”Når jeg engang skal dø, og det sker jo måske,” siger Peer Gynt i Henrik Ibsens teaterklassiker. For andre er døden snarere det eneste, man kan regne med i livet. Sådan har dødsbevidstheden for eksempel fulgt skuespilleren Preben Kristensen, siden han var barn, selvom han siden er blevet kendt for sine muntre roller på teatre og som medlem af Linie 3. Titlen på skuespillerens biografi, der udkommer den 25. oktober, er da også ”Husk at være glad”, mens hans ansigt er alvorligt på teaterplakaten for ”Peer Gynt”.
Preben Kristensen spiller i øjeblikket titelrollen som den modne Peer Gynt på scener over hele landet, og det var netop også tanken om døden, som allerede i barndommen fik ham til at drømme om at blive skuespiller en dag:
”Jeg voksede op i et hjem i Skive med få midler, men med masser af kærlighed. Min mor arbejdede på en papirfabrik, og min far var murer og ofte arbejdsløs om vinteren, men jeg fik alligevel lov til at komme i biografen som de andre drenge om søndagen, og det var sådan, jeg besluttede mig til at blive skuespiller. For jeg syntes, at det var en helt urimelig tanke, at jeg skulle forsvinde en dag, så jeg ville gerne have, at der var nogen, der huskede mig,” siger Preben Kristensen og griner af sin egen tidlige forfængelighed, da vi mødes i Odense, hvor han fejrer en fridag med sin mand midt i turnéen.
Privatpersonen Preben Kristensen har også svært ved at identificere sig med Peer Gynt, der først for sent i livet – lige før døden – erkender, at han har spildt livet på at være sig selv nok. Selv blev Preben Kristensen derimod opdraget til at blive et anderledes ”ordentligt menneske”, da han voksede op i Skive.
”Jeg er blevet spurgt, hvor meget Peer Gynt, jeg har i mig, men det er meget lidt, for han tager alle de forkerte valg i livet, hvor han hele tiden fravælger kærligheden, og jeg synes, at jeg grundlæggende har valgt rigtigt og ufatteligt heldigt det meste af vejen,” siger Preben Kristensen, der har en vielsesring på hver hånd, så han altid kan huske kærligheden.
”Da jeg var barn, ville jeg gerne huskes som en stor skuespiller, men nu vil jeg bare gerne huskes for at have været et ordentligt menneske. Resten er ligegyldigt. Og mit forhold til døden har også ændret sig. Som ung opfatter man måske, at døden findes, men mere som en abstrakt størrelse, mens man i realiteten lever, som om man var udødelig. Men med tiden bliver døden jo mere virkelig, i takt med at man selv nærmer sig sidste salgsdato, og ens kære falder bort en efter en,” siger Preben Kristensen og tøver, inden han tilføjer:
”Det mest mærkelige er, at alt går videre, som om intet er hændt, når nogen dør, medmindre det er Kim Larsen. Jeg tror måske, at hans død mindede os alle om, at vi også skal dø. Men jeg kan huske, hvordan jeg ikke kunne forstå, hvorfor bilerne bare kørte videre, da min far døde for nogle år siden. For alt var gået i stå inde i mig. Selve døden har jeg det o.k. med, men optakten, der nogle gange kan være lidelsesfuld, kan jeg være rædselsslagen for at mærke på min egen krop. Men nu har jeg oplevet at sidde i et rum to gange, hvor et menneske er gået videre. Det var ikke rart, men det var heller ikke skræmmende.”
I dag er begge Preben Kristensens forældre døde, men han bliver mere og mere taknemmelig for den trygge opvækst, de gav ham.
”Jeg tror, at deres simple filosofi var at lære min søster og mig at behandle andre godt, så vi også selv skulle blive behandlet godt. Det er jo også kernen i den kristne næstekærlighedstanke. Men min far mistede sin egen barnetro og sagde, at han kun troede på et liv efter døden i form af vores minder om ham. Men da min far døde, sagde jeg til Vorherre: ’Jeg ved godt, at min far ikke troede på dig, men vil du ikke nok tage vel imod ham alligevel? Og det tror jeg, nej, det ved jeg, at han har gjort,” siger Preben Kristensen, der i dag tror mere på et efterliv i det store håb i kristendommen end på det store lærred.
”Jeg går sjældent i kirke, men jeg er blevet stærkt berørt af de få gange, hvor jeg selv har fået lov til at bede indgangsbønnen i min lokale kirke i Charlottenlund. Og jeg synes også, at troen giver os et vigtigt håb. Det ville godt nok være ærgerligt, hvis der ikke skete noget efter døden. Det håber jeg virkelig, at der gør. Men det er jo en tro. For ingen ved, hvad der sker. Men jeg tror ikke på, at Gud glemmer os, når vi dør.”
Preben Kristensens gudsbilledeer rummeligt.
