Hæderkronede danske forfattere som Ida Jessen, Jens Smærup Sørensen, Katrine Marie Guldager, Søren Ulrik Thomsen, Bjarne Reuter, Anne-Cathrine Riebnitzsky, Jens Christian Grøndahl og Anne Lise Marstrand-Jørgensen har mindst én ting tilfælles. De er ikke bange for at skrive kristne motiver ind i deres tekster. Og stadig flere forfattere skriver også om præster – uden at latterliggøre dem totalt.
Samme tendens kan ses i dansk film, hvor præster de seneste årtier også har været på rollelisten i stadig flere film. Forfatteren Katrine Marie Guldager fik ligefrem bestilt en præst i en hovedrolle af Zentropa, da filmselskabet forhåndskøbte hendes spritnye roman ”En uskyldig familie”, før den var skrevet, forklarede hun her i avisen i sidste uge. For det er igen blevet legitimt at bruge præster til at sætte tilværelsens store spørgsmål under debat i dansk fiktion. Og det kan ses som et stort brud på en litteraturhistorisk tradition, der kan spores tilbage til Georg Brandes, for mildt sagt at være skeptisk over alt, der handler om kristendom og præster.
Enhver student kender den sekulære skabelsesmyte om Georg Brandes, der som en anden gud så ud over sin samtids golde, mørke og øde litterære landskab, der blev holdt nede af ”reaktionære” kristne tanker. Der var brug for et moderne gennembrud, mente han. Og man kunne kun være rigtig moderne, hvis man forkastede kristendommen og dens ”ynkeligt afblegede form af teologisk rationalisme”, som han beskrev i sin berømte forelæsningsrække ”Hovedstrømninger i det nittende Aarhundredes Litteratur” fra 1871.
”Man kan undre sig over, at Brandes tilsyneladende ikke kunne se nogen kvaliteter ved den litteratur, han var opvokset med. For det samme litterære landskab, han angreb, havde jo fostret danske forfattergiganter som Grundtvig, Kierkegaard og H.C. Andersen,” påpeger sognepræst og litterat Anders Thyrring Andersen, der for nylig har skrevet en større artikelserie om præsterollen i dansk litteratur til Præsteforeningens blad. Og han er ikke i tvivl om, at Brandes’ ånd har gennemsyret især dansk litteraturhistorie op til i dag:
”I litteraturen har der ikke været så stor afstandtagen til kristendommen, som der har været i litteraturhistorieskrivningen. I den forstand er det mere en myte end realitet, som Brandes skabte, og som dansk litteraturhistorie alt for beredvilligt hoppede med på. Derfor tror jeg også, at man har overset mange kristne motiver i dansk litteratur i forskningen. For Brandes lykkedes med at fastholde et kunstigt modsætningsforhold mellem det moderne og det kristne. Hvis man ville være en moderne forfatter eller litterat måtte man sige farvel til kristendommen, som han kædede sammen med det reaktionære og gammeldags. Og hvem ville være det?”.
Det såkaldt moderne gennembrud påvirkede dog uden tvivl også selve litteraturen, mener Anders Thyrring Andersen. Med undtagelser som Johannes Jørgensen og Kaj Munk skabte Brandes’ tanker en bølge af kristendomskritisk litteratur og især litteraturhistorie op til efter Anden Verdenskrig.
”Præster blev typisk enten fortiet eller fejlagtigt fremstillet i de år, mens tusindvis og atter tusindvis af skolebørn siden har læst Hans Kirks fordrejede portræt af Indre Mission i ’Fiskerne’ fra 1928 eller den hykleriske præst i Hans Scherfigs ’Det forsømte forår’ fra 1940. Det var uden tvivl med til at forstærke billedet af kristendommen som en mørk, grinagtig og bedaget tanke. Men man glemmer, at de begge var skrevet med en klar ideologisk interesse i at latterliggøre kristendommen.”
Efter Anden Verdenskrig ændrede tidsånden sig for en stund, og forfatterkredsen omkring Heretica begyndte at revitalisere præsteskikkelserne i deres historier.
