Præstesønnen Pontoppidan blev aldrig færdig med kristendommen

Den nobelprisvindende forfatter Henrik Pontoppidan beskrev i sine erindringer sig selv som et roligt menneske, der var færdig med kristendommen før konfirmationen. Men intet kunne være mere forkert, mener litteraten Flemming Behrendt, som i denne uge udsender ”Livsrusen”, der tegner et helt nyt forskningsbaseret billede af Pontoppidans liv og værk

Litteraturforskeren Flemming Behrendt har hele livet været optaget af forfatteren Henrik Pontoppidan, der som ung optrådte her på Hofteatret i København, da han endnu var ingeniørstuderende. –
Litteraturforskeren Flemming Behrendt har hele livet været optaget af forfatteren Henrik Pontoppidan, der som ung optrådte her på Hofteatret i København, da han endnu var ingeniørstuderende. – . Foto: Leif Tuxen.

Som ung klædte forfatteren Henrik Pontoppidan sig ud på Christiansborg Slot, da han adskillige gange trådte op på Hofteatrets scene for at spille med i forskellige komedier. Men Pontoppidan tog ifølge litteraturforskeren Flemming Behrendts nye bog ”Livsrusen” i den grad også en rolle på sig, da han som aldrende forfatter og nobelprismodtager senere skrev sine erindringer, som indtil nu har været med til at udbrede den tanke, at Henrik Pontoppidan lignede sin egen litterære karakter ”Lykke-Per” til forveksling.

Selv var Henrik Pontoppidan da også jysk præstesøn, og han ville – som Lykke-Per – hellere læse på Polyteknisk Læreanstalt i København end prøve at blive præst selv. Men man behøver bare besøge Hofteatret, der i dag fungerer som teatermuseum på Ridebanen ved Christiansborg Slot, for at kunne se for sig, hvordan han ikke bare må have været en nøgtern ingeniør, men også en kunstnersjæl med hang til opmærksomhed.

”Kunne du tænke dig, at Lykke-Per spillede komedie på Hofteatret? Det kunne jeg ikke!”, siger litteraturforskeren Flemming Behrendt, da han viser frem i teatertidslommen.

Foto: Leif Tuxen

”Hofteatret er et af de få steder, der ikke har ændret sig meget siden Pontoppidans ungdom, hvor han må have stået lige mellem de persiske paneler her, der stadig ser autentiske ud. De studerende optrådte sammen med et par af deres professorer, når Polyteknisk Forening med kongelig tilladelse spillede her.”

Henrik Pontoppidan gjorde ikke kun sine hoser grønne hos sine teaterglade ingeniørprofessorer, men blev også siden en del af kultureliten i København med personlige forbindelser til Georg Brandes, men også dennes bror, Edvard Brandes, der var chefredaktør på Politiken, mens han bevarede respekten for og venskabet med Johannes Jørgensen, efter at denne var blevet katolik.

Og på nogle områder var Henrik Pontoppidan den ukuelige og til tider følelseskolde Lykke-Pers modsætning. Mange af Pontoppidans breve viser i hvert fald, at han havde en mere svingende psyke, end han gav indtryk af i sine erindringer, og at han slet ikke havde et så anstrengt forhold til sin egen præstefar, som man især kan få indtryk af, hvis man ser Bille August filmatisering af ”Lykke-Per”, som ”måske snarere er skåret over Bille Augusts far”.

”Henrik Pontoppidans forhold til sin far var ikke uden problemer. Men et af mine mål med bogen har været at rehabilitere faderen, Dines Pontoppidan, hvis få bevarede breve til sønnen udtrykker stor varme, og det var gengældt. I sine unge dage kunne Dines Pontoppidan ellers være stridbar. Han gjorde sig uvenner med flere biskopper på grund af sine egne selvsikre teologiske skriverier, men han var også selv en poet, der skrev ulykkelige kærlighedsdigte som ung. Og selvom Henrik Pontoppidans mor kom fra Kolding-egnen præcis som Lykke-Pers mor, er jeg faktisk ganske overbevist om, at forlægget til forældrene i romanen er et helt andet.”

Til gengæld antyder Flemming Behrendt i sin bog, at Henrik Pontoppidans præstefarfar, Børge Pontoppidan, kunne have inspireret lidt til ”Lykke-Per”. Som ung havde Børge Pontoppidan – som Lykke-Per – nemlig også svært ved at nøjes med en pige. Børge Pontoppidan gjorde således en pige gravid, mens han var forlovet med en senere biskops datter, og det var hans magtfulde svigerfar, der ”allerunderdanigst” gik i forbøn hos kongen for at lade Børge Pontoppidan bevare sin præstekrave. Fejltrinet kostede ham dog dyrt, så han både måtte ernære sine efterhånden mange børn som feltpræst og siden som simpel landsbypræst på Bogø, hvor præstekraven alligevel steg ham til hovedet. I sognet gik for eksempel en anekdote om, hvordan den bryske farfar var blevet så oprørt over, at en markarbejder bandede, at han gik hjem og skiftede til fuldt ornat og skreg ”knæl!” til den bandende bonde, der ikke turde andet end at falde på sine angrende knæ ude på marken.

