enhver udfordring af adskillelsen af stat og kirke, der rangererer blandt de mest ærkeamerikanske principper og er en central del af nationalkarakteren. Hvis mistanken bredte sig om, at Kennedy ville rokke ved denne adskillelse og lade kirken få indflydelse på det politiske liv, kunne det blive fatalt for hans kandidatur.
En løsning kunne være, mente nogle, at stille Kennedy op som vicepræsidentkandidat side om side med Stevenson, der blev spået større chancer for at vinde over Nixon. Men som det konkurrencemenneske, Kennedy var i kraft af sin opvækst i en stor, rivaliserende søskendeflok med en indpisker af en far, afviste han pure denne idé. I Kennedy-klanen gik man efter topposten og hellere i dag end i morgen. En målrettethed, der nok også blev intensiveret af Kennedys talrige fysiske smerter og hans formodning om, at hans liv ville blive kort. Kort var også hans lunte, når spørgsmålet om religion dukkede op i primærvalgkampen, hvor det viste sig svært at komme mistanken om dobbelt loyalitet til livs. ”Den forbandede religiøse ting,” udbrød Kennedy på et tidspunkt og holdt i hele forløbet nøje regnskab med, hvor ofte avisartikler nævnte hans katolicisme. I Kennedy-lejren var der ingen tvivl om, at de politiske modstandere så en stor fordel i at puste til ilden i ”det religiøse spørgsmål”, men hver gang man troede emnet begravet, dukkede det op igen. Staben opfordrede ham derfor til at adressere emnet direkte, hvad han gjorde i flere taler i løbet af 1960. Her sagde han blandt andet:
”Jeg er katolik, men det faktum, at jeg er født som katolik, betyder det, at jeg ikke kan blive USA’s præsident? … Ingen spurgte mig om jeg var katolik, da jeg gik ind i hæren. Ingen spurgte min bror, om han var katolik eller protestant, da han satte sig til rette i et amerikansk bombefly og fløj sin sidste mission,” sagde kandidaten med en henvisning til sin bror Joseph Patrick ”Joe” Kennedy, der døde i kamp i 1944.
Ingen skulle sætte spørgsmålstegn ved Kennedys loyalitet over for land og flag og alle måtte indse, at katolicismen for Kennedy var en strengt privat sag.
Det var især vælgerne i delstaten West Virginia, der voldte Kennedy problemer i primærvalgkampen, men lidt efter lidt lod de sig overbevise af kandidatens helhjertede patriotisme og af en kampagne, der dygtigt koblede de to hovedanklager mod Kennedy, at han var for katolsk og for højreorienteret, sammen. Den amerikanske historiker Robert Dallek beskriver i sit standardværk om Kennedy ”An Unfinished Life”, hvordan Kennedys far foreslog at inddrage Franklin D. Roosevelts søn i valgkampen. Roosevelt var og er om nogen en helt i Det Demokratiske Parti og et ikon for den liberale del af partiet, der hylder hans udbygning af velfærdsstaten og de progressive tiltag under regeringsprogrammet ”The New Deal” i førkrigstiden. Roosevelt døde i 1945, men hans navn og familie havde stadig stor politisk indflydelse (blandt andet udtalte hans hustru Eleanor sig meget kritisk om Kennedys kandidatur), så hvis man kunne inddrage sønnen kunne det påvirke vælgerne.
Kennedy havde stort held med at kæde sin valgkamp sammen med Roosevelts arv (og kaldte siden, da han blev præsident, sit program for ”The New Frontier” med en tydelig FDR-henvisning). Om skiftet i Kennedys valgstrategi skriver Dallek:
”Kennedy mindede tilhørerne om, at Roosevelt havde opnået mere i 100 dage end Eisenhower og Nixon havde i løbet af otte år. ’Og nu er det tid til en anden ’New Deal’ – en ’New Deal’ for West Virginia’, proklamerede Jack. Til at hamre pointen hjem foreslog Joe Kennedy, at man spurgte FDR jr., en Kennedy-støtte, om at deltage i kampagnen, hvilket han gjorde med stor succes, og han tiltrak tilbedende flokke overalt, hvor han kom. En journalist fra West Virginia sagde, at det var som om ’Guds søn er kommet ned for at sige, at det er i orden at stemme på denne katolik, det er tilladeligt, det er ikke noget forfærdeligt at gøre.’”
Nok var modstanden mod Kennedy stor, men flere og flere blev nu overbevist om, at Kennedy vitterligt ikke var en trojansk hest, som Vatikanet forsøgte at trille ind i valgkampen.
Det undertiden skeptiske demokratiske parti endte efter primærvalgene derfor med at nominere Kennedy – som efterfølgende vandt over Nixon, blev myrdet tre år senere og siden skrev amerikansk historie. Katolicismen var altid et privat anliggende for ham og i praksis langt mere indgroet hos hans mor, Rose, som efter alt at dømme påvirkede sønnen i langt mindre grad end den på ingen måder fromme Joseph Kennedy gjorde. Men historien om katolicismens rolle i den første del af Kennedys politiske virke viser, at kirke- og trosliv spiller en langt større rolle i USA end i det verdslige Nordeuropa, og at Kennedys irsk-katolske baggrund var en alvorlig hindring på vejen til Det Hvide Hus.