Præsten sagde, man har pligt til at håbe. Det er voldsomt svært – ja, umuligt – at efterleve

Har man virkelig pligt til at håbe? Skulle man ikke hellere tale om håbets rare klenodie? spørger Lars Handesten

Til en barnedåb blev Lars Handesten af præsten præsenteret for idéen om, at håb er en pligt.
Til en barnedåb blev Lars Handesten af præsten præsenteret for idéen om, at håb er en pligt. . Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Jeg var til barnedåb fornylig, og præsten sagde i sin prædiken, at man har pligt til at håbe.

Pligt? Kan man håbe på kommando? Er håbet ikke snarere en gave, og skulle man derfor ikke hellere tale om håbets rare klenodie?

Jeg tror det. For jeg tror ikke rigtigt på andre end hverdagens små mirakler. Hvis jeg da ikke lige tvivler på alt og slet ikke i stand til at holde håbet lysegrønt.

Hvis jeg har pligt til noget angående håbet, så er det ikke at tage det fra de små. Som Løgstrup skrev i forbindelse med børnelitteratur, så vover ingen voksen at ”inficere barnet med håbløshed”. I den sag står man over for ”selve tilværelsens diktat”, som man må bøje sig for. Det gør jeg så, for den lille pige, der netop blev døbt, skal ikke på forhånd have sit liv spoleret af mig.

Jeg holder gerne håbet højt til dagligt, mens det kan falde mig svært, når livet for alvor viser sin bagside. Jeg kender jo til død og tilintetgørelse. Nogle af mine nærmeste er døde uden håb om genfødsel og opstandelse. Og lige dér ved barnedåben faldt indgangen og udgangen på livet sammen, da vi sang ”Sov sødt barnlille”. De seneste gange, jeg har sunget den, har været til begravelser af nærtstående familiemedlemmer. Det var næsten umuligt for mig at få den over læberne på denne glædens dag. Men over skulle den og over kom den, uden at det dog bragte mig ud af den momentane fortvivlelse, som salmen ganske mod sine ord bragte mig i. Den skulle have været til opløftelse, men blev det modsatte. Lige da brast alt håb, og jeg var grædefærdig.

Det kan være svært at holde håbet ved lige. Ikke mindst jo fordi fremtiden synes usikker. Klimakrise og folkeslag på flugt, jordskælv og oversvømmelser fortæller os det hver dag.Meningsløse ting sker hele tiden, og afskyelige handlinger bliver begået, så det er lige til at blive sortsynet af, og fra den tilstand og til at forpligte mig selv på at håbe er der altså et stykke. I hvert fald når det gælder mig selv. Det falder mig lidt lettere at håbe på andres end på egne vegne.

Man må ikke tage håbet fra de små, men jeg har heller ikke lyst til at tage det fra mine voksne medmennesker, selvom de trods alt er så erfarne, at de må svare for sig. Mit eget sortsyn, som jeg behændigt undviger hver dag, fordi mit liv trods alt er værd at leve og stå op til, har jeg ikke nogen trang til at dele med andre, selvom jeg kommer til det igen og igen. Jeg kan ikke tie med det, og jeg kan ikke forpligte mig selv på at håbe. Jeg kan ikke pr. dekret være et livstykke og jubeloptimist. Det ville være løgn og forstillelse. Jeg ville være uærlig, og så ville det alligevel ikke være noget værd. Selv små børn kan ane forstillelsen.

Det duer ikke med pligt og kommandoråb, med bål og brand. Jeg må vente på, at det kommer, det spontane håb. Det kommer jo netop af sig selv som en gave, man får. Jeg tabte det i kirken, da vi sang, og fik det igen, da jeg så de små blive døbt i kirken, og da døbefonten blev omgivet af glade forældre og livlige børn. Og det kom bag på mig, da præsten prædikede om håbet og århundreders teodicé-problemer, og man knapt kunne høre en lyd, fordi et netop døbt drengebarn havde tabt sutten og hylede midt i det hele. Leibniz’ ide om, at vi lever i den bedste af alle verdener, druknede i gråd, og Voltaires latterliggørelse af Leibniz gik samme vej, trods præstens ihærdige forsøg på tale sig igennem til menigheden.

Min yngste søn, der sad ved siden af mig, lo lydløst af det absurde optrin, og jeg lo med.

Hans latter viste vejen ud af fortvivlelsen, ligesom den lille pige, der blev døbt, gjorde det på sin måde. Med store øjne og forundring så hun på det hele. Der kom ikke en lyd fra hende under dåben og gudstjenesten. Hun tog det hele til sig med koncentreret nysgerrighed og opførte sig med al den fatning og værdighed, man kan forlange af et menneske. Hun og humoren gentændte det utvungne håb. Således opmuntret forlod vi kirken og trådte ud i den lysende sommerdag.

Klummen ” Tidens tegn” skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.