Jobopslag: Præst søges til at befri gudstjenesten

Teater Svalegangen og Aarhus Domkirke har indgået et utraditionelt samarbejde, der i reformationsåret og kulturhovedstadsåret 2017 skal skabe nye rammer for gudstjenesten

I anledning af reformationsjubilæet i 2017 søger man i Aarhus efter en præst, der vil være med i forestillingen ”Befri gudstjenesten” på lige fod med skuespillere, dansere, musikere, lyd og lydfolk.
I anledning af reformationsjubilæet i 2017 søger man i Aarhus efter en præst, der vil være med i forestillingen ”Befri gudstjenesten” på lige fod med skuespillere, dansere, musikere, lyd og lydfolk.

Det hele begyndte ved et køkkenbord. Som så mange gange før sad Poul Henning Bartholin, der er domprovst i Aarhus, og snakkede med sin kone om kirkelivet i almindelighed og det kommende reformationsjubilæum i særdeleshed.

De var enige om, at året bør give anledning til at kigge nærmere på gudstjenestens form, og da Aarhus samtidig i 2017 er vært for det europæiske kulturhovedstadsår, fandt de i fællesskab frem til, at det bør gøres igennem en teaterforestilling.

”For Luther var gudstjenesten ikke en afsluttet proces, og for os i dag ligger der en udfordring i at give den protestantiske kristendom glød og gøre den til et nutidigt anliggende,” siger Poul Henning Bartholin om baggrunden for idéen.

Da idéen var født, henvendte han sig til Per Smedegaard, lederen af Teater Svalegangen i Aarhus, og han var straks fyr og flamme. Her et års tid før, at begivenheden er planlagt til at finde sted, har de to sat sig sammen på teaterdirektørens kontor i det indre Aarhus for i fællesskab at formulere et jobopslag. De har nemlig besluttet sig for at søge efter en præst, der vil være med i forestillingen ”Befri gudstjenesten” på lige fod med skuespillere, dansere, musikere, lyd og lydfolk.

”Vi søger morgendagens præst, som har mod på at prøve kræfter med en anderledes og moderne gudstjeneste, og som ikke er bange for at gå i dialog med menigheden på nye måder,” siger Per Smedegaard, der kalder ”Befri gudstjenesten” for en interaktiv og tværæstetisk kunstevent:

”Luthers anliggende var blandt andet at befri kirken for alt det, der spærrer og skaber kløfter mellem Gud og mennesker. Han gjorde troen til noget personligt og ville ikke have, at der skulle være en fremmedgørende institution, der spærrer i forholdet mellem mennesket og Gud. For mig er gudstjenesten med de snævre rammer det, der spærrer, og derfor er det oplagt at kigge på den,” mener han.

Per Smedegaard har blandt andet ofte undret sig over, at præsten står med ansigtet mod alteret og dermed har ryggen til menigheden, og at nadverbrødet skal smage af pap og skylles efter med sur vin. Alt det og meget mere vil blive gentænkt i syv begivenheder, hvor kirketjeneren kan være en danser, musikken rytmisk, nadveren en gastronomisk oplevelse, og præsten ikke behøver at være iført sin sorte kjole.

Når der skal være en rigtig præst med i forestillingen, handler det for både domprovsten og teaterdirektøren om, at det hele ikke giver meget mening, hvis ikke publikum kan få en autentisk velsignelse.

”Så bliver det hele bare sådan noget tomt hokuspokus,” siger de.

Den medvirkende præst skal have lyst til at lade sig iscenesætte, og så skal vedkommende altså kunne afsætte halvanden måneds tid i begyndelsen af næste år.

”Det tror jeg på, at der er rigtig mange, der gerne vil,” siger Poul Henning Bartholin.

Han ser en stor fordel i, at det hele skal foregå i en kirke, nemlig Aarhus Domkirke, og at der dermed ikke bliver problemer med at optræde i præstekjole.

”Kirken står og falder med, at vi formår at tænke den ind i tiden. Lige nu viderefører vi et liturgisk spor, der er 400 år gammelt, og gudstjenesten er sådan en arketype, at vi næsten ikke tror, det kan gøres anderledes. Men det kan det,” fastslår Bartholin.

Per Smedegaard er enig:

”Overordnet vil vi gerne iscenesætte det moderne menneskes udfordringer på tværs af trosretninger og livsfilosofier. Temaer som fællesskab, forbrug, kærlighed, velfærd, sundhed og fred vil blive fortolket i det sakrale rum af aktuelle meningsdannere, og publikum vil få mulighed for at diskutere, smage og mærke en ny gudstjeneste. Og for en gangs skyld bliver det en gudstjeneste, hvor alle synger med,” lover han.