Praktiske og poetiske havebreve

BØGER: Der lyser en hengivenhed over for væksterne ud af Bjarne Nielsen Brovsts havebreve. En ny samling af dem er netop udkommet som bog

Også i bogudgaven er Bjarne Nielsen Brovsts  havebreve ledsaget af Kræsten Krum Byskovs tegninger. Harerne her blev  første gang bragt  i havebrevet i Kristeligt Dagblad  for omtrent et år siden, nemlig den 16. december i fjor.
Også i bogudgaven er Bjarne Nielsen Brovsts havebreve ledsaget af Kræsten Krum Byskovs tegninger. Harerne her blev første gang bragt i havebrevet i Kristeligt Dagblad for omtrent et år siden, nemlig den 16. december i fjor.

Det må være et lykkeligt sammentræf at kunne følge to haver igennem årene og årstidernes skiften. Det fremgår da også af Bjarne Nielsen Brovsts "Havebreve fra hele året", som netop er udkommet på Kristeligt Dagblads Forlag.

For ham og for fru Gudrun er det ikke den ene for meget. Den østjyske have ved Rude Strand i nærheden af Odder har de haft igennem 30 år, og at fortælle om sin have er en fornøjelse. Hvad gik godt, og hvad gik skidt.

I en tid, hvor rentabilitet og stordrift er kodeordet overalt, er det umådelig velgørende at blive stillet over for opgaver, som kræver noget andet. Langsommelighed, eftertænksomhed, individuelle hensyn, det naturligt smukke, overflod og velvære kan ind imellem blive resultatet. Planter og dyr er levende, og sætter man noget i værk, er der samtidig en risiko og usikkerhed om udfaldet. Det glemmer vi så tit.

Men ikke Bjarne Nielsen Brovst. Igennem brevene, som også altid har praktiske råd, lyser en hengivenhed over for væksternes egenart. Og det poetiske og praktiske går hånd i hånd. Der er hadeplanter (skvalderkål, senegræs) og eftertragtede planter (dorotea-liljer, roser, blå anemone, figentræ).

Forskellen imellem Nordgårdens udsatte have ved Jammerbugten og den lune, beskyttede have i øst skal man ikke udviske. Fra haven i øst bliver der flyttet roser, stauder, fjeldribs og rododendron nordpå. Det er et eksperiment. Væksterne må altså tage sig sammen og blive til noget! Så hvis ord kunne gøre det, så ville det kunne lykkes. I Rude blev de for meget, i skovhaven på Nordgården kunne det være nødvendigt at gøre korsets tegn for at få det til at gro. Man kan forme haven, som man vil, men også vedkende sig de omstændigheder, man er underlagt. Haven ved Jammerbugten kræver vedholdenhed og ekstra kræfter. Når det lykkedes at få æbletræerne til at gro (selv det nøjagtige antal plantede stk. er med), var det på trods af klima, utøj, råvildt, harer etc. Flytningen af roserne er en hel fortælling for sig. Og mon nu den røde buketrose Rosa "H.C. Andersen", som Bjarne Nielsen Brovst holder så meget af, nu også "er kommet til nyt livsmod i det nordjyske?"

Brevene strækker sig heldigvis over to år og bliver aldrig ensformige. Umiddelbart skulle der ikke være meget at skrive hjem om i vintermånederne med dvaletilstande. Men de oplysende huskesedler ud for hvert havebrev er nok til praktiske gøremål, også i den stille vinter.

De informative oplysninger om buksbom-formering er jeg fast besluttet på at prøve, men min hobbybetonede haveinteresse rækker ikke til at bruge de latinske betegnelser, som foreslået af Bjarne Nielsen Brovst. Da jeg ville finde ud, hvordan et nelliketræ så ud, var det knap nok, at en latinsk betegnelse kunne hjælpe. Man kan inspireret af Bjarne Nielsen Brovst anskaffe en havekalenderlommebog og lave sin egen personlige huskeseddel, men den vil nok ikke rumme samme varme og humoristiske forhold til lokaliteter, natur og have, som brevene – havefortællingerne – giver udryk for.

Bjarne Nielsen Brovst: Havebreve fra hele året. Illu-strationer af Kræsten Krum Byskov. 198 kr. Kristeligt Dagblads Forlag

kultur@kristeligt-dagblad.dk