Prøv avisen

Hans Raun Iversens nye lærebog er en værdig slutsten på en lang akademisk beskæftigelse

4 stjerner
Dele af Hans Raun Iversens nye bog vil utvivlsomt være grundbogsstof i faget praktisk teologi mange år fremover. – Foto: Leif Tuxen

Vores mest vedholdende kritiker af stivnet statskirkelighed takker af med ny lærebog til vordende præster, der opfordres til at forny folkekirken ved altid at være i mission

Den praktiske teologi bør ifølge Hans Raun Iversen være både indgangen til og udkommet af det teologiske arbejde. Eller anderledes beskrevet med en cirkelillustration fra hans nye bog: Praktisk teologi er det naturlige centrum for enhver teologisk beskæftigelse.

”Ny Praktisk Teologi” hedder det værk, hvis udgivelse falder sammen med afslutningen på 44 års intens beskæftigelse med faget. I indledningen begrundes synspunktet ud fra den gamle indsigt, at det nu engang er bønnens praksis, der giver stof til eftertanke i eksegese og dogmatik, ligesom der jo drives teologi, fordi der skal prædikes på søndag.

Bogen er sprogligt en fornøjelse at læse. Uanset om man er enig i pointerne eller ej, er det velgørende, at fremstillingen for det meste har en upolemisk ro. Bogen beskriver blandt andet nye veje under nye vilkår for mission i Danmark i dag og står som en værdig slutsten på en lang akademisk beskæftigelse båret af et stort engagement for kirken i Danmark.

Det gennemgående perspektiv er missiologisk: Ligesom Sønnen i inkarnationen er sendt fra Faderen, er kirken sendt til verden og skal lade sig inkarnere sprogligt, kulturelt og samfundsmæssigt med det budskab, den har:

”Mission handler ikke primært om at være den gode vært, der modtager gæster, men om at være den gode gæst, der takker ja til at leve med i andre menneskers huse og liv”.

Herfra henter empiri som teologisk relevant metode også sin begrundelse, og Iversens praktiske teologi må i udpræget grad karakteriseres som kirkesociologi.

Det er en kendt sag, at Hans Raun Iversen er stærkt kritisk over for folkekirkens ”statskirkelige” islæt, hvilket – som i de løbende klummer i Kristeligt Dagblad – også dukker op i bogen mange steder. Det første kapitel om kirkeordningen er en både velskrevet og oplysende historisk gennemgang. Folkekirken, som vi kender den, er et resultat af en proces, som apostle i deres vildeste fantasi ikke ville have kunne forestille sig. Det nævnes flere gange i bogen, at vane- og tidligere tiders tvangskristendom er årsagen til, at danerne – der nok aldrig rigtigt er blevet ”kristne” – har den loyalitet over for folkekirken, som stadig er tilfældet. Iversen, der i 2014 var stærk fortaler for kirkerådet, henviser i bogen hyppigt til betænkning 1544 med synspunktet, at den historisk betingede konstruktion, som den nuværende kirkeordning er, både ”kan og bør ændres i fremtiden”.

Nogen teologisk begrundelse for, hvad der er galt med den nuværende ordning, som har verdensrekord i medlemsskare, får vi dog ikke! Man må derfor regne med, at det primært er et spørgsmål om rimelighed og ordentlighed i forhold til ligestilling i et pluralistisk samfund. Det fremgår ellers af tolkningen af statistikken, at folkekirkens glimrende tag i befolkningen tilsyneladende paradoksalt står i sammenhæng med dens evne til at lade folk være i fred. Den gode økonomi, som følger heraf, giver dog netop et væld af mulighed for aktiviteter, som Iversen også beskriver.

At en vag folkekirkeprofil derfor kan være et pragmatisk ønske om at bevare de frieste muligheder for i øjenhøjde at levere kristendom til hele folket ud fra en bred vifte af teologiske positioner, synes Iversen blot ikke at have sans for. Som et eksempel på kritikken af den nuværende form for statsstøttet folkekirke: ”Den ekstreme forkyndelsesteologi har man kun set akkurat i Danmark, hvor staten sikrer rammerne – og samtidig får rimelig sikkerhed for, at der ikke kom for meget ud af det!”.

Det står i kontrast til frikirkerne, som Iversen giver en fin plads i fremstillingen, men som aldrig i Danmark har slået an svarende til de andre nordiske lande. Grundtvig har simpelthen betydet en kristen inficering af folk og en folkelig inficering af kristendom, der tager pusten ud af enhver hellig iver efter at stå udenfor. Folkekirken kan siges at have opbakning på samme måde som kongehus og velfærdsmodel, der fungerer og er for bøvlet at lave om.

Statistik fylder meget i fremstillingen, hvor kapitlet om kirkesociologi ellers glimrende problematiserer de overfladiske kvantitative undersøgelser om for eksempel danskeres tro og kirkesyn. I stedet inddrages generøst en del af de nyere kvalitative undersøgelser fra yngre danske forskere, som flere teolog- generationers lærer nu sympatisk afrunder sit virke med at bære frem.

Der er mere teologi i bogens tredje kapitel om kristusvidnesbyrdet, hvor bogens ellers meget deskriptive indhold på velgørende vis afbrydes af en spændende og mere systematisk teologisk diskussion med Svend Bjerg om erfaringsbegrebet i liturgi og forkyndelse. Dette kapitel er det første ud af tre om kirkens tre kommunikationsformer – kristusvidnesbyrd, tjeneste for næsten og menighedens fællesskab – hvor et væld af empiri fra nutidens frodige kirkevirkelighed i både folkekirken og frie kirkesamfund skildres. Bogen afsluttes med et kapitel om embedssynet. Hans Raun Iversens således afrundede bud på en samlet fremstilling af en ekklesiologi vil utvivlsomt være grundbogsstof i faget praktisk teologi mange år fremover.

Læs interview med Hans Raun Iversen på