Prøv avisen
6 stjerner

Frækt, at man har overset den sørgende vildskab i Knud Sønderbys litteratur

6 stjerner

Det danske sprog- og litteraturselskab udsender deres tekstkritiske udgave af Knud Sønderbys ”Midt i en Jazztid” (1931) og ”To Mennesker mødes” (1932) for anden gang på 12 år. Hvorfor er førstnævnte så god?

Da Knud Sønderby (1909-1966) udsendte romanen med den bedste titel i dansk litteraturhistorie, var modtagelsen i al almindelighed forargelse. Som det dokumenteres i efterskriftet til denne gen-genudgivelse af ”Midt i en jazztid”, var der tale om ”klerikal tilsvining”, om almindelig irritation over, at man dyrkede ungdommens dårligdomme, og om socialdemokraters raseri over, at den så klart omhandlede ”bourgeoisi-ungdommen”. Tilmed bidrog den til almen accept af ”pøbel-ord”.

Det er bemærkelsesværdigt. I al sin uskyldighed er det trods alt en kæresteroman, en evigt typisk skildring af en ung mand, der ikke kan vælge, og en ungdoms raseri over verdens forlorenhed.

Det betyder blot ikke, at det er en banal bog. Stud.jur. Peter Hasvig har haft sin ekspeditrice, og hun en nærgraviditetsoplevelse på grund af ham. Det hører læseren om, da Peter en søndag er på cykeltur langs Strandvejen.

Han har overvejet en langelinietur, vil om aftenen i roklubben og slutte i Tivoli. Kan det blive uskyldigere, danskere?

Da han møder sin eks-ekspeditrice på en af Strandvejens badeanstalter, finder de endda et skovløberhus, hvor de får ”sodavand og sandkage.” Det er, som en drenget sang fra en solskins-, bade- og cyklingstid. Og selvom idyllen forplumres af diverse hentydninger til Ellen og Peters tidligere ”uheld”, er det jo ikke for alvor mørkt.

Det bliver det heller ikke, da Peter i stedet møder overklassepigen Vera Bagge, der ganske skønt ”kribler”, hver gang han siger noget overlegent. Hendes familie har et landsted, hvor Peter, vennerne, Vera og veninderne spiller tennis, rider og går i vandet – gentaget i al evighed. Medmindre det regner, så spiller de ”Bridge fra om Morgenen og fortsatte et Par Aar. Det var uudholdeligt”.

Det lyder ikke særlig uudholdeligt, og heri lå måske særligt provokationen med tanke på de tidligere 1930’eres kommende kriser: Denne ungdom går og gør hinanden nonchalant-gravide uden de helt store kvaler, drikker whisky og spiller tennis i lediggang.

Men der er også et samfundsbevidst element i romanen, for Peter er ikke økonomisk på niveau med den kriblende Vera Bagge, og det er et problem. Omvendt er han bedre stillet end søde Ellen. Det er også et problem.

Væsentligere er dog den uegentlighed, der præger ungdommen, uafhængigt af politik. Den ungdomserfaring kommer aldrig til at ændre sig, og derfor kommer ”Midt i en jazztid” også til at blive ved med at være en stor roman.

Der er en længsel mod enfoldig sundhed: at drikke mælk til frokost, at bruge weekenden på at ro, at vælge den søde-rigtige, men ukomplicerede pige. Og så denne vished om, at man vil noget mere. Noget vildere. Som Peter Hasvig tænker:

”Folk var dejlig haarde nu til Dags. Sagde Ting, der blot var Udtryk for nervøs, overskydende Energi, maaske. Den islandske Sagaaand passende afrustet og sat ud for korte Skørter. (…) Kom man i Berøring med Livet, indsaa man det hurtigt. Man meldte sig ind i en Roklub, fordi man havde en blød Krop, og man opdagede, at éns Sjæl var endnu blødere.”

Afrustet saga-ånd i korte skørter. Den nervøse energi, den bløde sjæl. Dét er en jazztid, fra Tom Kristensen over F. Scott Fitzgerald og Knud Sønderby – til alle unge nogensinde. Man vil i princippet gerne forholde sig roligt, leve det gode liv. Der er bare det, at hver gang man går i kirke, serverer pænheden i form af en fedladen, lorgnet-bærende præst sten for brød.

Men kan man virkelig ”ruske Mennesker ved at ligne en Degn og servere Ord som tynd The, naar Alverden drikker svidende Cocktail”? Eller kan man finde sig i at tage til Stockholm og ende et sted, hvor ”man drak Sodavand og dansede alvorligt rundt med Papirshatte paa Hovedet”?

Selvfølgelig ikke, for ”alvorlige Mennesker med Papirshatte virker nærmest uhyggeligt. (…) Som Benrade på en Kirkegaard”. Ingen sand ungdom gider den slags, og når man samtidig færdes i et beværtningsmiljø, hvor ”Kommis’er i Citydress forsøger at give Grever”, er der selvfølgelig kun vildskaben og sorgen, raseriet og melankolien tilovers. Hvor bedre fundet end i jazzens synkoperede nihilisme? Og så er der kun at skrive (eller: at læse) en roman, hvis hovedperson må konkludere, at der ”er stor Sandhed i Saxofonen”. Eller at lade hans ven udbryde: ”Mit Aandsliv er i Opløsning!”.

Af al den forlorenhed kommer ens egen ubeslutsomhed, fordi man føler trangen til at sørge og til at rase. Det er ungdom.

Så Peter Hasvig ved, hvorfor man ”befriede Prinsessen i Drømme og forførte Tjenestepigen i Virkeligheden”. Hvorfor man ”fantaserede om Voldtægt om Natten og gik i Kirke om Dagen”.

Dengang forargedes kritikken. Hvilken frækhed, mente den, at beskrive dette fænomen. Vi burde sige: Hvilken fræk inkompetence at overse den sørgende vildskab.