”Jeg tror på, at der findes én Gud. Muslimerne kalder ham Allah, andre kalder ham Jehova, og jeg kalder ham Gud og Jesus, men jeg tror, at grunden til, at der er så mange religioner, er, at der er mange tolkninger af, hvem Gud er. Og det bliver først farligt, når der er nogen, der vil slå andre ihjel, hvis de ikke forstår Gud på samme måde. Men jeg forestiller mig, at Gud modtager bønner, der bliver viderestillet fra både muslimer, buddhister og kristne. En af mine gode venner er mormon, og det var ham, der engang gav mig det billede, at den samme Gud sad i Himlen og modtog bønner fra folk, der kaldte ham Buddha, Jesus, Muhammed og Jehova. Så når min muslimske ven Hadi beder til Allah, kunne man forestille sig Allah sige: ’Jeg har lige talt med Preben om det samme!’.”
Det er jo ellers en central tanke i kristendommen, at Jesus er ”vejen, sandheden og livet”. Men er de andre religioner lige så gode for dig?
”Selvfølgelig er der forskel. Men jeg har mange muslimske venner, og deres religiøse grundtanke er ikke meget anderledes end min. Koranen opfordrer også til at hjælpe andre. Og det kunne da lige så godt stå i Bibelen.”
Men Koranen har jo også en mere krigerisk side…
”Ja, men det har Bibelen jo også. Jeg plejer at sige, at vi havde en lidt vred Gud i Det Gamle Testamente, men at han blev mere mild, da han selv fik børn. Jeg kan for eksempel huske, første gang jeg som barn hørte historien om Abraham, der blev opfordret til at ofre sin eneste søn. Det syntes jeg var tarveligt, selvom det endte godt. Men alle hellige skrifter kan selvfølgelig fortolkes, og det kan den historie jo også. Problemet er, når folk bruger religion til at skabe krig og undertrykkelse af andre. For religion burde være det stik modsatte. Tro er til for at give håb og trøst og for at skabe fred. Det er det vigtige, ikke om nogen for eksempel går med tørklæde,” siger Preben Kristensen, der selv har et flot, farverigt tørklæde om halsen, som han oven i købet selv har strikket.
”Henrik Ibsen tager faktisk tråden op i ’Peer Gynt’, da Peer Gynt kommer til nogle trolde, der vil have, at han skal klæde sig som dem, hvis han skal være velkommen. Og det tør antydes, at det rammer en virkelighed, som vi jo kender herhjemme. Det vigtige for mig er ikke, hvordan folk går klædt, men om de respekterer, at vi i Danmark har adskilt religion og politik, så troen ikke dikterer lovene. Grundloven overtrumfer alle troslove,” siger skuespilleren, der selv lever med troen som en trøst og støtte i hverdagen.
”Jeg beder kun Mesteren om hjælp, når det er rigtig vigtigt, for Vorherre har jo nok at se til. Men til daglig bliver jeg hele tiden hjulpet af små engle, der hjælper mig med små ting. Jeg har for eksempel både en parkeringsengel og en tingfinderengel. Det kan lyde åndssvagt, men hvis jeg glemmer at bede min parkeringsengel om hjælp, finder jeg som regel aldrig en plads,” siger Preben Kristensen og smiler, inden han tilføjer:
”Jeg behøver heller ikke bede om mere. Jeg er taknemmelig for, at jeg overhovedet er her og har et godt helbred. Det er en gave, og vi skal være glade for, at vi lever i et land, hvor man bare kan åbne for vandhanen. Men det forpligter også. For jo bedre man har det, jo mere er man forpligtet til at behandle andre godt. Det kan man også lære af Henrik Ibsen. Peer Gynts livsstrategi er at sætte sig selv først hele tiden. Til et bryllup stjæler han bruden og har sex med hende. Og senere forlader han alle dem, der elsker ham, for at søge sin egen lykke. Han handler med våben og slaver for at blive rig og magtfuld selv. Men da han står over for døden, kan han pludselig se, at han har spildt livet ved kun at tænke på sig selv.”
Har du aldrig svigtet nogen selv?
”Jeg har selvfølgelig også lavet fejl, men de rasler ikke efter mig som dåse fra en bil med nygifte. Jeg er rigtig god til at lægge ting bag mig. Men jo, jeg har også gjort ting, som jeg har fortrudt, hvor jeg vitterlig ikke har opført mig ordentligt. Men uden at pudse min glorie er det ikke mange gange. En enkelt ting fortryder jeg bittert, for jeg kan ikke længere sige undskyld til den, jeg var tarvelig over for. Men det holder jeg for mig selv,” siger han og tilføjer:
”Men jeg har haft et godt liv, som jeg ikke fortryder. I mange år har jeg nok prioriteret det, jeg gerne ville opnå professionelt. Jeg har også været på de rigtige steder på de rigtige tidspunkter rigtig mange gange. Og jeg har prøvet ikke at sjuske med de chancer, jeg har fået givet. For man skal ikke sjuske, især ikke med den kærlighed, man får givet. Jeg har derfor altid prioriteret, at de mennesker, der er tæt på mig, skal have det godt. Og min største prioritet er at være taknemmelig for det, der er nu.”