Men selvom Henrik Pontoppidan selv udtalte, at han var færdig med kristendommen før konfirmationen, passer det meget dårligt med hans forfatterskab og hans breve, der til det sidste var gennemsyret af hans kristne opdragelse og de bibelske referencer, forklarer litteraturforskeren Flemming Behrendt.

”Det teologiske spillede en betydelig større rolle for Pontoppidan, end han selv ville være ved. For den figur, han skriver om i sine erindringer, som tog afstand fra kristendommen før konfirmationen, kunne slet ikke have skrevet Pontoppidans romaner. Han fortæller i en af sine skitser til erindringerne om sin storebror Erik, at han hele sit liv var upåvirket af det religiøse, endskønt han var gift med en meget troende hustru. Men da Henrik Pontoppidan så skulle skrive sine egne erindringer, skrev han om sig selv i sin brors billede,” siger Flemming Behrendt og slår op i sin egen bog for at vise et ungdomsbillede af Henrik Pontoppidan, der endda havde anlagt sig tidens populære ”grundtvigianer-krøller”, efter han også havde boet hos sin anden storebror, der var højskoleforstander.

”Sådan kan man helt fysisk se, at han slet ikke fra begyndelsen holdt kritisk afstand til de grundtvigske kredse. Og hvis han ikke havde været teologisk optaget, ville han jo heller ikke have skrevet en roman som ’Det forjættede land’ for slet ikke at tale om de teologiske diskussioner i ’Lykke-Per’. Men han tog afstand fra kristendommen som konfessionel tro og endte i tanken om en ’verdenssjæl’.”

Flemming Behrendt voksede selv op som præstesøn, og som ung var han aktiv i Danmarks Kristne Gymnasiastbevægelse, ligesom han senere blev redaktør for bladet Kirke og film.

”Det blad sekulariserede jeg godt nok, så det bare kom til at hedde Film, og senere blev det til Levende billeder, men jeg har også læst kristendomskundskab og betragtet mig selv som kristen en meget stor del af mit liv. Jeg har endda prædiket i Vor Frue Kirke i København engang, så på den måde har jeg været aktiv kristen, men er det ikke mere. Kun én gang i mit liv har jeg inderligt bedt til Gud. Det var om at få forlænget en kontrakt. Det blev den også, men ellers må man sige, at jeg har haft mere kønsliv end bønsliv, der jo rettelig kun burde indholde én bøn: ’Ske din vilje!’. Teologiprofessoren P.G. Lindhardt var jo faktisk så streng, så han mere eller mindre erklærede, at kristendommen slet ikke er nogen religion. Et medlem af min familie betroede sin mor: ’Jeg er ikke kristen, men religiøs.’ Jeg vil sige det sådan: ’Jeg er ikke religiøs, men jeg var kristen i rigtig mange år’,” siger han og ser op:

”Det er først de sidste 20 år, jeg er stået af. For mig er der ikke noget mere end det liv, vi har. Jeg kan sige som Pontoppidan, at jeg ikke tror på en regnskabsførende Gud, men jeg tror heller ikke på, hvad han kaldte en verdensjæl, som styrer os. ’Trahimur’, vi føres, hævdede han med et påstået citat af Augustin, vi aldrig har kunnet finde ophavet til. På den anden side er jeg enig med socialdemokraten Erling Olsen, der engang sagde, at Socialdemokratiet ikke ville have eksisteret uden kristendommen. Hele Socialdemokratiets omsorgs- og velfærdsbutik og for den sags skyld meget af vores vestlige civilisation ville ikke have eksisteret uden kristendommen. Og jeg er uforandret enig med teologen K.E. Løgstrup i, at vi bærer hinandens skæbne i vor hånd og derfor er forpligtet af det ansvar, der følger hermed. Det var også det, Pontoppidan tog med sig fra kristendommen. For ham var Gud ikke kærlighed, men kærlighed var Gud.”

Selv mener Flemming Behrendt dog ikke, at den livslange fascination af Pontoppidan stammer fra det forhold, at han selv er præstesøn og som 12-årig læste ”Kirkeskuden”. For ”Pontoppidan skriver først og fremmest rasende godt og levende”, og allerede i gymnasiet havde Flemming Behrendt læst sig igennem hele forfatterskabet. Behrendt endte også med at skrive speciale om Pontoppidan og blev siden manden bag både Pon-toppidan Selskabet og hjemmesiden henrikpontoppidan.dk, der blandt andet gengiver alle Pontoppidans breve. Og det over 700 siders lange nye bogværk kan ikke bare læses som en stor biografi om Pontoppidan, der i givet fald er den første af sin slags, men også som en læsning af forfatterskabet og forfatterens efterladte breve. Men faktisk satte han Pontoppidan på pause i mere end 30 år, mens han arbejdede i avisbranchen.