”Det bedste eksempel er nok Martin A. Hansen, der fik en enorm folkelig udbredelse med sine noveller og romaner, der igen tog præsterollen seriøst. Man kunne for eksempel nævne præsten i novellen ’Høstgildet’, der er et meget stærkt portræt af en præst, der kæmper med at bevare sin tro, men alligevel bliver en hjælp i en meget vanskelig situation, hvor en dreng dør.”
Klaus Rifbjergs generation af forfattere var dog med til igen at skubbe kristendommen ud af kunsten fra slutningen af 1950’erne.
”Præster og kristendom blev marginaliseret som noget, som man simpelthen ikke tog ind som genstand for litterær behandling. Og sådan blev det helt frem til 1990’erne, i takt med at de kulturradikale vinde gled over i marxistiske holdninger, der nok igen især prægede tilgangen til litteraturen på universiteterne. Det var simpelthen karriereødelæggende at skrive positivt om kristendom, og det var heller ikke ligefrem moderigtigt for tidens forfattere at skrive præster og kristendommen ind i værkerne. Igen er der undtagelser: Tage Skou-Hansen har for eksempel skrevet et meget spændende præsteportræt,” siger Anders Thyrring Andersen.
Op gennem 1980’erne kom der dog en større åbenhed for metafysik i tidens litterære værker. 1980’er-digtere som Søren Ulrik Thomsen, Michael Strunge og Bo Green Jensen samlede igen det kristne billedsprog op, inden det i 1990’erne og op til i dag blev stadig mere legitimt at skrive om religiøse emner igen:
”Søren Ulrik Thomsens udvikling har været karakteristisk. Som årene er gået, er det blevet tydeligere, at han er en forfatter, der i høj grad beskæftiger sig åbenlyst med det religiøse, selvom han understreger, at han er ’kristen og digter, men ikke en kristen digter’. Men i dag bliver der ikke set skævt til forfattere og litterater, der har en tro, på samme måde, som man så det, da jeg var ung litterat,” siger Anders Thyrring Andersen og tilføjer:
”I dag findes der godt nok mange, der forholder sig stærkt kritisk til religion, men for 30 år siden ville de slet ikke behøve at forholde sig til kristendom overhovedet. Og det viser i sig selv et skift i tiden. Set i bakspejlet markerer Vagn Predbjorn Jensens roman ’Vandspejlet’ fra 1994 et vendepunkt. For den indeholder også et spændende præsteportræt. Det blev bare ikke ordentlig opdaget, da den kom frem, og den står faktisk for mig som en af det 20. århundredes mest oversete danske romaner. For der var få litterater, der havde blik for det dengang, hvor vi også kun var nogle få litterater, der åbent turde sige, at vi ikke forkastede kristendommen.”
Siden har en række af landets bedste forfattere vist, at ”man ikke kun kan få det moderne og kristendommen til at spille sammen, men også finde sammen i stor kunst”, påpeger han:
”Ida Jessens forfatterskab er et meget godt eksempel på, at en af vores mest hædrede forfattere i den grad beskæftiger sig med kristen problemstilling og kristne figurer. Og man kan sige det samme om Jens Smærup Sørensen og en lang række af de bedste nulevende danske forfattere, så det viser, at brandesianismen end ikke i 2017 har fået bugt med kristendommen, som stadig har meget at byde på.”
I den nye litteratur kommer det, ifølge Anders Thyrring Andersen, til udtryk ved, at den tidligere ”kritiske afstandtagen nu er på retur til fordel for en engageret og ofte sympatisk indstillet drøftelse af præster og kristendom i forhold til den moderne virkelighed”. Og her kan præsten som romanfigur spille en hovedrolle i litteraturen, som han selv har skrevet:
”Præstefiguren anvendes ikke mindst til at belyse og drøfte tidens mellemmenneskelige udfordringer og problemstillinger. Men i de nyere romaner er fokus tillige vendt mod den kristne side af sagen, altså overvejelser over kristendommen som sådan, og ikke udelukkende som redskab til at beskæftige sig med andre ting. Og det er en spændende og løfterig udvikling.”