I den ene ende af skalaen står den traditionelle, tekstnære præst, og ude i den anden ende står den uhøjtidelige præst, der gerne åbner sig mod den moderne verden og dens luner.
Det er hårdt sat op, men enhver dansk præst må gøre op med sig selv, hvor på skalaen han eller hun vil tale fra. Og lytter man til Heartbeats-podcasten ”Vorherre bevares”, så virker det, som om
og Jens Fogh har valgt et sted ude mod den ende, hvor det lyder af pop og smager af spaghettigudstjeneste.
Det er ment helt uden syrlighed, det er deres valg, og de to sognepræster sidder i de op mod en time lange udsendelser og taler om deres liv, der ligner de fleste andres. Med børn, arbejde og parforhold. Det er vist også det, der er grundidéen: At vi skal høre dem tale sammen om at være ”midt i livets suppedas” og undervejs få de problemer og glæder, der opstår dér, oplyst af deres tanker om tro, og høre, hvordan Guds ånd svæver over både tvivl og opvask.
At gengive temaet for hver udsendelse er ikke så let, men i begyndelsen af hver sending læser Fogh og Bækgaard op fra en slags dosmerseddel, der kan indeholde punkter som: ”Hvad pepper dagen op?”, ”Flødekartofler” og ”Tomhændet må ingen se mit ansigt”.
Som det fremgår, blandes hverdag og tro godt og grundigt sammen, og det er også tilfældet i et andet fast element, nemlig ”Dagens mirakel”, hvor de fortæller om oplevelser, der for det meste ikke er andet end en god eller sigende oplevelse eller en lille ny erkendelse.
De sludrer sig på den måde gennem dosmersedlen og miraklerne, som kan være, at Fogh har set en mand komme gående med en hund. Det ser han som et særligt mirakuløst udtryk for et menneske fri af nyttetankens åg. Et menneske, som går frit, uden at skulle opnå noget. Fogh glemmer bare, at en mand med en hund er selve billedet på det modsatte, på at have et klart formål: at lufte hunden!
Den slags smålige kritik melder sig i mig, fordi Foghs og Bækgaards måde at være på i udsendelserne lægger op til det. De sludrer og slingrer sig igennem udsendelserne som to studievenner på en café eller på Teobar, og under det hele synes at være en frygt for at lyde som de alvorlige, tekstnære præster og være for fromme. Eller for ”fromsede”, som de selv kalder det, og de benytter sig som en slags modgift af formuleringer som: ”Seriøst, Gud, jeg be’r dig om hjælp her.” Eller af afbrydelser. Som når Fogh er ved at fortælle om bønner, og Bækgaard fniser og siger, at det får hende til at tænke på kaffebønner eller grønne bønner.
Det er svært at forstå, hvad vi skal med bemærkninger som den sidste, andet end forstå, at de skam er lige så friske i det som alle andre. Og lige så banale: Klichéerne hober sig i hvert fald op, når de taler om, hvordan man skal opgive at være perfekt, eller at man, når man siger undskyld, ikke skal følge undskyldningen op med et ”men”.
Når Bækgaard og Fogh – der taler godt, men lytter knap så godt – fortæller om oplevelser med deres sognebørn og om mødet med deres prøvelser og smerte, sker der noget andet og langt bedre. Så løfter udsendelserne sig med ét og får substans. Bliver dybe og vedkommende. De passager måtte godt have bredt sig langt ind over snakken om corona-hår, Marabou-chokolade med nødder og cheeseburger versus dobbelt cheeseburger. For det kan godt være, at det viser, at de to præster er, som folk er flest. Det er bare ikke interessant. Af præcis samme grund.