”Længe havde jeg ikke engang nogen ambition om at skrive en biografi om Pontoppidan. For som litterat blev jeg uddannet i en nykritisk tid, hvor de biografiske læsninger mildt sagt var yt. Og som Camus har udtrykt det, siger en roman typisk mere om forfatterens fristelser og længsler end om ham selv. Jeg mener også stadig, at man går galt i byen, hvis man for eksempel læser ’Lykke-Per’ selvbiografisk. Pontoppidan trak selvfølgelig på sine egne erfaringer, men han gjorde det som en vinbonde, der sammenstikker en vin af forskellige druesorter,” siger Flemming Behrendt, der selv vendte tilbage til Pontoppidan, da han arbejdsmæssigt stod på fremmed vinmark, efter i begyndelsen af 1990’erne at have forladt Danmark for først at blive Paris-korrespondent for Berlingske Tidende og siden freelanceskribent.

”Da jeg var flyttet til Frankrig og siden skulle finde en ny levevej, hørte jeg, at Det Danske Sprog- og Litteraturselskab ville genudgive Pontoppidans ’Det forjættede land’, så jeg sendte dem mit speciale for at få opgaven. Desværre havde de nået at give opgaven til andre, men i stedet fik jeg lov til at udgive alle Pontoppidans små romaner,” forklarer Flemming Behrendt, der nu blev vakt af ambitionen om at gøre det, ”som ingen tidligere Pontoppidan-forsker havde formået” – at skrive en bog, der udfordrede Pontoppidans eget selvbillede.

”Jeg står selvfølgelig på skuldrene af alle Pontoppidan-forskerne før mig. Jeg har også arvet flere af deres arkiver, så jeg, som en kolibri kan, har kunnet hæve mig over mine forgængeres ørneflugt, men min egen familie har undertiden tvivlet på, om jeg nogensinde blev færdig med den bog, så det er rart at have fuldendt projektet.”

”Livsrusen” har et maleri på begge sider af omslaget. På forsiden er Henrik Pontoppidan malet som ung og frejdig. På bagsidens tegning er han blevet ældre og mere alvorlig. Og titlen kan også forstås på to vidt forskellige måder – som en rus over livet og som en ruse, man bliver fanget ind i. Begge dele kan siges om Pontoppidan, men selv udtrykte Pontoppidan det ikke på den måde.

Foto: Leif Tuxen

”Titlen er et kunstgreb; Pontoppidan nævner aldrig en ruse, det er ikke et billede, han bruger. Men han fandt selv på mange billeder, der ingen kilder havde. Han kunne skrive: ’Som det hedder i visen’, hvorefter han ’citerer’ en vise, der slet ikke eksisterer. Hans hævdelse af ’Trahimur’ som en indskrift i kirkefaderen Augustins signetring har det vist sig umuligt at finde kilder til. Sådan var han uden for sin fiktion stangupålidelig. Det gælder også hans i øvrigt meget kortfattede erindringer, som forskere og litteraturbeskrivere mere eller mindre havde taget for pålydende i mere end 60 år. En af mine pointer er, at denne selvbiografi må læses som et fiktionsværk, som da også kom i to forskellige udgaver. De er et glansbillede, hvori en ledestjerne hele vejen fører ham mod lykken. Hans breve tegner derimod et billede af et menneske fuld af tungsind, og et liv fuld af sygdom. ’Livet skal lides,’ sagde han på sin 60-årsfødselsdag. Jeg mødte forleden den belæste forfatter og kunsthistoriker Hans Edvard Nørregård-Nielsen, og han udbrød, at Henrik Pontoppidan ikke var nogen rar fyr, og det var han sikkert heller ikke altid, og slet ikke over for dem, han foragtede og lå i krig med.”

Sådan var Pontoppidan både en levemand og en dybsindig digter, der heller ikke holdt sig tilbage fra at digte om sit eget liv. På den måde kom Henrik Pontoppidan til at gå i sin præstefarfars fodspor, for Børge Pontoppidan udstillede selvbevidst sine sognebørn i kirkebogen, men privat kæmpede han for at forsørge sin familie og for at bevare glansbilledet af sig selv. Henrik Pontoppidan blev ikke præst selv, men som Flemming Behrendt siger, var hele Danmark Henrik Pon-toppidans sogn. Og som aldrende forfatter vendte Pontoppidan også tilbage til en slags fromhedstænkning, da han skrev, at ethvert menneske lever af kærlighedsgaver, så selv det mest fuldkomne menneske ikke kan rose sig af noget, fordi livet dybest set er en nåde.

Læs anmeldelse af bogen på